velkommen til     sf frederikshavn

Aktuelle indlæg

Her kan du læse vores aktuelle indlæg

vindmoeller_banner_2400.jpg

Martin Henriksen og  Støjberg sår mistillid

Af Paul Rode Andersen

Hvor er det enerverende at lytte til Støjberg og Martin Henriksens konstante mistænkeliggørelse af danskere med en anden etnisk baggrund. Senest har sidstnævnte i et indlæg på ny sendt en skidtspand ud over personer med ikkevestlig baggrund. De er problemskabende, forringer den sociale tillid og sammenhængskraften i samfundet og skal hjemsendes!

Hvis man studerer Martin Henriksens omtale af danskere med ikkevestlig baggrund, kan man ikke undgå at få associationer til den hetz, som jøderne var udsatte for i store dele af Europa og især i Tyskland i mellemkrigstiden. Hvis man skifter ordet muslim ud med jøde, så vil man finde en skræmmende lighed mellem Martin Henriksens retorik, og så den omtale jøderne var genstande for i 30’ ernes Tyskland.  Det er ret imponerende, at han og hans parti kan slippe af sted med det, uden at vælgerne straffer dem. Især er det bemærkelsesværdigt, at ældre vælgere, der har oplevet krigen, fortsat støtter DF’s hetz mod mennesker med en anden religion.  

Jeg forstår godt, hvis man som flygtning/indvandrer og efterkommer føler sig uvelkommen og marginaliseret. Hver gang Støjberg og Henriksen åbner munden, er det for at tale flygtninge og indvandrere ned. De to politikere sår i den grad mistillid omkring sig, og derfor behøver man ikke at have gået særligt længe i skole for at forstå, at den omtale af mennesker med en anden baggrund end dansk hos nogle avler et modtryk, ghettoisering og dermed en vanskeligere integration. Det bedrøvelige er, at DF og V’s fremmedfjendske tale sætter sig spor hos nogle arbejdsgivere. Det har været mere besværligt for unge med flygtning/indvandrerbaggrund at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Helt uforståelig er Henriksens og Støjbergs hjemsendelsesstrategi, når man samtidig betænker, at arbejdsgiverne mangler arbejdskraft.     

Hvad angår flygtningestrømmen i nullerne og tierne ligger DF, som det har redt. Partiet har stemt for bombningen og invasionen af Irak, Libyen og Syrien og på den måde bidraget til borgerkrige i de lande, der er hovedleverandører af flygtninge. Derfor er det i den grad ansvarsforflygtigelse nu at beklage sig over, at Danmark som et minimum giver husly og hjerterum til de flygtninge, DF selv har været med til at skabe på grund af partiets støtte til Anders Foghs og Venstres totalt forfejlede Mellemøstenpolitik.

 

 

  

3 minutter….

 Af Paul Rode Andersen

Det må komme tilhængerne af en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm voldsomt på tværs, at forsinkelsen gennem den eksisterende tunnel blot estimeres til at være 3 minutter i myldretiden. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at det for nogle bilister føles uacceptabelt længe, men dertil er at sige, at det kan undre, at de så ikke finder et andet køretidspunkt, et andet transportmiddel eller en anden vej, hvis de dagligt som pendlere irriteres over at skulle sidde i en kø, der bevæger sig for langsomt. Afgørende er imidlertid, at det ud fra en samfundsmæssig betragtning er visions – og hovedløst at bruge milliarder af skatteyderpenge på et projekt, som forbedrer fremkommeligheden så marginalt, og som samtidig belaster natur og miljø i en tid, hvor det er det modsatte, der er brug for. Tilhængerne af Egholmforbindelsen kan være helt sikre på, at hvis privatbilismen tilgodeses yderligere, så vil det kun være et spørgsmål om tid, før der vil lyde røster om behovet for en 4. Limfjordsforbindelse. Der er allerede nu kræfter - med Venstremanden Kristian Pihl Lorentzen, hvis valgbudget sponsoreres af danske vognmænd, i spidsen - der vil bygge en ny motorvej ned gennem Jylland. Privatbilismen er, hvis den får lov, umættelig, og derfor er der behov for besindige politikere, der har en vision om, hvordan man kan løse transportbehovet fra Skagen og Hirtshals i nord ned gennem Jylland på en bæredygtig måde.  

Et hovedproblem på vejnettet er de mange lastvognstog, som både hæmmer fremkommeligheden for andre og forurener voldsomt. Hvis man f.eks. i første omgang satte sig et politisk mål om, at 25 % af godstransporten skulle over på skinner, ville der pludselig være bedre plads på vejene, og behovet for en 3. Limfjordsforbindelse ville fortone sig. For at realisere den målsætning bør man investere i et andet jernbanespor i Vendsyssel og føre en vindbaseret elektrificering af jernbanenettet helt til Frederikshavn. Derudover skal DSB være skarp på pris, tid, service, kvalitet etc., så togtransport bliver et konkurrencedygtigt alternativ til transport på hjul.

Ingen forestiller sig, at man kan afskaffe privatbilismen. Dertil er den transportform alt for komfortabel, fleksibel og behændig. Men der vil være fornuft i at flytte den forventelige vækst i trafikken fra hjul over på mere bæredygtige transportformer, der ikke indebærer en yderligere asfaltering af landskabet.

 

 

 

       

 

VLAK og den private og  offentlige sektor

Af Paul Rode Andersen

 

Det er ret enerverende at lytte til de borgerliges konstante kritik af den offentlige sektors størrelse og prisningen af den private. Senest kommer det til udtryk i VLAK’s regeringsgrundlag, hvor privatiseringer, et årligt besparelseskrav på 2% for al offentlig aktivitet - inklusiv undervisningssektoren - og beskæringer af SU blot er eksempler på, hvordan fremtiden under en borgerlige regering ser ud. ( Man må ikke lade sig narre af, at de tre partier opererer med en stigning på 0,3% i det offentlige forbrug. Det er slet ikke nok til at holde velfærdsniveauet – alene af den grund, at der kommer flere ældre).

 Enten er kritikken udtryk for blank uvidenhed om den offentlige sektors rolle i en blandingsøkonomi, eller også er den rent spin i et forsøg på at retfærdiggøre de gevinster, som VLAK ønsker at hælde i deres overklassevælgeres lommer. Jeg tror det sidste.

