Natur, miljø og fødevarer

 

Naturen skal have sin egen lov

Den vilde natur i Danmark er truet. Vi har de sidste 40 år mistet næsten 3 millioner fugle. Flere arter er helt forsvundet, herunder fx 12 sommerfuglearter. Det skyldes blandt andet mangel på plads, opsplitning af naturområder, bebyggelse og barrierer fra veje, der går på kryds og tværs af landskabet. Samtidig dræber ammoniak, nitrat og gift fra landbruget bier og andre insekter, som er fødekilder for fuglene.

Den udvikling vil vi vende. Vi vil have mere vild natur og urørt skov, større sammenhængende naturområder og mere bynær natur. Havnaturen skal have langt mere plads, med store beskyttede områder fri for klapning, råstofindvinding og destruktivt fiskeri. Flere arters levesteder skal beskyttes og genoprettes, så dyrene igen kan trives.

Med treparten har vi taget det første store skridt mod et langt grønnere Danmark, hvor omkring hver 6. mark skal omlægges til natur og skov. Men det er stadig kun en del af løsningen. Og nye tal viser, at det stadig går den forkerte vej med naturen. Derfor SF har fået kæmpet en samlet lov om natur og biodiversitet med bindende mål, deadlines og virkemidler for at få et grønnere Danmark ind i regeringsgrundlaget.

Og hvad med adgang til naturen for børn og voksne? Kendskab til naturen, uanset om man bedst lærer ved at klatre i træer eller gennem viden om arter og symbioser, er vigtigt for at forstå behovet for at beskytte den.

Nationalt sprøjteforbud skal redde vores drikkevand

Danmark har godt og giftfrit drikkevand. Men der er brug for handling, hvis kommende generationer også skal have drikkevand fra hanen i stedet for at købe det i supermarkedet. Og hvis vi skal undgå, at danskerne skal betale en milliard regning for at får renset drikkevandet for landbrugets forurening. For vores drikkevand er desværre truet, og det haster med at få gjort noget ved det. I flere og flere drikkevandsboringer måler man giftige pesticidrester, som betyder, at vandindvindingsområder må lukke. I dag er vi helt oppe på, at godt halvdelen af vandværkernes boringer er forurenet med giftrester, og ca. 14 pct. overstiger grænseværdien.

SF har derfor fået ind i regeringsgrundlaget, at vi skal have et sprøjteforbud på de sårbare grundvandsdannende områder. Fremover kan områderne bruges til økologisk landbrug eller udlægges til natur, så driften ikke belaster drikkevandet.

Mere økologi og dyrevelfærd

Det danske landbrug skal fortsætte med at prioritere økologi og godt landmandskab, så vi sikrer sunde fødevarer, ordentlig dyrevelfærd og respekt og balance med den vilde natur.

Økologisk forskning og eksport af økologiske fødevarer skal styrkes. Og den økologisk andel af landbruget skal fordobles inden 2030. Det vil være en både økonomisk og sundhedsmæssig gevinst for Danmark.

Landbruget skal behandle dyr ordentligt. Det har længe været en vigtig kamp for SF og den kamp vil vi fortsætte i regeringen. Derfor er vi også glade for, at der nu kommer et opgør med dårlig dyrevelfærd i svineproduktionen. SF gik til valg på et midlertidigt stop for udvidelser af den konventionelle svineproduktion, indtil der er styr på dyrevelfærden. Og det fik vi. Når der er kommet styr på dyrevelfærden, skal kommunerne have bedre mulighed for at sige nej tak til udvidelser af den konventionelle svineproduktion, så der er mere plads til naboer og natur.

Natur uden plastik, pesticider og farlig kemi

Plastik har mange gode egenskaber. Men det bør ikke bruges som engangsprodukt i fx kopper og bæreposer, fordi det i alt for høj grad ender i naturen, hvor det skaber store problemer. I miljøet deles plast igen og igen til mindre stykker, og mikroplast findes nu i hele fødekæden. SF arbejder for, at der etableres flere genbrugssystemer til to go-kopper og anden take away-emballage, som man fx har det i Århus. Samtidig vil vi gerne i samarbejde med fagpersonalet mindske brugen af engangsprodukter på fx sygehusene.

Skadelig kemi i vores produkter og omgivelser er potentielt tikkende bomber for vores helbred og evne til at få børn. Som forbrugere skal vi trygt kunne bruge alle slags produkter, der sælges i butikkerne, uden frygt for alvorlige sundhedsrisici som kræft, allergi eller hormonforstyrrende effekter. Hvis der er begrundet mistanke om, at et stof har alvorlig skadevirkning, skal det forbydes.  Det sker på EU-plan, og Danmark skal derfor spille en meget aktiv rolle her. SF holder skarpt øje med EU’s kemikalielovgivning REACH, der længe har skullet genforhandles. Regelforenklinger kan være en god idé, men det må ikke ske på bekostning af forbrugernes sikkerhed.

Der hvor der findes bedre alternativer til de farlige stoffer og produkter, skal det være helt tydeligt.  Derfor skal vi have en fødevarestrategi, der bl.a. fremmer offentlig grøn indkøbspolitik, også når det gælder fravalg af farlige stoffer. Så snart der findes alternativer på markedet, skal vi presse på for helt at forbyde de farlige stofferDanmark har stærke forskningsmiljøer inden for hormonforstyrrende stoffer og den styrkeposition skal vi fastholde.

SF arbejder målrettet på at fjerne de store jordforureninger og giftdepoter, som – flere årtier efter de opstod – stadig giver problemer for lokalbefolkningen og forurener vandmiljøet. Det gælder bl.a. forureningen fra det gamle Cheminova på Harboøre Tange og den omfattende forurening fra Grindstedværket.

Levende hav og bæredygtigt fiskeri

Fiskebestandene og livet i havet er trængte af overfiskeri, brug af destruktive fiskeredskaber og næringsstofforurening fra landbruget. Det er derfor bydende nødvendigt at sikre et bæredygtigt fiskeri og reducere landbrugets forurening af vandmiljøet. 

Landbrugets næringsstofforurening fra store mængder af gylle og kunstgødning er en af de væsentligste årsager til, at vi ikke har samme liv i vores fjorde, søer og vandløb, som der var engang. Med grøn trepart fik vi taget første skridt mod et bedre havmiljø, men arbejdet er langt fra færdigt. Nu skal der følges op på kvælstofindsatsen, som er den regulering, der skal sørge for, at landmændene rent faktisk lever op til kravene i grøn trepart.

Fiskeopdræt i havbrug skaber massiv havforurening, da det kræver store mængder af medicin og kemikalier. SF arbejder derfor for en tættere regulering.

Vi støtter det skånsomme fiskeri og arbejder mod brug af bundslæbende redskaber i beskyttede havområder. ’Oppløjning’ af havbunden frigiver ’gemte’ næringsstoffer og miljøfarlige stoffer sammen med klimagasser. Fiskeriet skal være bæredygtigt, så vi kan få genskabt fiskebestandene. Det vil også have en positiv effekt på forureningssituationen i mange farvande, hvor det økologiske system er ødelagt af forurening.

Måske er du også interesseret i vores klimapolitik?

 

Er du enig?
Er du enig med SF?

JA

Det er vi glade for!

Vil du være med til at gøre vores fælles visioner til virkelighed? Så meld dig ind i SF i dag og vær med til at gøre Danmark grønnere og mere socialt.

Bliv medlem

Nej

Men du er alligevel nysgerrig?

Måske er der mere vi er enige om, end du tror. Eller måske vil du bare gerne følge med i vores politik? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev!