Naturmødet 2017

Naturmødet 2017,som finder sted i Hirtshals (Den grønne Plads samt kajområdet nedfor Trappen)torsdag d. 18. til lørdag d. 20. maj.

SF har igen i år egen stand (nede ved kajkanten – stort set for foden af Trappen).

Vi er naboer til Socialdemokratiet – og har aftalt, at vi slår teltdugen mellem os ned, så vi på skift – og sammen – kan afvikle debatarrangementer, hvor der er plads til et betydeligt antal mennesker. (Tilsammen har vi 75 kvadratmeter at gør godt med).

dråbe.jpg

Det sagde Jørgen Bing 1.maj 2017

Og når grådigheden så toppes med en fantastisk kreativitet, der kunne være så mange andre og bedre sager værdig, i form af skattely og skatteunddragelser, ja, så overskrides i hvert fald min kvalmegrænse.

Vel findes der mange banditter, der lusker rundt med masker, elefanthuer og rygmærker – men de største banditter: Går i habitter!

fanen.JPG

Jørgen Bings 1.maj tale                                                                1.5.2017

Kære venner!

Så står vi her igen.

Disse 1. maj-arrangementer kan ind imellem have lidt karakter af rituelle stammedanse – men i år er meget anderledes.

Verden har forandret sig, nye ansigter og strømninger har vist sig på den internationale scene, og gamle kendinge er trådt i karakter – på en alt andet end opmuntrende måde.

Kim Jong-Un i Nordkorea, Orban i Ungarn, Erdogan i Tyrkiet, en flok vanvittige og brutale ISIS krigere, der er overbevist om, at deres Gud henrykkes jo flere bestialske og perverterede drab og overgreb, de kan begå mod deres medmennesker – og i Rusland, benytter Putin 100-året for den kommunistiske revolution, til at iscenesætte sig selv, som den zar, man i sin tid gjorde op med. Han sidder solidt på magten – og har endda fået sin egen kandidat valgt – som præsident i Amerika.

Med Trump twittende og tumlende for fri udblæsning i Det hvide Hus – er usikkerheden for fremtiden total.

Det er her solidariteten og humanismen skal står sin prøve!

 

I Syrien og de nærmeste nabolande, er gamle kultursamfund blevet til et helvede på jord, og folk flygter desperat væk fra ulykkerne – men det er som om, at vi i den kristne og næstekærlige del af verden, først og fremmest husker følgende bibelcitat: ”Der er ikke plads i herberget”.

Angsten har spredt sig – man vil først og fremmest hytte sit eget skind, såvel på privat, som nationalt plan.

Min første maj-tale i år, vil kredse meget om fællesskab og vores fælles ansvar.

Et ansvar, der er gælder i kommunerne, i Danmark, i Europa, i verden – og hos den enkelte.

De store flygtningestrømme vi oplever i disse år er forfærdelige. Og vi må alle vise ansvar. ”Jo, men vi kan jo ikke i dette lille land redde hele verden” hører man ustandseligt. Nej, naturligvis kan vi ikke det – og det skal vi heller ikke. Men vi må påtage os vores andel af ansvaret. Og så i øvrigt arbejde for nogle fornuftige fælles løsninger – i regi af EU eller hele verdenssamfundet.

Millioner af ganske almindelige mennesker, som du og jeg, familier med børn, skolelærere, forretningsmænd, arbejdere, akademikere – tvinges i disse år på flugt p.g.a. krig og forfølgelse. Fra det ene øjeblik til det andet skulle de sige farvel til hele det velkendte liv, den verden de var fortrolige med, og så begive sig afsted ad usikre veje, over farlige have – hengive deres skæbne til skruppelløse menneskesmuglere.

Hver enkelt - hjertegribende skæbner. Det gælder både de uhyrligheder og livs truende situationer de udsættes for undervejs, men også skuffelsen, når de når frem, og oplever, at de står ved døren til en lukket fest. I stedet strander de i trøstesløse flygtningelejre – uden nogen form for fremtidsperspektiv. I små usle telte, der skal skærme for familier på op til 12 medlemmer, mod nattetemperaturer på under frysepunktet. Handicappede og syge, uden lægehjælp.