De liberal-konservative partier opbygger en falsk modsætning mellem den private og den offentlige sektor – endskønt de er dybt afhængige af hinanden. Hvad skulle erhvervslivet gøre, hvis ikke de ansattes børn kunne blive passet? Jeg gad godt se, hvordan virksomhederne ville klare sig, hvis ikke arbejdskraften havde gået i skole og uddannet sig. Hvem tager af færde, når arbejdskraften bliver syg eller nedslides? Hvem får ordrerne på opførelsen af de offentlige institutioner, broer og veje etc., som det politiske system beslutter?

Af flere grunde er det dybt usmageligt at være vidne til, hvorledes de borgerlige i et forsøg på at begrænse de offentlige udgifter økonomisk jagter de arbejdsløse, efterlønsmodtagerne, lejerne, de uddannelsessøgende og flygtningene, mens de samtidig kæmper for at lette topskatten. Det, man tidligere kaldte borgerlig anstændighed, er forsvundet til fordel for en ambition om at tilfredsstille en grådighed hos nogle blå vælgere, som tilsyneladende ingen grænser kender.

Et er, at denne politik er ideologisk usympatisk, fordi den øger uligheden. Noget andet er, at den også i forhold til den borgerlige selvforståelse om at ville skabe vækst er kontraproduktiv. Det skaber ikke efterspørgsel og dermed vækst at give de i forvejen velhavende skattelettelser. De har en lav forbrugskvote og vil have en tendens til at spare skattelettelserne op eller bruge dem på importvarer. Dermed bliver der i bedste fald skabt vækst og arbejdspladser i udlandet.

De arbejdsløse, de studerende, flygtningene og andre med små indkomster har til gengæld en høj forbrugskvote og vil stort set bruge hele indtægten på forbrugsvarer produceret her i landet – til gavn for det hjemlige erhvervsliv og væksten.  Derfor er det en misforståelse af rang, når VLAK tror, at man fremmer væksten ved at skære i de dårligst stilledes indkomster og lette topskatten. Den fejl begik Lars Løkke under finanskrisen, fordi han troede, at den skulle løses ved at beskære overførselsindkomsterne – med det resultat, at væksten faldt, fordi også det private forbrug gik i stå. Han er med sine nye regeringspartnere godt i gang med at gentage fejlen!

Nyt V-angreb på de arbejdsløse 

Beskæftigelsesministeren forsvarer i et indlæg 5.11., for Gud ved hvilken gang, besparelserne på kontanthjælp med, at det skal kunne betale sig at arbejde. Han forsøger at bilde læserne ind, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har set dagens lys for at skabe et incitament for kontanthjælpsmodtagerne til at tage et arbejde.

Argumentationen er rent spin, og Neergaard taler mod bedre vidende. Han har i store dele af sit liv beskæftiget sig med arbejdsmarkedspolitik, og han ved bedre end nogen anden, at kontanthjælp og dagpenge ikke er noget tag-selv-bord. Han ved, at er man på offentlig overførsel, er man forpligtiget til at stå til rådighed og tage de job, der matcher ens kvalifikationer. Betingelsen for at få de arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere beskæftiget er, at jobbene findes, og at de meldes ind til jobcentrene. Afslår en arbejdsløs at tage imod et tilbudt arbejde inden for de faglige og geografiske rammer, som loven fastsætter, falder hammeren i form af mistet offentlig forsørgelse.

Det interessante er, at Neergaard vil få de velhavende til at arbejde mere ved at give dem flere penge mellem hænderne i form af topskattelettelser, mens de fattigste i vores samfund skal i arbejde ved at få færre penge. Skattelettelser skal finansieres ved besparelser på kontanthjælpen. Det viser noget om de klasseinteresser, Venstre varetager!

Frem for at jagte de arbejdsløse og bidrage yderligere til fattigdom og ulighed gennem integrationsydelse, kontanthjælpsloft og 225-timerregel, bør beskæftigelsesministeren i stedet vælge en uddannelsesstrategi for at få de ledige i arbejde.

 

 

 

Allan Norré, Ny folketingskandidat

SF Frederikshavn har her til aften valgt den 33-årige Allan Norré Pedersen til kredsenes kandidat ved det førstkommende folketingsvalg.

Allan Norré er vendelbo og født i Vester Hassing, hvor han er opvokset i et politisk interesseret arbejderhjem.

Som mønsterbryder studerede han på Aalborg Universitet efter studentereksamenen, og i dag underviser han i samfundsfag og historie på VUC&hf Nordjylland og Aalborghus Gymnasium.

Allan Norré er en politisk og organisatorisk erfaren mand. Han har siddet i bestyrelsen for SF Aalborg og været formand for SF Nordjylland. I dag sidder han i SF’s landsledelse og er således i SF-sammenhæng en centralt placeret folketingskandidat. I 2014 stillede han op til Europaparlamentsvalget og var med til at trække stemmer til Margrethe Aukens genvalg.

I den kommende valgkamp vil Allan Norré’s fokuspunkter være børn, social ulighed og miljø, og han vil således fint kunne spille sammen med Christina Lykke og hendes kamp for at bryde den sociale arv og skabe ordentlige forhold for børn og unge i Nordøstevendsyssel samt sikre, at Frederikshavn bliver en vedvarende energikommune. De to bliver et godt makkerpar, der kan skabe sammenhæng mellem partiets lokal- og landspolitik.

Allan Norré kan kontaktes på telefon 2327 2181 og e-mail allan.norre@gmail.com

Hvad vil det sige at være dansk

Bertel Haarder har igangsat en Danmarkskanon, hvor han vil have danskerne til at besinde sig på, hvori de specielt danske værdier består.

Jeg kan se en fordel ved Haarders projekt på den måde, at det ofte er mennesker med en ubevidst og usikker identitet, som er fjendske over for nydanskeres normer og adfærd. Hvis en drøftelse af, hvad det vil sige at være dansk, kan bidrage til, at disse danskere får en højere bevidsthed om egne værdier, kan det afføde en mental robusthed, som gør dem mindre sårbare og dermed mere imødekommende over for mennesker med en anden etnisk og kulturel baggrund.

Faren ved Haarders projekt er, at det skal benyttes til en afskærmning over for udefrakommende strømninger og dermed indgå i en nationalistisk og fremmedfjendsk diskurs, som vi desværre ser udfolde sig ikke blot i Danmark, men i høj grad også på europæisk plan, og som Skt. Hansaften i værste fald kan føre til briternes udtræden af EU.

Jeg har sendt nedenstående bidrag om, hvad det vil sige at være dansk, til Haarder:

                      Åbenhed, hjælpsomhed, solidaritet og tolerance


Det er skamfuldt at opleve partier med grænsekontrol, smykkelov og skræmmekampagner forsøge at forhindre folk på flugt i at komme til landet.

