PRESSEMEDDELSELSE 26. OKTOBER 2021
DERFOR DELTAGER SF SOLRØD IKKE I LIBERAL ALLIANCES VÆLGERMØDE OM BORGERNES HUS
Liberal Alliance (LA) har indbudt til et vælgermøde d. 2. november 2021 med temaet – ”Skal Borgernes Hus bygges?”
Bestyrelsen i SF Solrød har drøftet invitationen og det korte svar på LA´s spørgsmål er, at ”dette skal undersøges yderligere”, således det nye byråd i 3. kvartal 2022 med baggrund i de i høringsfasen indkomne ideer og høringssvar fra borgere og medarbejdere, de konkrete forslag til størrelsen på et eventuelt nyt ”Borgernes Hus”, pris m.v. kan indgå i beslutningen.
SF har indtil nu i hele forløbet sagt ja til processen med at få undersøgt muligheden for at opføre et Borgernes Hus ved rådhuset/stationspladsen. Bygningen vil for eksempel kunne indeholde en biograf, klublokaler og koncertfaciliteter og dermed bidrage til at udvikle kulturtilbud i Solrød Kommune. Der er flere muligheder i den nuværende rådhusbygning, som for eksempel kunne ombygges til mindre boliger, som en del af en infrastrukturplan om at sikre mindre boliger tæt på indkøbsmuligheder og transport i Solrød.
Da politik for os handler om at indgå kompromisser og skabe aftaler, så vi får mest mulig indflydelse på, at vores velfærdssamfund udvikler sig og bliver stærkere, er vi spændte på, hvad det nye byråd beslutter i 3. kvartal 2022.
Hvis den samlede undersøgelse viser, at et Borgernes Hus vil give os mulighed for dels at få flere mindre, almene boliger, og dels skabe muligheder for flere kulturtilbud til vores borgere – så vil vi næste år pragmatisk og positivt vurdere sagen.
SF Solrød arbejder generelt for flere almene boliger med kort afstand til offentlig transport og indkøb, ligesom vi arbejder for mere kultur, fordi kultur er identitetsskabende og medvirkende til at sikre Solrød Kommune som en selvstændig kommune på længere sigt.
SF Solrød har i øvrigt den opfattelse, at processen i forhold til Borgernes Hus har været god, blandt andet med større grad af inddragelse af borgerne end ved øvrige projekter i kommunen. Derfor ønsker vi, at det aktive medborgerskab, ekspertviden og ansvarlig økonomi skal medvirke til, at det nye byråd i 3. kvartal 2022 kan træffe den mest optimale løsning til glæde for borgerne og – ikke mindst – for at vi som arbejdsgivere kan sikre vores medarbejdere optimale faciliteter og et godt arbejdsmiljø for at bevare Solrød Kommune som en attraktiv arbejdsplads.
SF Solrød har hermed udtrykt vores holdninger til Borgernes Hus, og finder derfor ikke anledning til at deltage i vælgermøde den 2. november 2021.
Som nævnt ovenfor afventer SF Solrød det samlede resultat af undersøgelserne, før vi træffer endelig beslutning, om der skal bygg es et nyt Borgernes Hus ved rådhuset/stationspladsen – herunder budget og formål med huset. Vi ønsker at tage den beslutning med udgangspunkt dels i de ønsker og behov, som kommer frem gennem den igangværende proces med borgerinddragelse, og dels med en pragmatisk tilgang til kommunens økonomi.
Venligst
Eva Rosenbæk-Svane (formand for SF Solrød) og Claus Redder Madsen (byrådsmedlem for SF Solrød)