Boliger til alle
Der skal oprettes flere almene boliger i Solrød
Vi skal have det lange lys på i planlægningen af boliger til Solrødborgere i alle aldre. Det gælder tilbud om egnede ungdomsboliger og mulighed for at bo i gode ældreboliger. Det handler om at give den enkelte mulighed for leve et godt liv i Solrød Kommune uanset livssituation og indkomst.
Boligpriserne er steget støt over de seneste år, og det kan være svært at finde en egnet bolig, som er til at betale. Det gælder særligt unge og ældre mennesker men også borgere midt i livet, som pludselig befinder sig i en ny livssituation. Vi vil arbejde for, at også borgere med små midler får mulighed for at bo i passende boliger med kort afstand til transport.
Store byggeomkostninger og høje jordpriser holder priserne oppe på både alment støttede og private boligformer. Det er derfor ikke lige til at sørge for billige boliger i Solrød Kommune. Solrød Kommune får anvisningsret til 25% af de almene boliger. I tilgift kan Solrød Kommune ved en helhedsorienteret infrastrukturplan kompensere for den forholdsvis høje boligudgift med fx billig energi på et fjernvarmesystem samt ved at prioritere mindre boliger.
Vi vil prioritere at sikre flere almene boliger i kommunen. og vil derfor fortsat arbejde for, at kommunen støtter denne udvikling til gavn for de borgere, som har brug for denne boligform.