Del

Mere tryghed før, under og efter fødslen

10-08-2021

Det skal være trygt at bringe et barn til verden, og det kræver et markant opgør med nogle af de vilkår, gravide kvinder kan blive udsat for i dag på grund af for mange år med besparelser på området.

Nu skal vi gå den anden vej og sikre flere jordemødre, bedre rettigheder til de gravide og mere fokus på god og gratis fødselsforberedelse for alle.

Det vil SF sikre med den kommende finanslov.

­- Jeg er dybt bekymret over, at jordemødre flygter fra deres arbejdspladser, og at kvinder i fødsel sendes rundt mellem barselsgange og ofte skal ud igen få timer efter fødslen. Det er ikke godt nok. Fødslen er en kæmpestor begivenhed både fysisk og følelsesmæssigt, og den kræver tryghed, siger Pia Olsen Dyhr.

Derfor er SF klar med en plan, som skal sikre tryghed før, under og efter fødslen.

Det kræver et markant løft af fødselsforberedelsen, så det offentlige tilbud ikke længere bare er en video i et auditorium.

– Jeg kender flere kvinder, som har købt sig til fødselsforberedelse, der har gjort fødslen til en god oplevelse. Men det skal da ikke være kun være for dem, der har råd. Alle skal have et tilbud om ordentlig forberedelse under graviditeten, siger Pia Olsen Dyhr.

Samtidig vil SF blandt andet sikre en ret til to dages ophold på barselsgangen for begge forældre.

– Der skal være ro og tid til at komme godt i gang med den nye tilværelse med et lille barn, og det begynder altså i trygge rammer med en sygeplejerske eller jordemoder i nærheden. Det skal selvfølgelig være frivilligt, om man vil blive eller vil hjem, men ingen skal bare sendes afsted efter få timer, hvis de ikke selv vil, siger Pia Olsen Dyhr.

SF foreslår:

  • Garanteret fødselsforberedelse for alle
  • Faste jordemødre
  • To dages barselsophold
  • Bedre normeringer på fødegangene
  • Mentorordning, efteruddannelse og specialisering
  • Handleplan for arbejdsmiljø

Økonomi:

Forslagene vurderes at koste omkring 200 millioner kroner årligt, som finansieres i SF’s samlede finanslovsudspil.