Sammen kan vi ændre verden!

Pia Olsen Dyhr

11 timer siden

TRE ÅR SIDEN I DAG

Det er ikke altid, at man kan overskue alle konsekvenserne af ens handlinger, og nogle gange bliver mennesker spændt for en vogn, de ikke har styringen over.

Sådan er det for palæstinenserne. Sådan har det været alt for længe.

Jeg tror godt, Hamas vidste, hvad de udløste den skæbnesvangre morgen for 3 år siden, da de forcerede murene og hegnene og trængte ind i Israel, hvorefter de satte gang i et blodbad af bestialske mord, voldtægter og kidnapninger.

Hamas vidste godt, at Israel ville slå hårdt og brutalt igen. Og at verden aldrig ville blive hverken den samme eller bedre for helt almindelige palæstinensere.

Hamas vidste godt, hvad konsekvenserne ville blive. Og alligevel gjorde de det.

Det er svært at fatte. Der var ingen nåde, kun uhørt brutalitet over for civile israelere. Men lige så uforståelig er den nådesløse kynisme og brutale ligegyldighed, Hamas udviste over for deres palæstinensiske fæller, som nu i tre år har betalt en hjerteskærende og fortvivlende høj pris.

For Israel gjorde, som man kunne forvente, og mere til, og Hamas vidste udmærket, at det ville ske.

I årtier konverterede Hamas penge fra mad til våben, fra hospitaler til tunneler, fra lærdom og uddannelse til had og terror, fra liv til død.

Og så ofrede Hamas sin egen befolkning for nogle få timers blodrus. Den kynisme lærer jeg aldrig at forstå.

Begivenhederne den 7. oktober har sat de vildeste dynamikker i gang. Hver dag betaler palæstinenserne en umådelig og utåleligt høj pris, både i Gaza og på Vestbredden, for de ulykkelige timers terror.

Borgerne i Libanon betaler en høj pris. Civilbefolkningen i Iran betaler en høj pris. Og ofrene og flygtningene fra houthiernes hærgen betaler en umådelig høj pris. I Vesten betaler vi prisen ved benzintanken. Men også i form af en mere aggressiv, hadefuld og polariseret debat.

Og over hele verden betaler jøder en urimelig og umådelig høj pris i form af voksende antisemitisme for begivenheder, de ingen indflydelse har haft på.

For Israel slog igen. I Gaza. På Vestbredden. I Libanon. I Yemen. I Iran.

Med en vrede, en voldsomhed og en brutalitet, som ikke stoppede ved Hamas-folkene eller deres sponsorer i præstestyret i Teheran, men som har revet titusindvis af civile og børn med i faldet, og som har gjort, at Israel i dag står mere isoleret i det internationale samfund end nogensinde. Og at en tostatsløsning synes længere væk end på noget tidspunkt i min levetid.

Det er én lang tragedie, beboet af millioner af ulykkelige ofre, mange skurke og kun få, om overhovedet nogen, helte.

Debatten og holdningerne til konflikten har vist sig mere polariserende og ødelæggende, end jeg havde fantasi til at forestille mig.

Kommentarsporene er blevet ondere og mere uforsonlige.

Nuancerne har trange kår. Og entydige holdninger med de helt præcise ord er blevet et ufravigeligt krav, hvis man ikke vil risikere at lægges for had eller mistænkeliggøres.

Det er en meget trist og meget lidt opbyggelig virkelighed. Jeg vil gerne advare imod polarisering og spredning af vrede, had og antisemitisme, også langt uden for Mellemøsten.

I dag mindes jeg ofrene for Hamas’ terrorangreb. Og jeg mindes alle de ofre, som er fulgt i kølvandet på den 7. oktober. Og håber på, at valget i Israel kan få rettet lidt op på den tragedie, som den israelske regering har føjet til elendigheden. ... Se mereSe mindre