Jeg er din grønne kandidat med et hjerte, der også banker for det røde
Jeg brænder for naturen, som jeg studerer og bevæger mig meget i. Jeg er naturvejleder og skolelærer på 19. år og har været ansat i Miljøministeriet i 15 år. I dag arbejder jeg især med socialt udsatte familier gennem specialundervisning.

Men jeg brænder også for sund samfundsøkonomi og velfærd, og mener, at et samfund må investere i fremtiden i stedet for at afvikle den.

Jeg er født og opvokset i den gamle arbejderklasse, hvor min familie har befundet sig i generationer. Det er jeg stolt af. Jeg oplevede, hvordan min mor igennem 60`erne knoklede som ufaglært industriarbejder på nathold, så hun kunne passe os 5 børn i dagtimerne, da min far ikke var meget tilstede.

Jeg bor i dag sammen med Jette og vi har 6 voksne børn tilsammen – og jeg er stolt af, at vores børn har uddannet sig og gør det rigtig godt.

Jeg har aldrig tidligere været medlem af et politisk parti, men for 3 år siden blev alt den dårligdom i samfundet for meget for mig, og jeg meldte mig derfor aktivt ind i SF.

Jeg sidder desuden i bestyrelsen hos de lokale spejdere og hos flere foreninger, der arbejder for naturen.

MÆRKESAGER

  • Natur, miljø og klima
  • Velfærd hos borgeren
  • Sund samfundsøkonomi med investering i mennesket