Hermed en hilsen fra jeres Folketingsmedlem på Chr. Borg 

I hørte sidst fra mig i februar, og siden da er der sket en masse ting blandt andet et fantastisk EP-valg, hvor SF blev Danmarks største parti, og hvor SF fik sit bedste valg nogensinde.

I den forbindelse vil jeg gerne sige TAK til alle jer i Nordjylland, der har bidraget på den ene eller den anden måde til SF’s valgkamp og til det gode valgresultat, blandt andet til vores seje nordjyske EP-kandidat Melina Andersens flotte valg. Nu skal der kæmpes for en grøn og retfærdig politik i Europa, og jeg ved, at vores dygtige EU-parlamentarikere allerede er trukket i arbejdstøjet i Bruxelles.

Inden længe skal der også vælges folketingskandidater for SF i Nordjylland. Jeg har sat og sætter stor pris på at repræsentere Nordjylland som folketingsmedlem for SF, og der er meget at kæmpe for i forhold til vores fælles velfærd, klima og natur også på den anden side af det næste folketingsvalg. Mit ønske om at forsætte med at kæmpe for en rød og grøn politik, gør, at jeg er glad for at kunne skrive, at jeg også ønsker at stille op som folketingskandidat for SF i Nordjylland til næste folketingsvalg.

I dette nyhedsbrev vil jeg selvfølgelig også komme lidt ind på, hvad jeg har arbejdet med inde på Christiansborg den sidste tid. Blandt andet arbejder jeg på at forbedre arbejdsvilkårene for vores kommunale byrådsmedlemmer. Jeg har allerede fået gode inputs, men håber også at kunne drøfte løsninger på udfordringerne med SF’s byrådsmedlemmer i Nordjylland. Har I lyst til at vende dette emne med mig i løbet af efteråret, så må I endelig række ud på mail, så kommer jeg meget gerne forbi jer i Nordjylland til en snak.

Sidst men ikke mindst, vil jeg også sige tak til SF Nordjylland for et rigtig dejligt besøg på Borgen i april. Husk, at der altid er kaffe på kanden, hvis man skulle få lyst til at komme forbi mit kontor i den nærmeste fremtid.

Jeg ønsker jer alle en god sommer og håber at se mange af jer til SF’s sommertræf d. 23.-25. august i Askov.

 

Hvordan forbedrer vi arbejdsvilkårene for byrådsmedlemmerne?

I efteråret skal Sigurd Agersnap (SF) og jeg arbejde på et politisk udspil om, hvordan man kan gentænke vores byrådsmedlemmers arbejdsvilkår og budgetloven. Sigurd kommer primært til at arbejde med budgetloven, mens jeg kommer til at se på arbejdsvilkårene i kommunalbestyrelsen. I denne proces kommer SF’s Kommunalpolitiske Landsudvalg (KPLU) også til at spille en central rolle.

Vores byråd spiller en vigtig rolle og fortjener de bedst mulige arbejdsvilkår for at kunne udføre deres arbejde. På nuværende tidspunkt er opgaverne komplekse og voksende for vores byrådsmedlemmer, hvilket kan gøre det uforeneligt at have fuldtidsarbejde og familieliv kørende samtidigt. Blandt andet ser vi, hvordan stigende pres fra SoMe og medier gør, at man hele tiden er på.

Jeg ved, at vores byrådsmedlemmer er meget dedikerede, og vi ønsker i SF at se på, om vi kan skrue på nogle håndtag, så det bliver nemmere at løse opgaverne og rekruttere nye byrådsmedlemmer.

Der er blevet vendt mange gode idéer som f.eks. muligheden for at gå ned i tid på ens arbejde ved siden af byrådet, muligheden for pension for det job, man varetager som byrådsmedlem, sekretariatsbistand til at kunne hjælpe byrådsmedlemmerne med nogle af opgaverne, øget digitalisering samt hjælp til sociale medier.

Men som skrevet tidligere, så vil jeg meget gerne komme og besøge jer byrådsmedlemmer i Nordjylland i efteråret. Så hvis I har noget på hjerte eller idéer til, hvordan man kan forbedre arbejdsvilkårene, så må I endelig skrive til mig.

 

 

Handicapaftale, kvalitet i anbringelser og efterværn

På velfærdsområdet har jeg sammen med Charlotte Broman Mølbæk (SF) taget del i handicapforhandlingerne i foråret. Vi kæmpede for, at handicapaftalen ikke skulle være en spareøvelse, hvor økonomi blev prioriteret før mennesker, og hvor der var et alt for stort fokus på magtanvendelse frem for pædagogik. Regeringen og flertallet ville den anden vej, og derfor kunne vi i SF ikke være med i aftalen. Mange er uenige i den endelige handicapaftale, hvilket blev understreget med en flot og stor ”Undskyld vi er her”-demonstration ved Christiansborg i slut maj. SF vil blive ved med at kæmpe for bedre rettigheder og mere værdighed for handicappede.

To andre vigtige SF-mærkesager er at få skabt kvalitet i anbringelser på både opholdshjem, døgninstitutioner og i plejefamilier, samt at få sikret et rettighedsbaseret efterværn til anbragte unge, så de ikke efterlades af systemet, når de fylder 18. Alt dette, ser jeg som socialordfører frem til at forhandle med de andre partier, lige så snart ministeren indkalder til forhandlingerne.

 

Krigen mellem Israel og Hamas

Også krigen mellem Israel og Hamas har fyldt meget. SF’s linje er klar på området. Vi skal stoppe tab af civile og uskyldige i liv, og derfor skal vi have en varig våbenhvile og gidslerne skal frigives. Ligesom de har gjort i Norge, mener vi i SF, at Danmark skal anerkende Palæstina som stat, særligt fordi vejen mod fred mellem de to lande kræver, at det internationale samfund arbejder for en to-statsløsning. Har du lyst til at læse mere om SF’s perspektiver på, hvorfor vi skal anerkende Palæstina som stat, så kan du læse Karsten Hønges opslag på SF’s medlemsforum her.

Er du ikke allerede medlem af facebookgruppen, kan du blot anmode om dette.

Egholm-motorvejen og vindmølletestcenter i Østerild

I folketinget har vi også behandlet forslaget om en tredje limfjordsforbindelse over Egholm. Det er ikke nogen hemmelighed, at SF ikke er glade for Egholm-motorvejen. Projektet er både dyrt, uholdbart og skadeligt for klima og miljø. Egholmforbindelsen blev desværre vedtaget i folketinget, men det blev uden SF’s stemmer. Du kan se SF’s transportordfører Sofie Lipperts begrundelse for, hvorfor SF ikke har stemt for forslaget her.

I mit tidligere nyhedsbrev i februar skrev jeg også om den aftale, som SF sammen med regeringen, RV, K, DF og LA har indgået i forhold til at sætte en forundersøgelse i gang i Østerild med henblik på at udvide det nuværende vindmølletestcenter. Det er vigtigt for mig at understrege, at der blot er tale om en forundersøgelse, og at intet derfor er fast besluttet endnu. Jeg ved, at vindmøllerne i Østerild kan være en varm kartoffel for de af jer, der bor i området. Jeg anerkender i den grad jeres bekymringer og frustrationer, og I skal vide, at jeg bærer disse med mig, når vi diskuterer sagen i SF’s folketingsgruppe.

I efteråret skal jeg og SF’s klimaordfører, Signe Munk, på udvalgstur til vindmølletestcenteret. Her ser jeg frem til at blive endnu klogere ikke mindst på lokalsamfundets perspektiv.

 

Med venlig hilsen

Theresa Berg Andersen

MF