 Det er flovt at være dansk, når visse partiers udsyn ikke rækker længere end til grænsen – og derfor lader vores nabolande, hvis holdning til flygtninge er præget af anstændighed, hjælpsomhed og solidaritet med de forfulgte, løse et problem alene, som burde løses på EU- niveau.
Og det er pinligt, når partier gang på gang lader sig drive rundt i manegen af sensationshungrende , flygtningefjendske medier, som med deres generaliseringer taler nedsættende om udlændinge og dermed skaber endnu større kløfter mellem nydanskere og gammeldanskere.

 

Jeg tænker ikke lige, at det var sådan et bidrag, Haarder havde forestillet sig skulle indgå i kanonen, men jeg mener faktisk, at der er belæg for, at vi som land har tradition for på solidarisk vis at hjælpe folk i nød.

Da nazisterne besatte Danmark, bragte de jødernes liv i fare, og civilsamfundet iværksatte en redningsaktion, som har gjort Danmark ære i omverdenen, specielt i Israel naturligvis. Derfor er det også paradoksalt, at Israels fornemste talerør i Danmark, Dansk Folkeparti, er de mest intolerante og mindst solidariske med de flygtninge, der anmoder om asyl i Danmark.

I 1956 gjorde ungarerne oprør, men blev løbet over ende af den sovjetiske besættelsesmagt. Adskillige flygtede til Vesten, herunder til Danmark, hvor de blev taget vel imod, og der blev foranstaltet solidaritetsindsamlinger.

I 60’erne manglede industrien arbejdskraft og hentede indvandrere fra bl.a. Tyrkiet, Pakistan og det tidligere Jugoslavien herop. Jeg skal da ikke forsværge, at det ikke førte til konflikter af den ene eller den anden art, men de var for småting at regne. På det overordnede plan tog danskerne godt imod nydanskerne med en åbenhed og en tolerance over for deres anderledeshed, som adskillige kredse kunne lære noget af i dag.

I 70’erne tog vi imod vietnamesiske bådflygtninge, og selv om Fremskridtspartiet på dette tidspunkt forsøgte at etablere en fremmefjendsk opinion, så var værdierne om hjælpsomhed og åbenhed over for folk i nød stadig suverænt fremherskende. Vietnameserne er senere gledet ind i det danske samfund og har ydet deres bidrag.

I 90’erne medførte borgerkrigen i Jugoslavien, at de danske værdier om åbenhed, hjælpsomhed og solidaritet på ny blev sat i spil. Serbere, bosniske muslimer og kroater flygtede fra bomber og snigskytter og fandt et helle i blandt andet Danmark. De er sidenhen problemløst gledet ind i det danske samfund.

I dag er situationen desværre en anden. Tolerancen, åbenheden og hjælpsomheden over for folk i nød har trange kår, og vi er vidner til, at partierne fra det yderste højre til langt ind hos Socialdemokraterne er ved at falde over hinanden for at være dem, der strammer mest på udlændingeskruen.  Anstændigheden ligger underdrejet og er deponeret hos De radikale, Alternativet, Enhedslisten og SF, som er de eneste, der tager kampen op mod de fremmedfjendske holdninger, der præger en ret stor del af vælgerkorpset og medierne.

Der er vælgere, som befinder sig langt nede i samfundshierarkiet, der desværre alt for let køber den opfattelse, at det er flygtninge, der skaber den økonomiske smalhals og presser velfærden. I stedet for at rette kritikken op ad mod eliten af skatteunddragere – og snydere og deres velvillige banker, som også bidrog til finanskrisen, træder de ned ad mod udlændinge. 

Det er den dominerende økonomiske tankegang – neoliberalismen - som bl.a. er årsag til, at velfærden er presset – ikke flygtningene.  Den bilder såvel de studerende som vælgerne ind, at der kun findes een økonomisk logik, nemlig markedets. Den skaber en diskurs, hvor skattelettelser, offentlige besparelser, privatiseringer, deregulering af internationale økonomiske relationer samt, at udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel, bliver svaret på en finanskrise, som er avlet af den selvsamme tankegang. Og dermed er der også sat en retning, som dikterer en trimning af velfærden, og så kan udgiftskrævende foranstaltninger til flygtninge let – for folk, der ikke ved bedre – blive den fordelingspolitiske syndebuk.

Alt for få fremhæver den omstændighed, at Danmark er presset demografisk med et stigende antal ældre uden for arbejdsstyrken og et faldende antal indenfor, og at vi derfor også kan have en jordnær, rent økonomisk interesse i at tage imod flygtninge.  Mit bud vil være, at vi i løbet af en kort årrække vil se dem og deres efterkommere løse et arbejdskraftproblem, som det vi så i 60’erne.

Der er ikke noget værdipolitisk tema, som sælger så godt som problemer med nydanskere, og det benytter både medierne og de borgerlige partier samt Socialdemokraterne sig af.

En dårlig nyhed er en god nyhed hos adskillige medier. Jo mere drama og konfliktstof, en nyhed indebærer, jo lettere har den ved at få adgang til forsiden. Det er en udbredt opfattelse, at nydanskere er mere kriminelle end etnisk danskere, og det er heller ikke forkert. 2,7 % af alle nydanskere har begået kriminalitet, 1,2 % af alle gammeldanskere. Men frem for at fremhæve denne forskel og dermed bidrage til fremmedfjendskheden kunne medierne og de politikere, der løber efter dem, jo også understrege, at næsten lige mange 15-99 årige nydanskere (97,3 %) og gammeldanskere (98,8%) ikke på noget tidspunkt har været i konflikt med loven. (Kilde: Hjarn v. Zernichow Borberg, Nydansk. Er nydanskere og danskere virkelig så forskellige?).  Når dertil kommer, at flertallet af såvel de dømte nydanskere som de dømte gammeldanskere har gjort sig skyldige i at overtræde færdselsloven – f.eks. for at køre over for rødt eller køre for hurtigt på motorvejen – så er det åbenlyst, at visse medier og politikere fordrejer sandheden for at fremme fremmedfjendskheden.

I TV2’s dokumentar ”Moskeerne bag sløret” blev seerne efterladt det indtryk, at bl.a. den religiøse indoktrinering blandt nydanskere er udbredt. Faren for generaliseringer ligger lige for. Fakta er, at såvel flertallet af nydanskere (68 %) som gammeldanskere (74%) ikke jævnlig går i moské / kirke, og ca. 90% af nydanskernes børn og 94 % af gammeldanskernes børn ikke modtager religionsundervisning i fritiden.

