Der er for høje forventninger til unge – Ro På
Som ungt menneske har jeg gjort mig nogle erfaringer i en verden, hvor der er markant anderledes vilkår for ungdomslivet end for blot 20 år siden.

Der bliver stillet urealistisk høje krav til bl.a. uddannelse og udseende, hvilket er en medvirkende faktor til, at en epidemi af stress og depression spreder sig blandt unge mennesker. Mange unge føler, eller har på et tidspunkt følt, at de ikke er gode nok. Det kan vi, som samfund, ikke være bekendt.

Lidt om mig selv
Interessen for politik startede i min gymnasietid, hvilket kulminerede i, at jeg i 2016 meldte mig ind i SF. Siden jeg afsluttede gymnasiet i 2017 har jeg holdt sabbatår, hvor jeg har arbejdet som lagermedarbejder, lærervikar og i den lokale brugs, men i november 2017 blev jeg valgt ind i kommunalbestyrelsen på Nordfyn, hvilket har givet mig en solid værktøjskasse til at agere i det politiske maskinrum.

Jeg har ikke og har aldrig haft nogle reelle ambitioner om at blive politiker ’’på fuld tid’’. Men jeg føler, at jeg kan gøre en forskel og at Danmark har brug for et skub i en grønnere og rødere retning – og det vil jeg gerne være med til.

Jeg er 20 år og bosat på Nordfyn. I min fritid spiller jeg fodbold, følger trofast OB rundt omkring i ladet og bruger weekenderne som de fleste andre 20-årige. Min drøm er at læse journalistik eller at blive professionel fodboldspiller – det sidste er ganske vist en drøm.

MINE MÆRKESAGER

Ro på!
Alt for mange unge oplever at de bliver mast igennem et usmidigt uddannelsessystem. Det betyder at mange ikke udlever deres potentiale og i stedet får det dårligt med sig selv. Alle og enhver skal have tid, ro og tryghed til at udvikle sig i eget tempo. Flere og flere oplever stress, dårligt selvværd og depression, som konsekvens af, at man presser unge mennesker hurtigere ud på arbejdsmarkedet med en forventning om rene 12-taller. Det giver bagslag i sidste ende. Lad os gå modsatte vej.

Rent drikkevand!
Især på Fyn har vi de seneste år oplevet bekymrende mange sager om fund af giftstoffer i vores drikkevand. Dette er et problem, som skal tages særdeles alvorligt. Vi kender ikke konsekvenserne om 20-30 år for indtagelsen af disse stoffer, derfor er vi nødt til at gøre en aktiv og resolut indsats, så vi fortsat kan tænde ubekymret for vandhanen. Vi skal ikke bare pege fingre af landbruget, men også kigge på private husstandes og virksomheders ansvar for eventuel forurening.

Billigere offentlig transport!
Det er alt for dyrt for unge og folk med almindelig indkomst, at tage tog eller bus på daglig basis. Hvis vi virkelig vil gøre en indsats for miljøet, bliver vi nødt til at omlægge en større del af vores transport til offentlig transport. Bussen eller toget skal så vidt muligt være det oplagte valg. Samtidig skal vi investere i at gøre vores busser og tog så bæredygtige som muligt.