Jeg har været i Grønland flere gange gennem årene, men mit seneste besøg ligger snart 10 år tilbage.
Nu er jeg her igen. I smukke, smukke Grønland.
2025 har - uden sammenligning - været nogle af de mest dramatiske og begivenhedsrige måneder i Grønlands historie, selv om der har været lidt mere stille de sidste par måneder.
For utrygheden har helt åbenlyst fyldt på en anden måde, siden Trumps folk begyndte at rende rundt i Nuuk i januar. De seneste dage har jeg så været i Grønland igen.
Simpelthen for at prøve at blive lidt klogere på hvordan de mange begivenheder har påvirket grønlænderne.
Presset fra Trump-administrationen, som faldt sammen med – og påvirkede - et skelsættende valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Det har skabt en voldsom fornyet interesse for Grønland også i EU, ikke mindst i Frankrig og Tyskland, og lagt en bund for fornyede og intensiverede samtaler mellem Danmark og Grønland om Rigsfællesskabets fremtid - og om Danmarks rolle i og medansvar for mange af de problemer og traumer, som alt for mange grønlændere lever med.
Særligt det sidste – Danmarks manglende vilje og evne til at anerkende vores ansvar for mange tragedier i Grønland - er som et skelet, der hele tiden rumsterer i skabet.
Det er den ene ting, der går igen og igen i de samtaler, jeg har haft:
At en forudsætning for at udvikle og forbedre Rigsfællesskabet er, at den grønlandske sorg og vrede over historiske uretfærdigheder og oplevelsen af ikke at være respekteret og ligeværdigt inddraget om alt det, der er vigtigt for Grønland, bliver taget alvorligt i Danmark.
Og ærlig talt - det er faktisk ikke noget urimeligt ønske.
Som én sagde til mig forleden: I må bare erkende i Danmark, at det har været sværere for grønlænderne at være i Rigsfællesskabet end det har været for danskerne. Den skævhed kan ikke fortsætte.
Hvis ikke vi fra dansk side anerkender og undskylder for vores ansvar i den række sager der er: Spiralsagen, sagen om de juridisk faderløse, eksperimentbørnene og anbringelsessagerne, så tror jeg ikke vi kommer videre sammen med Grønland. Og så får USA altså lettere spil.
Min anbefaling til regeringen vil være at sætte turbo på to ting: Dels få sagt ordentligt undskyld på den danske stats vegne til ofrene for spiralsagen, de juridisk faderløse, og de andre sager. Og for det andet få gang i de investeringer, som skal skabe et stærkere og bedre grønlandsk samfund.
Jeg er ikke i tvivl om at Danmark og Grønland godt kan nå hinanden, og jeg har ikke hørt nogen ønske at blive en satellit til USA. Men det dansk-grønlandske forhold må og skal blive bedre. Det haster.
Jeg har haft nogle fantastiske dage med nogle kloge, interessante og vidende mennesker, her i Nuuk. Om lidt flyver jeg til Qaqortoq i Sydgrønland og fortsætter mine samtaler.
Bare for at fornemme stemningen. Lytte til tankerne. Blive klogere på hvad man ønsker og forventer af Danmark. Høre hvordan både den ønskede og den uønskede opmærksomhed opleves. Og hvad håbene er for fremtiden.
Jeg tager videre, både klogere og beriget. Men også med en dyb bekymring for det pres USA lægger på Grønland og Danmark. Og en bekymring for, om vi fra dansk side forspilder den chance, som den aktuelle krise også har bragt med sig.
Lige nu er der et vindue for at redefinere vores Rigsfællesskab og begynde at se på og møde Grønland på en anden, bedre og mere ligeværdig måde. Det skylder vi hinanden at prøve. Og det er det bedste våben mod USA's forsøg på at splitte os.
Jeg har været i Grønland flere gange gennem årene, men mit seneste besøg ligger snart 10 år tilbage.
Nu er jeg her igen. I smukke, smukke Grønland.
2025 har - uden sammenligning - været nogle af de mest dramatiske og begivenhedsrige måneder i Grønlands historie, selv om der har været lidt mere stille de sidste par måneder.
Men med den her historie fra Danmarks Radio kommer utrygheden op til overfladen igen: www.dr.dk/nyheder/indland/moerklagt/mystik-om-amerikanske-maend-i-groenland-det-er-meget-bekymrende
For utrygheden har helt åbenlyst fyldt på en anden måde, siden Trumps folk begyndte at rende rundt i Nuuk i januar.