Endelig kolporteres til tider den opfattelse i offentligheden, at nydanskere ikke bidrager til samfundsøkonomien. Tallene viser, at 88% af nydanskere i arbejdsstyrken er i beskæftigelse. Tallet for gammeldanskere er 96%. Ikke den store forskel.

Haarders Danmarkskanon indlejrer sig i en tid, hvor nationalisme og snæversyn til tider blokerer for udsyn og hjælpsomhed. Vi har tradition for på anstændig vis at hjælpe folk i nød, og derfor bør der tages til genmæle over for politiske og mediemæssige tendenser, der arbejder for, at landet ikke tager sin del af de mennesker, der er på flugt fra et kaos, vi selv ved vores udenrigspolitik har skabt.  

 

Paul Rode Andersen

 

 

 

 

 

  

 

Spytteren og Støjberg

 

Billedet af manden på motorvejsbroen ved Rødby, som spytter på flygtninge og beder dem skride, er nu delt på adskillige platforme .

Spytteriet er naturligvis groft krænkende og råbet om at ”skride ”  så afstumpet, at man umiddelbart  må undre sig over, hvorfra en så nedladende adfærd over for folk i nød stammer.

Ved nærmere eftertanke giver manden imidlertid på sin egen primitive måde udtryk for en holdning, som i en mere civiliseret form udtrykkes af  bl.a. Støjberg og Martin Henriksen. Venstre-kvinden og DF’eren beder i ret utvetydige udtalelser og annoncer  flygtninge om at holde sig væk, og de er oven i købet faldet så lavt i deres fremmedfjendskhed, at de har forsøgt at lokke svenskerne til at tage nogle af de flygtninge, der kommer til Danmark – vel vidende at svenskerne i forvejen sammen med tyskerne har taget sin store andel af asylansøgerne.

Det mest groteske i Støjbergs henvendelse til svenskerne er imidlertid, at Sverige (og Tyskland) ikke har lod og del i den krig, som Støjberg og DF var med til at igangsætte i 2003 sammen med Anders Fogh, Bush og Blair – nemlig Irakkrigen – og som er den egentlige årsag til borgerkrigen i Irak og Syrien og de deraf afledte flygtningestrømme.  Mage til ansvarsforflygtigende minister skal man lede længe efter i dansk politik – og det er måske, når alt kommer til alt, ikke så underligt, at fremmedangste mennesker uden det store overblik med en sådan minister kan forfalde til vulgære ydmygelser af mennesker i nød.

 

Paul Rode Andersen

En kvalmende udlændingepolitik

Med højrefløjens genindførelse af fattigdomsydelserne til flygtninge kan kvalmen over dansk udlændingepolitik næsten ikke blive større. Personificeret ved Støjberg håber regeringen og dens støttepartier, at de kan formindske flygtningestrømmen til Danmark. At de derved blot tørrer aben af på andre EU-lande, generer tilsyneladende ikke de flygtningefjendske partier.

Kvalmen bliver ikke mindre, når man betænker, hvordan V, C og DF er medansvarlige for det kaos, der hersker i Mellemøsten og Libyen. Med krigen i Irak, indgrebet i Libyen og opbakningen til borgerkrigen i Syrien har Støjberg og  de borgerlige partier bidraget til at destabilisere de lande, hvorfra flygtningene kommer. Og derfor er det grænseløst hyklerisk, når de nu ikke vil hjælpe de flygtninge, de selv gennem deres fejlslagne udenrigspolitik har skabt.

Kvalmen når nye højder, når højrefløjen messer sit mantra om, at ”vi skal hjælpe i nærområderne”, som i forvejen lider hårdt under den udenrigspolitik, regeringen har ført. Og for at det ikke skal være løgn,  foreslår Støjberg og regeringen, at u-landshjælpen skal skæres ned.  

Der kan ikke være tvivl om, at højrefløjen med sin aktivistiske udenrigspolitik ligger, som den har redt i flygtningespørgsmålet. Sammen med andre Nato-lande har den avlet krigen i Irak og pustet til ilden i det øvrige Mellemøsten og Nordafrika. Derfor burde det være almindelig borgerlig anstændighed nu at afhjælpe de lidelser, der er påført befolkningerne i de borgerkigsramte lande. Og det gøres kun ved på EU-niveau at fastsætte en solidarisk fordeling af flygtningene – i stedet for på bedste liberalistiske vis kun at hytte sit eget skind.

 

Paul Rode Andersen

Totals opgivelse af at lede efter skifergas i Nordsjælland rejser spørgsmålet: Hvorfor?

Total siger selv, at der er for lidt gas i skiferlagene i Nordsjælland, og det kan man jo ikke udelukke er tilfældet.

Et andet motiv kunne være, at Totals omdømme har lidt så meget skade p.g.a. den folkelige modstand, at firmaet vælger at sende tilladelsen til boringer i Nordsjælland retur til ministeren. 

Endelig kan man ikke udelukke, at Total er på vej ud, fordi verdensmarkedsprisen på energi er så lav, at der ikke er økonomi i at udvinde skifergassen.     

Den radikale energiminister Rasmus Helveg Petersen er tilsyneladende lettet over, at Total har opgivet at lede efter skifergas i Nordsjælland.

- Jeg er tilfreds med, at Total har tilbageleveret tilladelsen til at efterforske skiferlagene i Nordsjælland, siger Rasmus Helveg Petersen, og ifølge energiministeren er der ikke andre, der får lov til at prøve lykken med prøveboringer efter skifergas i Nordsjælland.

Det er uforståeligt, at regeringen på den ene side kan glæde sig over, at der ikke bores i Nordsjælland, men at den dumstædigt på den anden side holder fast ved, at nordjyderne skal acceptere, at der kan udvindes skifergas i Vendsyssel. Det giver ikke mening, og regeringen må fortsat presses til at indse denne selvmodsigelse og forhindre, at landsdelen skal lægge ryg og jord til Totals eksperimenter med grundvandet, landskabet samt klimaet.

 

Arbejdsgivernes hykleriske jagt på de arbejdsløse 

Dansk Arbejdsgiverforening har gjort det igen – jagter folk på overførselsindkomster. Arbejdsgiverne har i deres visdom fundet ud af, at det er udlændinge, der besætter en del af de ledige stillinger på det danske arbejdsmarked  – og skytset rettes prompte endnu en gang mod danske dagpenge - og kontanthjælpsmodtagere: de er for dovne!

