Danmark skal ikke være et CO2-skattely for luftfarten
19-01-2020
Skal vi bremse klimakrisen, skal der penge på bordet nu. Vi kan ikke vente på forskning i langsigtede løsninger. Derfor foreslår SF nu en flyafgift, der skal hente knap en milliard kroner, som kan bruges på grønne initiativer.
– Det kan ikke være rigtigt, at den allermest klimaskadelige transportform, flytrafikken, er den eneste transportform, der er fritaget for afgifter i Danmark. Samtidig er Danmark et af få lande i EU, der ikke har en flyafgift. Det skal vi gøre noget ved, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
Flyafgiften skal være en passagerafgift, hvor det koster 60 kroner ekstra på indenrigsrejser og rejser til Europa. 200 kroner for mellemlange rejser og 400 kroner for interkontinentale rejser. Samtidig foreslår SF at hæve den grønne check med 200 kroner. Det vil være halv pris for børn, mens afgiften ikke kan trækkes fra for erhverv, ligesom afgiften for godstransport per fly bliver 400 kroner per tons ankommende gods.
– Vi skal sikre, at den grønne omstilling sker social retfærdigt. Derfor foreslår vi samtidig at hæve den grønne check, så dem, der har mindst, fortsat har mulighed for at rejse. Vi mener, at dem med de bredeste skuldre også skal bære mest, siger Pia Olsen Dyhr.