Finansloven sender klima-hockeystaven til småt brændbart
05-12-2021
Den grønne delaftale i finansloven indeholder penge til en drikkevandsfond. Den kan blandt andet bruges til at gøre SF’s krav til finansloven om grundvandsparker til virkelighed.
Grundvandsparkerne fjerner nogle af de eksisterende barrierer for at bremse nedsivningen af sprøjtegifte omkring de nuværende og fremtidige boringer.
-Nu tager vi et vigtigt skridt mod at beskytte drikkevandet. Så vores børn og børnebørn kan drikke rent og urenset vand direkte fra vores undergrund, siger Pia Olsen Dyhr.
Der sættes foreløbigt i alt 170 millioner af til grundvandsfonden. Samtidig skal de mest sårbare områder kortlægges og indsamlingen af viden på området styrkes.
Dobbelt så hurtig udbygning af energi fra havvind og et markant bidrag til CO2-reduktioner allerede i 2025 er vigtige klimasejre i den grønne delaftale.
– Med denne finanslov er vi godt i gang med at sende hockeystaven til småt brændbart. Jeg er pivstolt af, at vi ikke bare justerer en lille smule, men rent faktisk tager mærkbare skridt mod at blive klimaneutrale, siger Pia Olsen Dyhr.
Med aftalen udrulles teknologi, der skal indfange en halv million ton CO2 inden 2025 – blandt andet gennem CO2-fangst.
Læs mere om den grønne delaftale HER