Arbejdsgiverne er dybt hykleriske.

De jublede, da EU’s indre marked og den frie bevægelighed for arbejdskraft blev en realitet. Så steg udbuddet af arbejdskraft  – og lønnen kunne holdes i ave. Det er arbejdsgiverne, der leder og fordeler arbejdet i det her land og dermed også bestemmer, hvem de vil ansætte. Og der findes tilsyneladende arbejdsgivere, der foretrækker udenlandsk arbejdskraft frem for dansk – formentlig fordi de derved kan dumpe lønnen. Og disse fordele for arbejdsgiverne på lønmodtagernes bekostning vendes nu mod de danske ledige, der nok en gang skal nedgøres af DA. Er der da ingen grænser for, hvor lavt arbejdsgiverne vil falde i deres jagt på de arbejdsløse?

Jo, det er der faktisk. For DA fremstiller endvidere dagpenge – og kontanthjælpssystemet som et tag-selv-bord for de arbejdsløse – vel vidende, at de arbejdsløse har en rådighedspligt, så hvis arbejdsgiverne ellers ville henvende sig til dem, der formidler arbejdskraften, og de ledige matcher de kvalifikationer, arbejdsgiverne efterspørger, og de ellers vil betale overenskomstmæssig løn – så ville DA’s statistikker se helt anderledes ud. 

 

1. maj tale 2015

af Paul Rode Andersen, FT-kandidat for SF

Det forestående FT-valg kan gå hen og blive et meget skæbnesvangert valg, hvis vælgerne stemmer en højrefløjsregering til magten.

Det kan blive skæbnesvangert ikke blot for de medborgere, der har det sværest i vores samfund, men også for de vælgere, som tror, at den danske velfærdsmodel er urørlig. Og en højrefløjssejr vil også være skæbnesvangert for de allerfattigste i den tredje verden.

Arbejdsgiverne har her op til valget præsenteret vælgerne for sine forslag til nedskæringer i  overførselsindkomsterne og dermed velfærden.  

Modtagere af kontanthjælp, fleksjobberne, folk på sygedagpenge og førtidspension skal beskæres  i deres ydelser. Arbejdsgiverne har en direktør, som, når han interviewes om disse barske nedskæringer i udsatte menneskers velfærd, får fremstillet forslagene som om, de er til de udsattes eget bedste.  Med sin meget rolige og myndige facon sniger han sig ind i folks stuer og hoveder, og hans velformulerede tale kunne godt  – hvis man ikke vidste bedre -  få nogen til at tro, at manden har ret. Ved at skære i hjælpen til de syge, dem på fleksjob,  førtidspension og kontanthjælp får man dem lettere tilbage på arbejdsmarkedet, lyder ræsonnementet hos arbejdsgiverformanden. Og det er jo til gavn både for den enkelte og samfundet, forstår man på den meget alvorstunge og saglige arbejdsgiverdirektør, som kun vil de arbejdsløse og de syge det bedste!

Men sku ikke hunden på hårene. Arbejdsgiverdirektøren er en ulv i fåreklæder. Han står med sin årlige millionindkomst og foreslår at banke de mennesker, der har det allersværest i vores samfund, ned under gulvbrædderne rent økonomisk. Hans motiv er klart: ved at forringe overførselsindkomsterne håber han at kunne presse lønningerne tilsvarende og på den måde sikre sine medlemmer og aktionærerne en højere profit. Han er ganske enkelt ude på at tage fra lønarbejderne og give til arbejdsgiverne.  De, der påstår, at 1-maj har overlevet sig selv, og at der ikke længere er behov for at markere, at kampen om værdierne stadig kræver, at lønmodtagerne og deres organisationer står sammen, fremstiller et vrangbillede af det danske samfund. De har ikke forstået alvoren i kampen om velfærden.

Nu kunne man jo stille sig følgende spørgsmål: hvorfor overhovedet beskæftige sig med Dansk Arbejdsgiverforening i en valgkamp: Dansk Arbejdsgiverforening er jo en interesseorganisation og ikke noget parti og stiller som følge heraf ikke op til folketingsvalget.  Skal vi ikke koncentrere os om partierne i valgkampen?

Det tror jeg er farligt. Man skal ikke undervurdere arbejdsgiverforeningens indirekte indflydelse på det politiske system og højrefløjen.

De borgerlige partier modtager økonomisk og anden støtte fra erhvervslivets tunge drenge – og lur mig om de ikke venter noget til gengæld. Det mest absurde eksempel er LA’s sponsor – spekulantbanken Saxo med skattelydirektøren Lars Sejr i spidsen. Jeg fatter ikke, hvis der stadig er nogle vælgere, der ikke kan gennemskue, hvis interesser LA varetager!

Venstre, de konservative, DF og Liberal Alliance er jo ikke partier, der forsvarer lønmodtagernes interesser. De varetager overklassens interesser. De varetager arbejdsgivernes interesser. Og hvis man vil have syn for sagen, kan man blot betragte den politik, de blå partier står for.

De har givet skattelettelser til de rigeste. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

De har sammen med de radikale halveret dagpengeperioden til 2 år. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

De har sammen med De radikale fordoblet genoptjeningsperioden fra et halvt til et helt år. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

De har sammen med de radikale startet en afvikling af efterlønnen. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

De vil genindføre kontanthjælpsloftet. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige!

Højrefløjspartierne vil træde endnu hårdere på dem, der ligger ned og har det allersværest i vores samfund, nemlig flygtninge/indvandrere, ved at give dem starthjælp, som svarer til SU, og genindføre 225 timers – reglen. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

Og Venstre, De konservative og ikke mindst Liberal Alliance vil i det hele taget skære kraftigt i den offentlige sektor. Arbejdsgiverne kunne ikke være mere enige.

Kun på et punkt kan man finde en mulig uoverensstemmelse mellem arbejdsgiverne og højrefløjen. Højrefløjen vil skære i u-landshjælpen. Så kan det ikke siges tydeligere. Det er de allersvageste i Danmark og de allersvageste i verden , der skal holde for, når den offentlige sektor og velfærden skal sendes på skrump. Ikke nok med, at Lars Løkke og hans venner vil tage fra de arbejdsløse og udlændingene. Han vil også tage fra denne verdens allermest udsatte mennesker. Det sidste tror jeg ikke, arbejdsgiverne er enige i, ikke fordi deres hjerte banker særligt kraftigt for de fattige i Afrika, men fordi der er mange danske virksomheder, som får gode ordrer som følge af u-landsbistanden.

