Børn og unges trivsel, fritidsliv og digital dannelse

Vi skal skabe rammer for vores børn og unge, der fremmer deres trivsel.

I SF vil vi arbejde for at tilbyde gode alternativer til tiden foran skærmen. Vi ønsker at styrke fritidstilbuddene ved at forbedre de fysiske rammer og faciliteter, så de giver plads til leg, hvile, ro og samtale. På den måde giver vi børn og unge sunde alternativer til den digitale verden.

Vi vil støtte op om, at bestyrelserne i daginstitutioner og skoler udarbejder retningslinjer og anbefalinger for skærmbrug og sociale medier. Dette kan hjælpe både børn og forældre med at skabe gode vaner og åbne op for en vigtig dialog om brugen af teknologi i hjemmet.

En skolemadsordning for alle elever vil styrke fællesskabet både i og på tværs af klasserne. I SF er vi overbeviste om, at en ordning med sund og nærende skolemad vil bidrage til bedre trivsel og mere energi i løbet af skoledagen. Vi vil arbejde for at sikre, at alle skoler i Allerød får adgang til en god og bæredygtig skolemadsordning.

To-lærerordningen giver bedre trivsel, øget læring og mulighed for at inkludere flere elever i den almene skole. To-lærerordningen, som allerede er en del af budgettet for 2025, skal udvides. Derudover skal vi sikre, at lærerne får den nødvendige efteruddannelse og tid til planlægning og evaluering, så ordningen kommer til at fungere optimalt. 

Al forkning viser, at teenagere har brug for mere søvn og også mere søvn end voksne. Derudover er teenageres søvnmønstre rent genetisk forskellige fra voksnes – en teenagehjerne bliver senere træt end en voksenhjerne. For lidt søvn har stor betydning for indlæringsevnen. SF Allerød vil vi derfor give vores skoler mulighed for at tilbyde fleksibel mødetid for de ældste klasser.

Alle børn og unge i Allerød skal have lige muligheder for en meningsfuld og sjov fritid, uanset deres sociale og økonomiske baggrund. Derfor foreslår SF, at Allerødordningen målrettes de børn og unge, der af forskellige årsager – enten socioøkonomiske eller interessebaserede – ikke har adgang til et fritidsfællesskab.