Min 1. maj tale:

Godmorgen alle sammen og glædelig 1. maj.
Tak for at jeg må være med til at fejre arbejdernes internationale kampdag her i Skive sammen med jer.
På mange måder minder Skive mig om min egen hjemby i Nordjylland, Løgstør – begge byer har en stærk arbejdertradition, et tæt lokalt fællesskab og en kultur med en god jysk sort humor og samme jordnære tilgang til livet.

Den tætte forbindelse til lokalsamfundet og den fælles følelse af at stå sammen, og have noget der er værd at kæmpe for, er noget jeg kender fra min egen opvækst.
Jeg kommer selv fra en arbejderfamilie. Min bedstefar arbejdede i det lokale murer- og entreprenørfirma, og min far var radio- og tv-mekaniker.

Derfor lægger det mig også personligt nært at kæmpe for arbejderklassens interesser.
Lektien hjemmefra lyder: Fællesskab og sammenhold er vejen frem – Der er brug for mennesker som kæmper arbejdernes kamp – og der er brug for arbejderne!
De værdier har jeg taget med mig ind i politik.

Man kan forstå arbejderbevægelsens kamp for rettigheder, lidt som Olsen Bandens jagt på millionen.
Benny og Kjeld er arbejderne, som slider og slæber for at følge ordrer fra Egon, og som alt for ofte må finde sig i skældsordene: ”hundehoveder, fnatmider, slapsvanse og elendige socialdemokrater”, når Egon er utilfreds med deres indsats.

Dem er der brug for, for at hjulene kan køre rundt. Og Egon nærmer sig aldrig millionen uden dem.
Egons planer går sjældent som forventet, og her må Benny, Kjeld og deres familier ofte omstille sig for at få det hele til at hænge sammen.

På samme måde glemmer systemet og arbejdsgiverne indimellem, at det er arbejderne, der får det hele til at køre rundt. Når de presses for hårdt, går maskineriet i stå.
Og ligesom Olsen Banden aldrig er færdige med at finde på nye planer, er arbejderkampen heller aldrig helt overstået.

I dag markerer både en fejringsdag, for det vi allerede har opnået og en påmindelse om, at kampen fortsætter.

Derfor vil jeg nu fremhæve nogle områder, hvor vi er kommet langt, men hvor vi stadigvæk kan gøre det lidt bedre – og ligesom Egon Olsen, men forhåbentlig med et bedre resultat, har jeg en plan! En stor plan!

Arbejdsvilkårssikring og gule fagforeninger

En af de største bedrifter, som arbejderbevægelsen har medført er oprettelsen af fagforeninger til at sikre ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet.
Det gør de både ved at vejlede den enkelte og forhandle på vegne af de mange gennem overenskomster.
Den fælles organisering er hemmeligheden bag arbejdernes forhandlingskraft.

Derfor er det et stort problem, at flere og flere enten står uden fagforening eller melder sig ind i de gule fagforeninger.

Gule fagforeninger har ingen:

Overenskomst
Tillidsmænd
De deltager ikke i overenskomstforhandlinger
Laver ingen efteruddannelse

De gule fagforeninger som Det Faglige Hus, Krifa og ASE er altså fagforretninger – ikke foreninger. De lader som om, de kæmper for arbejderne, men lader andre tage slæbet.
Problemet med det er, at der kommer færre medlemmer i de rigtige fagforeninger, færre til at lægge et kollektivt pres ved forhandlingsbordet – og bliver en risiko for færre rettigheder.
Derfor er min – og SF’s plan for fortsat at sikre ordentlige arbejdsvilkår i fremtiden, at øge fradraget for fagforeningskontingent for overenskomstbærende fagforeninger og finde en model for at fjerne det for de gule fagforeninger.

Sikring af ordentlig tryghed, når man står udenfor arbejdsmarkedet

Et andet punkt som er essentielt for et retfærdigt arbejdsmarked, er at sikre en ordentlig tryghed, når uheldet er ude og man af den ene eller anden grund, befinder sig udenfor arbejdsmarkedet.

Desværre er den beskyttelse ikke en sikret garanti. I krisetider, som efterhånden synes at være en uendelig fortsættelse i tiden vi befinder os i nu, bliver dagpenge ofte sat på forhandlingsbordet som et forslag for et sted at sparre penge.

Det så vi for eksempel efter finanskrisen, hvor dagpengeperioden blev halveret. Ligesom vi i dag hører LA foreslå, at de udsatte arbejdsløse skal betale for oprustning, imens blå blok og regeringen fortsat giver skattelettelser til de rigeste. Beklager til de af jer, som er nogle ”forbandede socialdemokrater”, som Egon Olsen siger det, men giver da ikke mening.

Derfor vil SF og Enhedslisten med en tryghedspakke, sende et klart signal til de to millioner a-kassemedlemmer om, at de kan stole på deres forsikringsbetingelser. Vi vil sikre en garanti for at dagpenge ikke forringes de næste 10 år og gøre det billigere for unge at melde sig ind i a-kasser.

En værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet

Til slut vil jeg fremhæve retten til værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Der skal være et liv efter arbejdsmarkedet, og man skal kunne gå derfra med hovedet hævet højt.
For længe har man hævet pensionsalderen – år efter år.

Og I sidste uge behandlede vi i folketingssalen et lovforslag om at hæve den til 70 år i 2040.
Hvordan kan man hæve pensionen yderligere, når 80 procent allerede er bekymrede for, om de psykisk eller fysisk kan holde til pensionsalderen på 67 år i dag? Det forstår jeg ikke.
Der er allerede flere, som begynder selv at betale, for at gå tidligere på pension. Det siger jo lidt om, hvor høj alderen er blevet. Men det er ikke alle som har råd til det.

Sosu-assistenten, fabriksarbejderen eller mureren har ikke de samme muligheder for en selvbetalt pension som direktøren.

Og det er dem, som bliver ramt hårdest af, at grænsen igen flyttes.
Vi bør slet ikke tale om at hæve pensionsalderen, før vi har skabt et arbejdsmarked, som har rammerne til at folk kan holde til det.

Derfor bør vi investere i sunde og sikre arbejdsmiljøer, bedre muligheder for efteruddannelse og at forpligte arbejdsgivere til en ordentlig seniorpolitik, som gør det attraktivt at blive i arbejde, men tilbyder muligheder for værdige tilbagetrækningsmuligheder.

Vores danske model er helt speciel. Den bygger på fællesskab og solidaritet, og jeg vil vove den påstand, at den danske model er en væsentlig del af, hvorfor Danmark er så godt et land at bo i.
Vi betaler alle lidt hver måned til skat, fagforeninger og a-kasse, for at alle har ret til samme vilkår og tryghed i arbejdsmarkedets spilleregler.

Men det er også baseret på tillid til, at arbejdsgiver og fagforening kan forhandle et retfærdigt kompromis.
Hvis vi ikke løser problemerne, som skaber skævhed i arbejdsmarkedets spilleregler, og fortsat skærer i velfærd, risikerer vi at miste dét som binder os sammen.
Derfor er min – og SF’s store plan, at værne om – og investere i vores velfærd.
For alle har ret til ordentlige vilkår, tryghed og en værdig tilbagetrækning.