Øv - intet halvmarathon for mig i år – jeg har simpelthen været for travlt til at træne. Så jeg har ikke nok kilometer i benene til at løbe så langt. Men næste år 💪 i stedet blev det til en ridetur i silende regn 🌧️☔️
Tiden bliver ellers brugt på ture rundt i landet for at besøge en masse dygtige SFere i landets kommuner og regionsråd - så forhåbentlig er jeg i bedre form rent politisk 😂🙏 - og det er nok vigtigere end at kunne tilbagelægge 21,1 kilometer på asfalten i smukke København 😍
Rigtig god tur til alle jer der løber idag 🏃 Hepper!! @cphhalf ... Se mereSe mindre
Charlie Kirk - jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg læser nogle af kommentarerne til mit opslag om mordet på ham.
Tænk, at nogen kan finde på at skrive, at han fortjente at blive skudt, fordi de var politisk uenige med ham?
Guderne skal vide, at jeg heller ikke var enig med ham. Vi stod milevidt fra hinanden politisk. Men derfor at bifalde, at hans børn har mistet deres far – og hans hustru sin mand? Det gør mig både vred og trist.
Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi er kommet dertil.
I aftes deltog jeg i en samtale i Skt. Nicolai Kirke i Rønne med sognepræst Henriette Ry Nielsen. Vi talte om ”Den barmhjertige samaritaner”. Om næstekærlighed. Om at tage hånd om hinanden – også når vi ikke ligner hinanden, eller er enige.
Fra dét – til de kommentarer, jeg har læst i dag – kunne kontrasten ikke være større.
Så selvfølgelig kom vi også til at tale om mordet på Charlie Kirk.
Og når jeg samtidig hører, at min kollega Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne blev forsøgt presset af motorvejen af to mænd i en kassevogn... Ja, så blev jeg rystet. Oprigtigt bekymret.
Hvor er jeg glad for, at Inger ikke kom noget til.
Der er brug for, at vi – alle sammen – stopper op og spørger os selv: Hvad er det for et samfund, vi er ved at blive? Og hvad er det for et Danmark, vi vil give videre til vores børn?
Vi må kunne være uenige, uden at blive fjender. Vi må kunne diskutere uden at nedgøre. Og vi må – altid – sige klart og tydeligt nej til vold og had.
Vi har et ansvar. For hinanden. For samtalen. Og for at skubbe udviklingen i en retning, hvor vi bevarer det menneskelige.
Øv - intet halvmarathon for mig i år – jeg har simpelthen været for travlt til at træne. Så jeg har ikke nok kilometer i benene til at løbe så langt. Men næste år 💪 i stedet blev det til en ridetur i silende regn 🌧️☔️
Tiden bliver ellers brugt på ture rundt i landet for at besøge en masse dygtige SFere i landets kommuner og regionsråd - så forhåbentlig er jeg i bedre form rent politisk 😂🙏 - og det er nok vigtigere end at kunne tilbagelægge 21,1 kilometer på asfalten i smukke København 😍
Rigtig god tur til alle jer der løber idag 🏃 Hepper!! @cphhalf ... Se mereSe mindre
0 CommentsKommentér på Facebook
Charlie Kirk - jeg bliver oprigtigt ked af det, når jeg læser nogle af kommentarerne til mit opslag om mordet på ham.
Tænk, at nogen kan finde på at skrive, at han fortjente at blive skudt, fordi de var politisk uenige med ham?
Guderne skal vide, at jeg heller ikke var enig med ham. Vi stod milevidt fra hinanden politisk. Men derfor at bifalde, at hans børn har mistet deres far – og hans hustru sin mand? Det gør mig både vred og trist.
Jeg har svært ved at forstå, hvordan vi er kommet dertil.
I aftes deltog jeg i en samtale i Skt. Nicolai Kirke i Rønne med sognepræst Henriette Ry Nielsen. Vi talte om ”Den barmhjertige samaritaner”. Om næstekærlighed. Om at tage hånd om hinanden – også når vi ikke ligner hinanden, eller er enige.
Fra dét – til de kommentarer, jeg har læst i dag – kunne kontrasten ikke være større.
Så selvfølgelig kom vi også til at tale om mordet på Charlie Kirk.
Og når jeg samtidig hører, at min kollega Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne blev forsøgt presset af motorvejen af to mænd i en kassevogn... Ja, så blev jeg rystet. Oprigtigt bekymret.
Hvor er jeg glad for, at Inger ikke kom noget til.
Der er brug for, at vi – alle sammen – stopper op og spørger os selv: Hvad er det for et samfund, vi er ved at blive? Og hvad er det for et Danmark, vi vil give videre til vores børn?
Vi må kunne være uenige, uden at blive fjender. Vi må kunne diskutere uden at nedgøre. Og vi må – altid – sige klart og tydeligt nej til vold og had.
Vi har et ansvar. For hinanden. For samtalen. Og for at skubbe udviklingen i en retning, hvor vi bevarer det menneskelige.
Det begynder med os. Dig og mig. ... Se mereSe mindre
606 CommentsKommentér på Facebook