Dataudspil for borgerne
28-12-2019
“Borgeren før systemet” er overskriften i SF’s datapolitiske udspil, der indeholder en række forslag, der skal give borgerne kontrollen over deres egne data. Det er helt nødvendigt med politisk styring når mere og mere af vores liv styres af data og algoritmer, der ofte ejes og styres af multinationale virksomheder eller offentlige styrelser uden den nødvendige fokus på borgernes rettigheder og sikkerhed.
“Vi ser en massiv grådighed efter data inspireret af de store techgiganter. Det skal være slut. Vi vil se en helt anden retning,” siger SF’s IT-ordfører Lisbeth Bech Poulsen om baggrunden for udspillet.
Forslagene tæller bl.a.:
- Borgerne skal kunne se, hvilke data hver enkelt myndighed har om dem og hvem, der har set dem
- Krav om borgernes datasikkerhed ved offentlige udbud af systemer og løsninger, der indsamler data
- Obligatorisk samtykke til samkørsel af data
- Inddragelse af Dataetisk Råd ved al lovgivning, der indeholder datapolitiske elementer
- Patientrettigheder om slettelse og rettelse af sundhedsdata ved urigtige oplysninger
- Datatilsynet flyttes fra Justitsministeriet til at være en uafhængig enhed under Folketinget