Del

SF sørger for endnu en børnenes finanslov

06-12-2021

Det er endnu en gang en børnenes finanslov, som Danmark har fået.

Med finansloven sænkes folkeskolens klasseloft nu efter mange års kamp. Det var et hovedkrav for SF. Der indfases nu et klasseloft på 26 elever for børnene i 0.-2. klasse.

”Det er ret unikt, at vi får ændret på klasseloftet efter mange års kamp. Nu tager vi første skridt på vejen til en folkeskole, hvor der er mere tid til den enkelte elev, og hvor lærerne kan nå at hjælpe flere børn,” siger formand Pia Olsen Dyhr.

SF kæmper videre for at sænke klasseloftet for flere elever og yderligere helt ned til maksimalt 24 elever i klassen.

På skoleområdet får SF samtidig sikret bedre mulighed for at blive et ekstra år i børnehaven, hvis der er behov for det.

”Børn får bedre mulighed for et ekstra år i børnehaven, hvis de har brug for et år mere med leg og dygtige pædagoger. Det skal nemlig ikke være en model i Finansministeriet, der bestemmer, men derimod om Freja eller Villads er klar til at starte i skole,” siger Pia Olsen Dyhr.

Løft af fødselsområdet og akut sundhedspakke
Et andet helt centralt krav fra SF, som der længe har været politisk slagsmål om at sikre penge til, er fødselsområdet. Der sikres 100 millioner kroner næste år, og det beløb stiger til 150 millioner årligt.

”Jeg har fået helt ondt i hjertet, når jeg har læst og hørt de historier fra fødende kvinder, som sendes i taxi mellem hospitaler, mens de har veer, og kun lige akkurat når at få en fødestue. Med de her penge sikrer vi en tryggere fødsel,” siger Pia Olsen Dyhr.

Penge skal sikre, at der kan ansættes flere jordemødre. Når normeringen er bedre, skal der sikres rettigheder til de fødende. Eksempelvis fødselsforberedelse i mindre hold og flere faste jordemødre, som SF har foreslået i et fødselsudspil.

En del af finansloven blev også en akutpakke til sundhedsvæsnet på én milliard. SF har siden september kæmpet for en akutpakke, og krævede den på finansloven. Den skygger ikke for ønsket om at sikre et varigt lønløft og opgør med uligelønnen i hele den offentlige sektor.

På det grønne område får vi blandt andet en pulje til sikring af drikkevandet, meget mere vindenergi og Danmarks første marine naturnationalparker. Den aftale blev præsenteret lørdag og du kan læse mere om den HER.