Jeg stiller op som folketingskandidat for SF-Hjørring og baggrunden er simpel – SF er stadigvæk det bedste redskab for mennesker, der ønsker et mere lige samfund – en mere miljøbevidst politik – en stærk kritisk debat omkring samfundsudvikling – samt et fuldtonet nej til diskrimination. Og hvis nogen skulle have glemt det – lighed i sundhed.

Jeg vil kæmpe for fælles velfærd
Det danske samfund er enestående. Vi beundres verden over for vores særlige solidaritet – vi løfter i flok og de bredeste skuldre, bærer mest. Sammen skaber vi et finmasket sikkerhedsnet. Alle vores børn og unge kan få en god uddannelse. Alle kan få kvalificeret sygdomsbehandling og god ældrepleje. Der bliver taget hånd om mennesker, der har det svært.

Vi kan trygt stole på, at sikkerhedsnettet griber os, hvis vi bliver ramt af arbejdsløshed, sygdom eller kommer ud for en ulykke. SÅDAN SKAL DET VÆRE OG UDVIKLES

Min drivkraft som politiker er at sikre, at det også kommer til at gælde for de kommende generationer.

Sundhed, tryghed og velfærd er nøgleordene
Jeg vil slås for et samfund, der indbyder til at leve sundt med færre sygedage, højere livskvalitet og mere frihed for danskerne.

Jeg kæmper desuden for en værdig, tryg og sammenhængende behandling for de medicinske patienter, som er den mest oversete patientgruppe i sundhedsvæsenet.

Lav vækst og høj ledighed er dominerende i landets yderområder pga. regeringens katastrofale centraliseringspolitik – også i Nordjylland.

Jeg vil derfor arbejde for at sikre ny vækst og bedre velfærd i yderområderne. Ikke mindst i Nordjylland, hvor vi skal satse på kultur, sundhed og nye arbejdspladser.