Kære venner. Millioner af mennesker rådner op i disse lejre lige nu!  I Tyrkiet, i Libanon, i Grækenland – og også på øen Nauru, nogle tusinde kilometer fra den australske kyst…

Og det er dét, bl.a. Martin Henriksen, Inger Støjberg – og desværre også Henrik Sass Larsen – stolt kalder ”hjælp i nærområderne”. Succéskriteriet synes at være: Hvis bare vi ikke får dem hérop – ja, så er problemet jo løst – og det kan man jo så fejre med en flødeskumskage. Så dansk, så dejligt! Så hyggeligt!

Vi KAN gøre det bedre – i anstændighedens, i medmenneskelighedens, i solidaritetens navn. Og derfor smerter det mig også, at opleve hvordan mine socialdemokratiske venner, kunne vælge at sige nej til 500 kvoteflygtninge. Mennesker, som det globale fællesskab, FN, har udpeget som repræsenterende de aller-aller dårligst stillede. Det er trist.

 

 

 

Jeg hæfter mig ved disse temaer, fordi jeg mener det er i håndteringen af dem, vi kan måle vores nationale karakter og humanistiske klangbund. Det er ikke i de fede tider, de principper skal stå deres prøve, nej, det er naturligvis når der er brug for dem. Vi bygger på en arv fra oplysningstiden, det moderne gennembrud og de folkelige bevægelser. Det er de strømninger, der har skabt retssamfundet og den sociale stat. De må ikke bare hældes ud med badevandet – eller blot arrogant blive kaldt  ”utopisk humanisme”.

Det er vigtigt, at vi i den røde blok holder sammen, står vagt og slår værn om disse grundprincipper – og ikke begynder en eller anden form for panisk brandudsalg – blot for at vinde stemmeandele fra Dansk Folkeparti.

 

Det ER udfordrende tider vi lever i.

Det velkendte politiske billede er under forandring i mange, mange lande. Også herhjemme opleves mange protestbevægelser. Det har vi som politikere naturligvis et medansvar for – og vi bør VIRKLIG være lydhøre og have antennerne ude i de kommende år, specielt landspolitikerne. Men jeg vil også advare mod, at man så bare kaster vrag på de grundlæggende værdier, på hjerteblodet. Det er ikke værdierne, men måske snarere metoderne – den politiske udviklingsproces - der skal fornyes.

Men pilen peger begge veje. For VI som befolkning og vælgere har også et ansvar. Demokrati kommer ikke af sig selv. Det forpligter. Og det kræver en indsats. Et engagement og en medleven. Og den følelse af at tilhøre et demokratisk fællesskab, hvor du både har rettigheder, men også pligter, er ilde stedt i disse år.

Det her handler altså om arvesølvet!

Den sammenhængskraft og lighed, der i mange år har kendetegnet det danske samfund befinder sig også i en kraftig krydsild. I SF og på venstrefløjen ved vi, hvor stor betydning en relativ stor grad af lighed har for et samfund. Vi ser jo overalt i verden eksempler på, hvorledes samfund med stor ulighed skaber mistillid, utryghed, desperation og kriminalitet. De rige bruger i disse lande absurde formuer på at barrikadere og isolere sig fra de landsmænd, der har det sværere. Det skaber både ringere livskvalitet, lavere produktivitet mindre livsglæde – og er gift for udvikling og sammenhængskraft.

Også de borgerlige herhjemme flirter med tankerne om større ulighed, som et incitament for ”udvikling”.

Og hvor er det forstemmende, at det HVER GANG er de lavtlønnede, kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensionisterne, de arbejdsløse, børnene og de gamle, der må holde for, når der skal findes besparelser i det offentlige – mens virksomhedsledere, bestyrelsesformænd og andre topledere, udover en grundløn i millionklassen, kan få gyldne håndtryk på omkring 40 – 60 - 70 millioner, når virksomheden er blevet kørt i sænk – på en kvalificeret måde.

Det her er ikke et spørgsmål om misundelse – men om himmelråbende urimeligheder. Skævheder, der forskubber balancen i vores samfund både på det økonomiske og på det mentale plan.

Og når grådigheden så toppes med en fantastisk kreativitet, der kunne være så mange andre og bedre sager værdig, i form af skattely og skatteunddragelser, ja, så overskrides i hvert fald min kvalmegrænse.

