Del

SF kritiserer regeringen: Akutplan for beskyttelse af drikkevand udebliver

02-06-2023

Danmark er et af de få lande, hvor man stadig kan drikke vandet direkte fra hanen. Det rene drikkevand vil vi gerne værne om.

Derfor spurgte SF-formand Pia Olsen Dyhr ind til beskyttelsen af drikkevandet ved afslutningsdebatten i Folketinget.

Beskyttelse af drikkevandet var noget, de rødgrønne partiledere stod sammen om under valgkampen i 2022.

Men nu mangler der handling fra SVM-regeringen. Regeringen og miljøminister Magnus Heunicke har holdt fast i, at de vil komme med en akutplan.

Men her snart seks måneder inde i 2023 virker det altså som en noget tvivlsom titel – for den er ikke kommet.

I mellemtiden er der fundet pesticidrester i over halvdelen af alle drikkevandsboringer i de første måneder af 2023. Det viser nye tal fra Geus.

Det haster derfor med at få igangsat tiltag, der kan beskytte drikkevandet i de såkaldte boringsnære områder yderligere.