De seneste dage har jeg så været i Grønland igen.
Simpelthen for at prøve at blive lidt klogere på hvordan de mange begivenheder har påvirket grønlænderne.
Presset fra Trump-administrationen, som faldt sammen med – og påvirkede - et skelsættende valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Det har skabt en voldsom fornyet interesse for Grønland også i EU, ikke mindst i Frankrig og Tyskland, og lagt en bund for fornyede og intensiverede samtaler mellem Danmark og Grønland om Rigsfællesskabets fremtid - og om Danmarks rolle i og medansvar for mange af de problemer og traumer, som alt for mange grønlændere lever med.
Særligt det sidste – Danmarks manglende vilje og evne til at anerkende vores ansvar for mange tragedier i Grønland - er som et skelet, der hele tiden rumsterer i skabet.
Det er den ene ting, der går igen og igen i de samtaler, jeg har haft:
At en forudsætning for at udvikle og forbedre Rigsfællesskabet er, at den grønlandske sorg og vrede over historiske uretfærdigheder og oplevelsen af ikke at være respekteret og ligeværdigt inddraget om alt det, der er vigtigt for Grønland, bliver taget alvorligt i Danmark.
Og ærlig talt - det er faktisk ikke noget urimeligt ønske.
Som én sagde til mig forleden: I må bare erkende i Danmark, at det har været sværere for grønlænderne at være i Rigsfællesskabet end det har været for danskerne. Den skævhed kan ikke fortsætte.
Hvis ikke vi fra dansk side anerkender og undskylder for vores ansvar i den række sager der er: Spiralsagen, sagen om de juridisk faderløse, eksperimentbørnene og anbringelsessagerne, så tror jeg ikke vi kommer videre sammen med Grønland. Og så får USA altså lettere spil.
Min anbefaling til regeringen vil være at sætte turbo på to ting: Dels få sagt ordentligt undskyld på den danske stats vegne til ofrene for spiralsagen, de juridisk faderløse, og de andre sager. Og for det andet få gang i de investeringer, som skal skabe et stærkere og bedre grønlandsk samfund.
Jeg er ikke i tvivl om at Danmark og Grønland godt kan nå hinanden, og jeg har ikke hørt nogen ønske at blive en satellit til USA. Men det dansk-grønlandske forhold må og skal blive bedre. Det haster.
Jeg har haft nogle fantastiske dage med nogle kloge, interessante og vidende mennesker, her i Nuuk. Om lidt flyver jeg til Qaqortoq i Sydgrønland og fortsætter mine samtaler.
Bare for at fornemme stemningen. Lytte til tankerne. Blive klogere på hvad man ønsker og forventer af Danmark. Høre hvordan både den ønskede og den uønskede opmærksomhed opleves. Og hvad håbene er for fremtiden.
Jeg tager videre, både klogere og beriget. Men også med en dyb bekymring for det pres USA lægger på Grønland og Danmark. Og en bekymring for, om vi fra dansk side forspilder den chance, som den aktuelle krise også har bragt med sig.
Lige nu er der et vindue for at redefinere vores Rigsfællesskab og begynde at se på og møde Grønland på en anden, bedre og mere ligeværdig måde. Det skylder vi hinanden at prøve. Og det er det bedste våben mod USA's forsøg på at splitte os.
Tak! Qujan! Og på gensyn, Nuuk. Takuss! ... Se mereSe mindre
33 CommentsKommentér på Facebook
Når katten er ude … så sætter dukken sig åbenbart ved tastaturet 😅
Mens jeg er i Grønland i nogle dage, har en kollega sendt mig det her billede fra mit kontor på Christiansborg.
Der sidder hun. Dukke-versionen af mig. Midt i arbejdet. Klar til at overtage.
Jeg ved ikke helt, om jeg skal være bekymret – eller bare glad for, at nogen holder styr på tingene, mens jeg er væk 😄
Vi ses snart igen – både jer og mit skrivebord.
PS: Hvis hun begynder at føre forhandlinger i mit navn… så håber jeg da, hun husker, hvad vi kæmper for 💚 ... Se mereSe mindre
81 CommentsKommentér på Facebook