Vel findes der mange banditter, der lusker rundt med masker, elefanthuer og rygmærker – men de største banditter: Går i habitter!

Bekæmpelse af ulighed er en evig kamp. Den kræver solidaritet og sammenhold.

Og opbakning til de organisationer, der fører kampen i det daglige. Derfor er det også vores bidrag til dem, der bør være fradragsberettigede – og ikke til de gule fætre, der gerne – fx i Guds navn – indkasserer tiende, men ikke fører den egentlige faglige kamp – ikke indgår overenskomster, ikke har noget arbejdsmiljøarbejde, ikke har tillidsrepræsentanter ude på virksomhederne, ikke bidrager til at skabe faglige uddannelser for unge!

 

Men det er ikke kun med krig, forfølgelse og ulighed, at vi formår at ødelægge vores egen tilværelse. Den årelange ignorering af klimaproblemerne, har bragt os til et punkt, hvor vi lige nu balancerer på ”Point of no return”. Og misser vi chancen for at stoppe den katastrofale udvikling – og vi har i flere år haft redskaberne, men manglet den politiske vilje og det målrettede lederskab – ja, så er alle de nuværende problemer for intet at regne i forhold til, hvad der kommer.

Skal vi nu ikke én gang for alle sige til de mere og mere desperate klimabenægtere: ”Vi har hørt på jeres manipulerede vrøvl i et par årtier – kreeret af kyniske rigmænd og multinationale olieselskaber. Nu er det slut! Realiteterne taler deres alt for tydelige sprog. Vi kan ikke spilde mere tid, på den gang udenomssnak. Og til de naive sjæle, der ikke tilhører disse pengetanksforetagender, men fortsat benægter at verden står overfor en klimakatastrofe: Snak med en psykolog – og ikke med os. Vi har et job, der skal gøres.”

I FN-regi har de fleste af verdens lande vedtaget 17 verdensmål – som kan sikre en bæredygtig global udvikling. Men det er beskæmmende at se, i hvor ringe grad, de fine ord følges op af handling

Også herhjemme fokuserer regeringen også hele tiden på kortsigtede gevinster frem for langsigtede mål.

Det er jo bl.a. forfærdeligt at se, hvordan velfungerende kommunale forsyningssystemer, nu med djævlens vold og magt skal liberaliseres. Hvorfor dog ødelægge, hvad der fungerer både forsyningsmæssigt og miljømæssigt fremragende – bare for at tilfredsstille en eller anden ideologisk kæphest?

 

Til sidst vil jeg runde børnene. Dem, vi skal sætte vores lid til, men som vi de seneste år, har forsømt alt for meget.

Der foreligger efterhånden så mange, så grundige og så gennemarbejdede undersøgelser, der alle påviser det samme: En velfungerende daginstitution, med tilstrækkelig kvalificeret voksenkontakt og ordentlige fysiske rammer, lægger kimen til en bedre skolegang, en større studieegnethed, et mere harmonisk livsforløb, bedre chancer på arbejdsmarkedet og i familielivet.

Når dét nu er så klart dokumenteret, så er det da tudetosset, at vi fortsat arbejder med institutioner, hvor pædagogerne har mere end seks børn at holde øje med, hvor de går ned med stress, og hvor unger mistrives.

Vi MÅ forlange bedre normeringer - det vil naturligvis koste – men der tale om en stensikker investering – på både kort og langt sigt.

Ligeledes skal folkeskolen styrkes, og forholdene for både elever og ansatte forbedres. Klasser med elevtal på fx 28, bør snart være fortid – og en mere fleksibel – og evt. kortere dag – skal være en reel mulighed.

Disse mål har SF klart defineret i sin politiske målsætning – og det er også det SF her i Hjørring vil gå til valg på i november.

SF kunne i den forbindelse stå for både

Stærkere forebyggelse

Større fællesskaber

God 1. maj!

Tak for ordet.

Klar til kommunalvalget

SF-Hjørring har sat sit vinderhold til Kommunalvalget. Jeg er både glad og stolt over, at SF kan stille en så lang og mangfoldig liste af navne. 8 kvinder og 6 mænd, der både geografisk, alders- og erhvervsmæssigt dækker en meget bred palet.

til valg 2.jpg

SF-Hjørring har sat sit vinderhold til Kommunalvalget.

