Jeg er en 42-årig familiefar til 3 dejlige unger på 1 år til 21 år. Sammen med de 2 mindste børn og deres dejlige mor, bor vi i et ældre hus i Gelsted.

For 11 år siden blev jeg udlært som industritekniker, og jeg har de sidste 8 år arbejdet som montør hos en eksportvirksomhed i Vissenbjerg. Siden september har jeg været medlem af byrådet i Middelfart, hvor jeg bl.a. sidder i økonomiudvalget og er udvalgsformand for beskæftigelse- og arbejdsmarkedsudvalget.

Mærkesager

Der skal igen være tid til omsorg og nærvær.

Børn skal have lov til at være børn. Vi skal have gode normeringer i vuggestuer og børnehaver. Vi skal understøtte vores børns trivsel og udvikling. Børnene skal mødes med omsorg og nærhed. I skolerne skal der være loft over, hvor mange elever der må være i hver enkelt klasse. Der skal være tid til den enkelte elev for at skabe de bedste forudsætninger for fremtiden.

I deres livs efterår og vinter skal vores ældre medborgere mødes med værdighed. Der skal være tid til den omsorg og pleje, som de ældre har behov for.

Klima og Natur 

Vores klima er i dyb krise. Vi skal have fokus på naturen. En giftfri kommune med masser af vild natur til gavn for dyrelivet og for vores drikkevand.

Vi kan ikke nøjes med at være en klimakommune. Middelfart kommune skal være frontløber med fokus på mindre CO2 udledning og mere vedvarende energi.

Det er ikke nok at have ambitioner om en grønnere kommune. Vi skal handle og vi skal handle NU, for at sikre vores børn og børnebørn en grøn fremtid.

Middelfart – en hel kommune.

Middelfart kommune stopper ikke ved rundkørslen i Kauslunde. Derfor skal vi styrke de enkelte lokaludvalg i kommunen og skabe udvikling i hele kommunen.