Hvad skal jeg stemme?

Er du i tvivl om, hvad du skal stemme den 1. juni? Vi har samlet 10 grunde til, at SF anbefaler at afskaffe forsvarsforbeholdet.

1. Vi er stærkere i fællesskab

Ved at fjerne forbeholdet er Danmark med til at forstærke Europas samarbejde på forsvars- og sikkerhedsområdet. Det vil gøre det nemmere at stå imod russiske aggressioner, og det vil forstærke vores bånd med vores nærmeste allierede, heriblandt de nordiske lande.

2. Vi skal have allierede, vi kan regne med – også hvis USA genvælger Trump

NATO er i høj grad hængt op på USA og deres vilje til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt, men skiftende amerikanske præsidenter har sagt, at Europa bliver nødt til at styrke sit forsvar, så vi i fremtiden bedre kan klare vores problemer selv. EU skal derfor i højere grad kunne forsvare sig selv, så man ikke en dag bliver afhængig af en præsident, som man ikke kan stole på.

3. Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er hastigt forværret

Med Putins angreb på Ukraine er truslen mod Europa dramatisk forandret til det værre. Det er klokkeklart, at Putin ikke skyr nogle midler for at få sin vilje igennem internationalt. Det er derfor nødvendigt at styrke og udvikle samarbejdet om sikkerhed i Europa.

4. Vi får indflydelse på EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik

Ved at afskaffe forsvarsforbeholdet får vi indflydelse på at udvikle EU’s forsvars- og sikkerhedspolitikken, så den bedst muligt kan bidrage til fred og genopretning af samfund. Med det nuværende forsvarsforbehold har Danmark ikke stemmeret i Ministerrådet, når forsvarspolitikken vedtages. Hvis vi fjerner forbeholdet får Danmark stemmeret og endda vetoret, der betyder, at Danmark får mulighed for at forhindre EU’s militæroperationer, hvis vi ikke finder dem ønskværdige.

5. Forsvarssamarbejdet er frivilligt og mellemstatsligt

Det betyder, at hvert land altid selv bestemmer, om det vil deltage i et givent militært samarbejde. Mission for mission og projekt for projekt. Desuden skal alle medlemslandene være enige for at beslutte en mission eller et projekt. Danmark bestemmer derfor altid, om vi vil deltage eller ej.

6. Det europæiske forsvarssamarbejde forstærkes, og det har konsekvenser at Danmark ikke er med

En DIIS-rapport om det europæiske forsvarssamarbejde og det danske forsvarsforbehold har konkluderet, at forsvarsforbeholdet har stadigt større konsekvenser for Danmark. Det europæiske forsvarssamarbejdes betydning er øget og det forventes at komme til at betyde endnu mere i fremtiden. Derudover konkluderes det også at Danmark mister både betydning og anseelse ved at stå udenfor.

7. Frygten for en EU-hær giver ikke længere mening

SF var i sin tid stærkt medvirkende til, at vi fik forsvarsforbeholdet, fordi vi frygtede en EU-hær. Den frygt er gennem de sidste 30 år blevet gjort til skamme. EU-hæren kom aldrig, for ingen lande ønsker at overgive kontrollen over sin hær til et andet land eller til EU. Bekymringen for en overnational EU-hær er derfor gjort til skamme.

8. EU’s forsvarssamarbejde er helhedsorienteret og langsigtet

Hvor NATO er en forsvarsalliance, der har et snævert fokus på hård sikkerhedspolitik i deres militære missioner, opererer EU med en bredere, mere helhedsorienteret og langsigtet sikkerhedspolitik, som supplerer NATO’s hårde indsatser rigtig godt. Det sker f.eks. gennem fredsbevarende og stabiliserende missioner, der har forbindelse til EU’s humanitære indsatser, institutionsopbygning og demokratiudvikling. Danmarks sikkerhedspolitiske interesser varetages derfor bedst ved at være med i begge forsvarssamarbejder.

9. EU’s forsvarssamarbejder er meget mere end krudt og kugler

Sikkerhedstruslerne i 2022 er mere komplicerede, end vi tidligere har oplevet. Angreb er ikke længere kun bomber og skyttegrave. I dag oplever flere lande – også Danmark – både hacking og misinformationskampagner, der har til formål at destabilisere vores samfund og tilliden til vores offentlige myndigheder. Hele EU har med sine tætte økonomiske og forsyningsmæssige bånd en interesse I fælles sikkerhed mod cyberangreb. For at komme fuldt med EU’s samarbejde på dette vigtige område, bliver vi nødt til at fjerne forsvarsforbeholdet.

10. Det er på tide vi kommer af med forsvarsforbeholdet

SF har siden 2005 haft som ambition at forbeholdet skulle afskaffes. Der er i dag et par generationer af danskere, der ikke har haft mulighed for at stemme om forsvarsforbeholdet før. Vi synes det er fair at de også får chancen, når den sikkerhedspolitiske situation i Verden forandres så drastisk som det er tilfældet.

 

SF vil stoppe hvidvaskning af skatteborgernes penge
Det skal være slut med at kunne hvidvaske penge. Det skal være slut med at malke vores samfund for milliarder – milliarder, der kunne gå til...
SF vil tage vigtigt opgør med dårlig dyrevelfærd i EU
Det er på tide, at vi tager dyrevelfærd seriøst i EU.
SF vil tage naturen tilbage: Sommerfuglene, bierne og pattedyrene har også ret til at være her
Hvis vi ikke gør noget nu, vil der reelt ikke være noget, vi kan kalde vild natur om en generation eller to. Derfor skal vi ikke bare stoppe...
Europa skal stå endnu tættere sammen i usikre tider
Europa er ikke længere det sikre sted, vi kendte. Ruslands verserende invasion af Ukraine har vist os vigtigheden af, at Europa står endnu t...
Farlig kemi truer vores evne til at få børn
Danmark er ejer af en ulykkelig statistik. Cirka hvert ottende barn fødes i dag via fertilitetsbehandling. Men det er ikke kun i Danmark, at...
Grøn alliance i fælles opråb mod regeringen: Vi skal op på 10% strengt beskyttet natur på land i Danmark
Naturen står i en alvorlig krise. Dyre- og plantearter forsvinder, fordi deres levesteder er inddraget til især land- og skovbrug. Over 1.90...
SF kritiserer ny handicapaftale:  “Tager ikke engang hul på de voldsomme problemer”
Regeringen har indgået en ny rammeaftale for handicapområdet. En aftale som SF ikke er en del af. SF’s handicapordfører Charlotte Broman Møl...
1.maj-udspil: Arne-pensionen skal forbedres og udvides
SF og Enhedslisten foreslår, at der afsættes 1 mia. kroner til at forbedre retten til tidlig pension, Arne-pensionen.  
SF smidt ud af handicap-forhandlinger
SF nægter at acceptere store nedskæringer og øget brug af tvang. Derfor er partiet ude af handicapforhandlinger.
SF vil bekæmpe fattigdom med lov
Fattigdomslov skal halvere fattigdommen og sikre færre børn vokser op i fattigdom. 31 organisationer bakker op.