 På et medlemsmøde i SF-Hjørring er holdet nu sat til kommunalvalget d. 21. november.

Nuværende byrådsmedlem Jørgen Bing er igen spidskandidat. Han er i øjeblikket SF’s eneste repræsentant i byrådet, hvor han bl.a. sidder i Økonomiudvalget, Teknik -&  Miljøudvalget og er formand for AVV.

Nr. 2 på listen er en gammel kending, nemlig Karl Bornhøft, der stod i spidsen for partiet, da det fik sit jordskredsvalg for 12 år siden og kom ind i den nye kommune med hele fire mandater.

Karl Bornhøft har en glorværdig fortid i Nordjyllands Amtsråd, og efter en periode i Hjørring Byråd (bl.a. som formand for Sundhed- Ældre & Handicapudvalget) valgtes han til Folketinget. I SF er vi glade for, at han atter stiller sine politiske kompetencer til rådighed i byrådssammenhæng.

Den samlede liste ser således ud:

  1. Jørgen Bing, Tårs
  2. Karl H. Bornhøft, Lønstrup
  3. Anna Mette Skovgaard Pedersen, Tornby
  4. René Wulff Christensen, Hjørring
  5. Dorte Bager, Hjørring
  6. Dorte M. Nielsen, Hundelev
  7. René Bjerre Andersen, Hjørring
  8. Lisbet Hansen, Vrå
  9. Carsten Sigvardsen. Hjørring.
  10. Anne-Marie Raunsmed Jensen, Vrå
  11. Kristine Simonsen, Hjørring
  12. Grete Bonde, Tårs
  13. Tove Lerstrup. Hjørring.
  14. Jimmi Kruse Sørensen, Sindal

 

Formand og spidskandidat Jørgen Bing udtaler: ”Jeg er både glad og stolt over, at SF kan stille en så lang og mangfoldig liste af navne. 8 kvinder og 6 mænd, der både geografisk, alders- og erhvervsmæssigt dækker en meget bred palet. Jeg tolker det som et stadigt mere brændende ønske om, at få afsat et ægte rødt-grønt aftryk på hverdagen med social ansvarlighed og miljømæssig bæredygtighed i centrum. SF er ikke bare et protestparti, men tager gerne del i ansvaret. Derfor er vi også en naturlig del af flertalsgruppen, hvor det er lykkedes os, at få sat ganske mange aftryk i de forløbne fire år, selv om vi kun har haft ét mandat. Sidste kommunalvalg blev afholdt da SF nationalt var i store problemer. Nu er partiet igen på ret kurs, så jeg forventer, at vi til kommunalvalget får mindst fordoblet vores repræsentation.”

Skulle der dukke yderlige kandidater op, vil man se med velvilje på en udvidelse af holdet.

”De punkter vi først og fremmest vil gå til valg på er bedre normeringer i daginstitutionerne, større fleksibilitet i folkeskolen, bedre forhold for ældre og handicappede – samt en målrettet miljø-, klima- og naturindsats”, slutter Jørgen Bing.

SF-Hjørring stiller også med en kandidat til Regionsrådsvalget, nemlig foreningens kasserer, Jimmi Kruse Sørensen.

 Spørgsmål kan rettes til:

Jørgen Bing, 41223054 eller

Karl H. Bornhøft, 25 14 47 22

 

Hasard med fremtiden

Man kunne på kommende generationers vegne med fuld ret spørge: ”Hvad fanden bilder beslutningstagerne sig ind?”.

borerig.JPG

15. februar skrev Jørgen Bing i Nordjyske Stiftstidende

Hasard med fremtiden.

Trump vil trække USA ud af COP 21-aftalen. Den europæiske entusiasme fra Paris blegnede lige så hurtigt, som de store olieselskaber satte prisen ned på det ”sorte guld” (eller rettere: ”den klæbrige gift”) – og herhjemme har regeringen fuldendt en række miljømæssige tilbageslag med at aflyse 2030-målene.

Man kunne på kommende generationers vegne med fuld ret spørge: ”Hvad fanden bilder beslutningstagerne sig ind?”.