Når man betænker alle de mennesker, der i øjeblikket søger til Europa, og hvoraf mange omkommer i Middelhavet, så er det hovedløst at skære i u-landshjælpen, som netop skal være en hjælp til at få den tredje verden på fode, så dets indbyggere ikke vender næsen mod Europa

Højrefløjen fremstiller folk på dagpenge og kontanthjælp, som nogen der selvforskyldt er endt i arbejdsløshed. Hvis man blot giver dem noget pisk og strammer deres økonomiske situation, skal de nok finde et arbejde. Udbuddet af arbejdskraft skaber i den borgerlige selvforståelse sin egen efterspørgsel.

Det er spin og manipulation.

Sandheden er, at den internationale og den danske finanskapital – banker, kreditforeninger – skabte finanskrisen og arbejdsløsheden. Det var helt vilde og uansvarlige spekulationer, som bragte såkaldt systemiske banker i knæ – herunder Den Danske Bank, som kun undgik konkurs, fordi de danske skatteydere spandt et sikkerhedsnet ud under banken  via massiv statslig kapitaltilførsel.

Såvel långivningen nationalt som internationalt frøs til, og aktiviteten i det økonomiske kredsløb gik i stå med arbejdsløshed til følge.

Det var m.a.o. ikke lønmodtagerne, der var skyld i krisen, men spekulantbankerne verden over. Men det var lønmodtagerne, der kom til at betale prisen med arbejdsløshed, dagpenge– og efterlønsforringelser m.m.

Og for at det ikke skal være løgn jagter højrefløjen sammen med arbejdsgiverne nu også i denne valgkamp dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Hvor er det usmageligt og usympatisk.

Højrefløjen og arbejdsgiverne fremstiller det, som om det at tage et job er et tag-selv-bord. Man kan selv bestemme, om man vil ligge hjemme på sofaen og modtage dagpenge eller besætte et ledigt job.

Spin og manipulation!

Sådan er reglerne ikke!  Modtager man understøttelse eller kontanthjælp, skal man stå til rådighed og acceptere et job, der matcher ens kvalifikationer. Ellers mister man dagpengene eller kontanthjælpen. Og der bliver faktisk fra statens side ført skarp kontrol med a-kasserne og jobcentrene, om de overholder reglerne.

Sagen er, at arbejdsgiverne udbyder for få jobs til de mennesker, der er ledige. Hvis job’ne er der, tager lønmodtagerne dem også. Det viser erfaringerne fra højkonjunkturen. I 2008 – før krisen satte ind – var der under 50.000 arbejdsløse. Det svarer til fuld beskæftigelse.   

Hvis der er et mismatch på arbejdsmarkedet – altså at udbuddet af arbejde ikke svarer til arbejdskraftens kvalifikationer - hjælper det ikke at gøre, som arbejdsgiverne og højrefløjen foreslår , nemlig at gøre fattige mennesker endnu fattigere, men derimod at opkvalificere arbejdskraften via efteruddannelse og kurser.

Man kan kende et samfund på, hvordan det behandler de svageste. Valgkampen drejer sig om velfærd og om, hvordan vi behandler familier, der står uden for arbejdsmarkedet. Hvis højrefløjen kommer til magten, vil arbejdsløshed blive betragtet som selvforskyldt, og som noget den enkelte selv må løse. At familier ender i fattigdom, og børn mistrives, er ikke noget samfundet bør afhjælpe.

Heroverfor står venstrefløjens tilgang til krise, arbejdsløshed og socialt ansvar. Arbejdsløshed opstår i kølvandet på kapitalismens kriser. Den er samfundsskabt, og derfor må vi også som samfund tage ansvaret på os og afbøde virkningerne af krisen. Det kalder vi på venstrefløjen solidaritet. Det er det, dagen i dag handler om. Fortsat god 1. maj.

 

Iran, USA og a-våben

A-bomber er noget fanden har skabt, og Iran har lang vej hjem, før landet kan kalde sig et demokrati. Alligevel er det påfaldende, så ensidige medierne er i  analysen af atomforhandlingerne mellem stormagterne og Iran. Sagen set fra Irans side er så godt som fraværende i analyserne, og landet dæmoniseres.

Geopolitisk blev Iran i nullerne omringet af USA, der gennem sine besættelser af Irak og Afghanistan samt alliance med Saudi Arabien måtte opfattes som en militær trussel af styret i Theran. Bush og de neokonservative ønskede at bemægtige sig den regionale stormagts olieressourcer og håbede, at en vestliggørelse af Afghanistan, Irak og et spirende arabisk forår ville sprede sig til hele den mellemøstlige region og dermed vælte styret i Iran. Som enhver kan se, er denne strategi slået totalt fejl, og de neokonservative og deres allierede har mange lig og sammenbrudte stater på samvittigheden.

USA er en atommagt, som forsøger at forhindre andre end vennerne i at tilegne sig et lignende afskrækkelsesvåben.  Gennem ikke-spredningsaftaler bestræber USA og en håndfuld andre stormagter sig på at fastholde deres monopol på a-våben.  Jeg aner ikke, om Iran taler sandt, når landet påstår, at det kun vil benytte berigelsen af uran til fredelige formål, men det kan ikke opfattes som andet end hykleri, når verdens a-magt nummer et vil forhindre andre, som føler sig truet og omringet af USA, i at forsvare sig med lignende våben. Det svarer til, at jeg med en cigaret i munden siger til mine børn, at de skal lade være med at ryge!  

Den eneste anstændige løsning vil være at afskaffe alle a-våben!

Helt grotesk bliver vestens dæmonisering af Iran, når vi ved, at Israel – den største skurk i Mellemøsten set med iranske øjne – besidder det altødelæggende a-våben. Israel har aldrig anerkendt ikke-spredningsaftalen og gør – som i alle andre henseender – præcist, som det vil med amerikanernes billigelse. Det er da også karakteristisk, at højrefløjen i Israel har gjort, hvad den kunne for at sabotere forhandlingerne mellem USA og Iran om en atomaftale.

Jeg har stor respekt for Obamas forsøg på at løse internationale politiske problemer gennem dialog og forhandlinger frem for krudt og kugler. Jeg tror, han får sine problemer med Kongressen, og den israelske højrefløj spiller dygtigt på dette modsætningsforhold. 

