Jeg er 49 år og selvstændig erhvervsdrivende som privat socialrådgiver og psykoterapeut, underviser og uddannelsesudvikler, samt støtteperson for forældre til børn anbragt udenfor hjemmet.
Jeg har en baggrund som socialrådgiver indenfor familieområdet, voksenområdet og beskæftigelsesområdet, og som underviser på socialrådgiveruddannelsen, de sociale diplomuddannelser og plejefamilieuddannelsen.

Igennem årene har jeg udført en del frivilligt socialt arbejde i ind- og udland.
Nu er jeg medlem af Handicaprådet i Vejle kommune udpeget af Danske Handicaporganisationer for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.

Mærkesager 

Styrk retssikkerheden på socialområdet

Det danske velfærdssamfund bygger på den grundholdning, at alle mennesker (store som små, unge som gamle) skal have lige muligheder og at livets udfordringer, hvad enten det er fysiske/kogntive funktionsnedsættelser, psykiske udfordringer eller sociale problemer, ikke må føre til, at livet for den enkelte og familien af den grund skal være anderledes og dårligere.
Men alt for mange oplever noget ganske andet.

Sagsbehandlingsfejl og lovovertrædelser er ikke kun et retssikkerhedsmæssigt problem for borgerne, der har brug for hjælp, det er også et problem ift. politisk styring af det sociale område; ingen har reelt et overblik over, hvad pengene bruges til, dermed råder tilfældigheder og ikke konkret viden.

Faglighed – og ikke økonomi – skal vægte tungest på socialområdet

Vi har, og producerer løbende, masser af evidensbaseret viden fra dansk og udenlandsk forskning, men det et den enkelte kommunes økonomi er afgørende for, hvilket tilbud borgerne får.
7 ud af 10 lokalpolitikere siger, at økonomien jævnligt trumfer hensynet til borgernes behov.
7 ud ad af 10 socialrådgivere siger, at økonomi står i vejen for at iværksætte den rigtige indsats.
4 ud af 10 mennesker med handicap siger, at økonomi vægter tungere end faglighed i deres sag.

Det giver ikke mening, at borgerne får bevilget indsatser og behandling som ikke løser deres problemer, men alene bidrager til besparelser i det offentlige.

Arbejdsforholdene for velfærdsstatens frontkæmpere – de offentligt ansatte – trænger til en indgribende indsats

De erfarne medarbejdere siver over i det private, hvis de da ikke helt opgiver deres fag. De unge søger ikke ind på uddannelserne indenfor velfærdsprofessionerne, og de studerende på uddannelserne klager over, at de ikke er godt nok klædt på til at kunne varetage de funktioner, de på papiret er uddannet til. Det skaber store rekrutterings- og fastholdelsesproblemer.
Mere i løn er ikke nok, der skal (også) en gennemgribende oprydning i menneskesyn, visitation og ledelse til, hvis vi skal gøre det attraktivt, at være ansat på velfærdsområdet.

Investér i mennesker, vi er ikke en udgift, vi er samfundet og fællesskabet, og samfundet er os!