Del

Stop de sorte investeringer NU

07-03-2020

Vi kan ikke vente på, at vi får færdigforhandlet en samlet handlingsplan, før vi begynder at rykke på klimaet. SF kræver derfor nu, at klimaministeren går alle sektorer igennem med en tættekam, så vi allerede nu kan handle på de mest presserende områder.

-Vi må stoppe nu med investeringer i energi, transport og landbrug, som reelt kan flytte os længere væk fra klimamålet i 2030, siger Pia Olsen Dyhr, SF’s formand.

Vi skal allerede sørge for at bremse de sorte investeringer, som forbrugere, virksomheder eller det offentlige risikerer at lave i mellemtiden.

SF har derfor fem forslag til, hvad en klimaaftale skal indeholde allerede nu:

Brems installation af naturgasfyr: Stop for nye naturgasfyr – kombineret med tiltag, der sikrer alle borgere reel adgang til en klimavenlig varmekilde, som varmepumpe eller fjernvarme.

Stop for offentlige fossilbiler: Alle offentlige køb af biler skal være elbiler, så det offentlige ikke bidrager yderligere til bestanden af fossilbiler i 2030.

Kommunalt jordkøb: Kommunerne kan købe den jord, de får tilbudt, hvis de ønsker at etablere skov, tage lavbundsjord ud af landbrugsdrift mv. Ved at undtage køb af jord til klimaformål for det kommunale anlægsloft.

Undgå usikkerhed om lademuligheder: Det haster med at udrulle en plan for elladestandere i hele landet – både langs vejene og i byerne. En manglende tilkendegivelse om massiv investering må ikke få folk til at fravælge købet af en elbil.   

Skærpede klimakrav til alle nye stalde og renovering af stalde: Der skal straks stilles krav om klimavenlig behandling af gylle i form af afkøling, hurtig afhentning til biogas, evt. separation og forsuring etc. Samtidig er der brug for støtte til mere biogas og andre grønne gasser.

Der er tale om tiltag, der understøtter den grønne omstilling og som slet ikke kan stå alene. De vil dog understøtte en markant reduktion af den forventede klimaforurening i 2030.

Du kan læse det samlede udspil til højre.