Den danske regering må tage afstand fra republikanernes og israelernes nedgøring af Iran-aftalen og bakke op bag Obamas diplomati.

Paul Rode Andersen
FT-kandidat for SF

 

Venstres kampagne mod kontanthjælps-modtagerne er usmagelig og dybt usympatisk

Hvis Venstre kommer til magten, skal kontanthjælpsmodtagerne have en over nakken ved indførelsen af et såkaldt ”moderne kontanthjælpsloft” - sprogligt spin for yderligere forringelser for de svageste medborgere.

Venstre forsøger at sælge nedskæringerne med henvisning til ”at det skal kunne betale sig at arbejde”.  Som om mennesker på overførselsindkomst selv kan bestemme, om de vil gå på arbejde eller ej.  Som om vores dagpenge – og kontanthjælpssystem er et tag-selv-bord.

Reglerne er klare:

Modtager en arbejdsløs dagpenge eller kontanthjælp, skal vedkommende stå til rådighed for arbejdsmarkedet.  Nægter den ledige at tage et tilbudt job, der matcher den lediges kvalifikationer, mistes retten til dagpenge eller kontanthjælp.

Venstres kampagne mod kontanthjælpsmodtagerne er led i en mere omfattende politik, hvor de allersvageste skal kanøfles.

Venstre vil fastholde halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjenings-perioden for de arbejdsløse.

Venstre vil sende flygtninge og indvandreres indkomst ned på SU-niveau.

Venstre vil skære i u-landsbistanden.

Og nu beskæring af kontanthjælpen.

Politisk har V sikkert ikke noget at miste ved at træde på dem, der i forvejen ligger ned. Der er ingen arbejdsløse, der stemmer på V. Men med mit kendskab til partiet må der være V-folk, der skammer sig og har røde ører.

 

Frit-valgs-ordning til fornyet debat

Med ABC-services' konkurs bør frit-valgs-ordningen igen sættes til diskussion.

Den er groet i de borgerliges have og et udtryk for ideologi snarere end sund fornuft. Frit-valg betyder på godt dansk, at private aktører skal kunne tjene penge på velfærd.

Udliciteringen af ældreomsorgen til private firmaer er en bureaukratisk omkostning for skatteyderne, som pågår, hver gang kontrakter skal fornyes.

Der er ingen garanti for, at de samme firmaer genvinder kontrakten, når den skal fornyes, og det indebærer, at de, der har behov for omsorg, ikke kan påregne at få besøg af de samme medarbejdere i en ny kontraktperiode.

Når private frit-valgs-firmaer går konkurs, er det offentlige forpligtiget til øjeblikkeligt at træde til, udrede trådene og spænde et sikkerhedsnet ud under de ældre. Man behøver ikke være professor for at indse, at det er irrationelt og besværliggør planlægningen i forvaltningen.

Hvis de borgerlige vinder det kommende valg, vil udlicitering og privatisering af offentlige ydelser formentlig se dagens lys i et hidtil ukendt omfang. Derfor er der meget velfærd på spil, når krydset skal sættes senest til september.

 

Lad skifergassen blive i jorden!

Af Lisbeth Bech Poulsen, miljøordfører (SF) og Paul Rode Andersen, folketingskandidat for SF, Frederikshavn

Skifergas er en trussel mod vores drikkevand, vores natur, miljø og klima! Det er den forkerte vej at gå for at nå vores mål og at blive fri for fossile brændsler.

I Frederikshavn fortsætter Total efterforskningen efter skifergas på den lokalplanstilladelse, som et flertal i Frederikshavn Byråd har udstedt. Alle de borgerlige partier samt Socialdemokraterne har medvirket til at bane vejen for udvinding af skifergas i Vendsyssel. Kun SF og Enhedslisten stemte imod.

Flertallets beslutning skal ses i lyset af, at de selvsamme partier samtidig har besluttet at gøre Frederikshavn til en vedvarende energikommune! Det er jo helt sort.

Flere lande og delstater har indført forbud mod fracking i forbindelse med udvindingen af skifergas - senest New York State i december og Skotland i sidste uge.

Chevron meddelte for nogle dage siden, at selskabet opgiver skifergas i Polen.

I Nordsjælland, som bliver det næste sted Total vil søge efter skifergas, har Socialdemokraterne i såvel Allerød som Gribskov vendt sig mod skifergassen. 

Vi ønsker skifergassen skal blive i jorden af flere grunde:

For det første skal 2/3 af de fossile reserver forblive i undergrunden, og efterforskning efter nye felter skal stoppes, såfremt Danmark ønsker at leve op til målsætningen om, at den globale temperaturstigning skal holdes under 2 grader.

I 2012 blev vi enige om at lave verdens bedste og grønneste energiaftale. Vi har et mål om at  halvdelen af elforbruget i 2020 skal leveres af vind, at kulkraften skal afvikles inden 2030, og at der skal omstilles til 100 % vedvarende energi i 2035 i el- og varmesektoren og i transportsektoren i 2050, kan det danske behov for naturgas i den fossile udfasningsperiode dækkes fra de eksisterende felter i den danske del af Nordsøen. 

Et andet problem ved skifergas er, at noget af skifergassen, som hovedsageligt består af metan, udslipper til atmosfæren. Metan regnes for en langt stærkere drivhusgas end CO2, og dermed er det synspunkt, at skifergas forurener mindre end kul, varm luft!

I USA er der anvendt 750 forskellige kemikalier ved fracking. Hvis Danmark åbner for produktion af skifergas, vil det for det tredje risikere at føre til store mængder kemikalieforurenet spildevand fra den opsprækkede alunskifer - med risiko for forurening af grundvandet.

De mange boringer vil for det fjerde få store indvirkninger på natur og miljø. Der skal hele tiden bores nye brønde med boretårne for at producere en given mængde skifergas, og det vendsysselske landskab vil blive arret til ukendelighed.

Dertil kommer etablering af vejanlæg, kemikalielagre, spildevandsbassiner og gasdistribution og stærkt forøget lastbiltransport af vand, kemikalier og sand til borepladsen, og tilsvarende transport fra borepladsen af spildevand og affald.

Vi vil lade skifergassen blive i jorden og arbejde for vedvarende energi i stedet!