Værre end forventet

For ud fra en videnskabelig betragtning, er der jo tale om en ren kamikaze-kurs. De i forvejen dystre spådomme om civilisationens fremtid, er de seneste år kun blevet overgået af virkeligheden. Temperaturstigningernes himmelflugt er mere brat, end selv de største klimapessimister havde forestillet sig. Siden man i 1880 konsekvent begyndte at måle klodens gennemsnitstemperatur, er 16 af de 17 højeste temperaturer målt i dette århundrede. I november målte det amerikanske National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) gennemsnitstemperaturer visse steder i Arktis, som lå 20 (!) grader højere end normalt. Afsmeltningen sker nu året rundt – og lignende fænomener ses mange andre steder i verden. Den massive afsmeltning af permafrosten frigør faretruende mængder af CO2 og – endnu værre – methangas. Det accelerer opvarmningen yderligere, og kan let blive skruen uden ende.

Følgerne af de voldsomme klimaforandringer bliver ikke bare uoverskuelige, men helt sikkert katastrofale. Kamp om ressourcer og levesteder vil udløse mange og blodige krige, hungersnød vil brede sig – og de enorme folkevandringer af klimaflygtninge (FN anslår 150-250 millioner) vil få de nuværende flygtningestrømme til at ligne en søndagsudflugt.

Tænk nyt

Disse scenarier burde naturligvis få alle ansvarlige beslutningstagere til at ændre radikal kurs. Men hvad sker? Vi oplever både politikere og vælgere lukke øjnene for den ubekvemme sandhed. I stedet rettes fokus på de kortsigtede vækstmål. ”Vækst” er fortsat den eneste gangbare valuta i den politiske realverden.

Men kunne man forestille sig et vækstbegreb, der ikke er uløseligt forbundet med mængden af materielt gods og ejendele? Det er i hvert fald tvingende nødvendigt med nye målestokke. Befolkningstilvæksten eksploderer og ressourcerne vil meget snart svinde ind.

Klimafornægtere

Som sagt er klimaforandringerne ikke til diskussion blandt eksperterne. Allerede i 2009 tilsluttede 97% af verdens klimaforskere denne sig denne erkendelse – og siden er flere kommet til. Politikere gør det også ved festlige lejligheder, men i den realpolitiske hverdag tæller de kortsigtede gevinster mere, og der er jo altid kun få år til næste valg. Så derfor får klimabenægterne uforholdsmæssigt meget vind i sejlene. Selv om man som politiker måske ikke selv bekender nægterkulør, så skaber de dog så meget støj på ledningen, at politikere føler ”at der stadig er så mange uafklarede spørgsmål” at ”man ikke skal handle overilet” eller ”behøver at være den fremmeste i klassen”. ”Det går jo nok alt sammen”(!).

Men sandheden er en anden, hvad videnskaben også længe har råbt op om, omend for døve øren. Og i USA søger Trump nu bulldozeragtigt at tie videnskaben ihjel. Vigtige institutter bliver lukket – og forskere er nu så bange for undertrykkelsen af deres viden, at de smugler rapporter og forskningsresultater ud til hemmelige steder, af frygt for at de ellers vil blive destrueret. På den måde får den lille flok af klimabenægtere, der ellers burde være at regne på samme måde som konspirationsteoretikere, der benægter Holocaust, eller tror at Elvis stadig lever, eller at månelandingen udelukkende foregik i et TV-studie. Selv Liberal Alliance har fortsat en klimabenægter som energi- og klimapolitisk ordfører!

Virkelig slem

I dag, hvor vi ved, at vi sandsynligvis ikke kan nøjes med en to graders stigning, må vi sætte alt ind på, at vende udviklingen fra ”Voldsom katastrofal” til ”Virkelig slem”. Derfor bør enhver politisk beslutning tage sit udgangspunkt i denne erkendelse.

For som prof. Steen Hildebrandt udtrykker det: ”Én ting ved vi - ”Business as usual” er ikke en mulighed”.

 Jørgen Bing

Folketingskandidat

2016 blev Karl vores folketingskandidat

Karl Bornhøft

Skriv til Karl. hans mailadresse er bornhoft.karl@gmail.com 

SF Hjørring

  • Formand Jørgen Bing

Stensskovvej 127
9830 Tårs

Tlf. 41223054

Danmarkskort
Univers
Mobil navigation