Del

SF kritiserer ny handicapaftale:  “Tager ikke engang hul på de voldsomme problemer”

02-05-2024

Regeringen har indgået en ny rammeaftale for handicapområdet. En aftale som SF ikke er en del af. SF’s handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk holder ikke tilbage, når hun kritiserer aftalens indhold:

– Aftalen indeholder tiltag, der utvetydigt vil forværre forholdene for personer med handicap, og som understreger et alarmerende skifte væk fra pædagogik og til mere harske redskaber. Samtidig skærer man ned på et område, der i forvejen er ramt af manglende økonomi.

SF strækker sig sædvanligvis langt for at forbedre resultaterne inde i forhandlingslokalet, men partiet er dybt kritisk overfor den drejning, forhandlingerne om handicapområdet tog:

– Tiltagene omfatter øget videoovervågning om natten og nedskæringer på et område, der i forvejen kæmper for at leve op til lovgivningen. Det her er en dårlig aftale – og de ting, der gør den dårlig, var ultimative krav for regering.

Charlotte Broman Mølbæk har også en særlig besked til især to partier:

– Jeg synes særligt, det er Socialdemokratiet og Radikale Venstre der svigter her. I 2019 stod vi skulder ved skulder om at styrke et stærkt nedprioriteret område – nu har de åbenbart glemt det. Nu skal økonomi komme før mennesker. Det er jeg skuffet over.