 

Anerkend Palæstina

Forleden stillede SF og Enhedslisten forslag om, at Danmark anerkender Palæstina. Det er ikke så overraskende, at højrefløjen stemte imod, da den – og især DF – er ukritiske lobbyister for den israelske regering. Derimod er det ubegribeligt, at Socialdemokraterne og De radikale ikke kunne støtte venstrefløjens forslag. Der findes adskillige, brutale skurke i Palæstinakonflikten, men højt hævet over dem alle placerer Israel sig, som med sin statsterror og diskrimination af det palæstinensiske folk samt gentagne besættelser af palæstinensisk land har så mange ligheder med det hvide Sydafrikastyre under apartheid, at selv det utrænede øje må kunne indse, at Israel skal boykottes og Palæstina anerkendes. Parlamenterne i Sverige, Storbritannien, Frankrig, Spanien og Irland har alle taget stilling for en anerkendelse af Palæstina, og Europaparlamentet vil formentlig gøre det samme inden så længe.

På trods heraf valgte regeringen at stemme sammen med de borgerlige og imod palæstinenserne.

Det er pinligt, og der må være nogle socialdemokrater og radikale, der ikke kan genfinde sig selv i deres partiers politik. Helle Thornings knæfald for først og fremmest den amerikanske kongres, som holder hånden under Israel både politisk, økonomisk og militært, er uforståeligt, og det bliver efterhånden tydeligt, at der så godt som ingen forskel er på Venstres og Socialdemokraternes udenrigspolitik. Både Anders Fogh og Helle T. kan bedst betegnes som amerikanske skødehunde.

 

Venstres klimapolitik

Venstres Lars Christian Lilleholt afslører endnu en gang partiets kulsorte energi – og klimapolitik. I et interview med overskriften ”Borgerne betaler dyrt for Danmarks klimakamp” mener Lilleholt, at centrum-venstre skal dæmpe ambitionen om at reducere CO2 -udslippet. Den hæmmer væksten, mener Venstre, og borgerne og erhvervslivet betaler regningen..

Venstre kan ved selvsyn se, hvordan den globale opvarmning som følge af øget CO2-udslip og det ekstreme vejr pålægger lande ramt af storme, oversvømmelser og tørke kolossale ekstraudgifter. Senest har oversvømmelserne i Vendsyssel ført til anseelige menneskelige og økonomiske omkostninger. Hvem, tror Venstre, betaler regningen efter disse oversvømmelser? På overfladen ser det ud til, at forsikringsselskaberne og måske staten træder til, men når alt kommer til alt, ender regningen hos borgerne i form af højere præmier og skatter.

Venstre er bekymret for væksten. Partiet tror, den fremmes ved at skære ned på CO2-ambitionerne. Den strategi er udsigtsløs. Hvordan kan man overbevise andre om, at de skal sætte sig ambitiøse klimamål, hvis man skærer ned på sine egne?

Venstre burde i stedet overveje, om det fremmer væksten at skære i de offentlige udgifter og give skattelettelser, således som Venstre går til valg på.

At skære i de offentlige udgifter hæmmer efterspørgselen i samfundet og dæmper væksten. Om skattelettelser til private og erhvervslivet kompenserer for væksttabet som følge af beskæringen af de offentlige udgifter er højest tvivlsomt. Hvilken garanti har Venstre for, at skattelettelserne ikke spares op, bruges til import eller øger aktionærernes udbytte?

Paul Rode Andersen
FT-kandidat for SF

 

FINANSLOVEN 2015 

Finansloven indeholder sociale forbedringer og grønne fremskridt, som aldrig ville have set dagens lys under en borgerlig regering.

Tilbage står imidlertid det uløste dagpengeproblem: dagpengeperiodens længde og den 1 årige genoptjeningsperiode.

Det radikale Venstre har – sin socialliberale profil til trods – fastholdt, at der ikke kunne ændres ved dagpengeforringelserne, som partiet  gennemførte med DF og den øvrige højrefløj før sidste valg. Selv om alle forudsætningerne, hvorunder forringelserne blev søsat, har vist sig groft fejlbehæftede – ikke 4. 000, men 40.000 røg ud af dagpengesystemet – insisterer RV dumstædigt på, at de dårligst stillede i dette land skal betale prisen for finanskrisen, som de ved Gud ikke havde noget ansvar for.

Socialdemokraterne har lagt sig fladt ned og accepteret de radikales politik om at give skattelettelser til de velhavende og tage dagpenge og efterløn fra dem, der har mindst under henvisning til, at det var en del af regeringsgrundlaget.  

Må jeg minde om, at en betalingsring rundt om hovedstaden og fædreorlov på SF’s initiativ også var en del af regeringsgrundlaget. Det havde socialdemokraterne og de radikale ingen problemer med at afvige fra, da det kom stil stykket. 

Paul Rode Andersen'
FT – kandidat SF

 

Venstre – Danmarks asociale liberale parti

Hvor er Venstres forslag til finanslov ynkeligt.

For at få plads til yderligere skatte – og afgiftslettelser til erhvervslivet skærer Venstre i kontanthjælpen, genindfører starthjælpen for flygtninge/indvandrere og  sparer på u-landshjælpen.  Under sproglige krumspring som ”normalisering af udlændingepolitikken ” og ”et moderne kontanthjælpsloft” afslører Venstre sig som et asocialt , liberalt parti, der lader de allersvageste betale prisen for at lette skatter og afgifter til erhvervslivet.

Det er ikke første gang, Venstre viser sit sande overklasseansigt. Da finanskrisen ramte Danmark med større kraft end andre lande, hang det bl.a. sammen med den helt uansvarlige økonomiske politik, Venstre førte i nullerne, hvor partiet strøede om sige med skattelettelser til de mest velhavende i en tid med højkonjunktur. Og selv om de var totalt uden skyld i krisen, måtte  lønmodtagerne betale prisen for finanskrisen. Ikke nok med at de blev kastet ud i arbejdsløshed; Venstre forringede også deres dagpengeret og mulighed for at gå på efterløn. 

Venstre begrunder i sit finanslovsudspil beskæringen af overførselsindkomsterne med en påstand om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Venstre lader som om dagpenge og kontanthjælp er et tag-selv-bord for de arbejdsløse.  Det er ren manipulation. Venstre ved godt, at er man arbejdsløs, skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og hvis man ikke tager et tilbudt arbejde, der matcher ens kvalifikationer, fratages man sin overførselsindkomst.

Det er meget uskøn læsning at studere Venstres udspil til finanslov, men fordelen er, at partiet nu får revet sin socialliberale maske af og afslører sig som Danmarks asociale liberale parti.

SF Frederikshavn

  • Formand Søren Visti Jensen

Algade 6
9300 Sæby

Tlf. 24 23 45 06

Danmarkskort
Univers
Mobil navigation