Jeg har altid været engageret på den ene eller anden måde. Først som elevrådsformand, siden i studenterpolitik. Faktisk har jeg haft svært ved at være medlem af en forening, som jeg ikke straks lagde mine kræfter i.

Mit politiske arbejde er drevet af en retfærdighedssans. Jeg voksede op i en almen boligblok med en enlig mor, og jeg så mange af de andre børn, der ikke havde de samme forventninger med hjemmefra som jeg. Vi har et godt samfund, men der er stadig ikke reelt lige muligheder for alle. Det skal vi kæmpe for, og det er dét, jeg brænder for.

Mit arbejde fylder rigtig meget, og det er svært at holde helt fri, fordi jeg brænder så meget for politik. Fritid og arbejde flyder ofte sammen, og det kan være en belastning for familie og venner. Så en gang imellem trækker jeg også stikket helt og besøger familien eller tager i sommerhus med vennerne. Når jeg kan lukke helt ned, elsker jeg at slappe af med en god bog.

Generelt skal mine ferier kan være lidt actionfyldte, når jeg da ikke lige bruger en uge på SFOF’s sommerlejr på Livø, det er helt fantastisk.

Jeg er ikke praktisk anlagt, men arbejder på at udvikle en altanhave – det er ikke alting der overlever dog!