Del

Stop med at dispensere for ulovlig EU-sprøjtegift

11-12-2023

Miljøstyrelsen dispenserer nu på fjerde år for brug af sprøjtegiften diquat, selvom EU-lovgivningen har forbudt stoffet, og selvom rigsrevisionen har kritiseret styrelsens dispensationspraksis.  Ministeren er før blevet mødt med kritik af dette, men har sendt aben tilbage til Miljøstyrelsen med henvisning til, at det er en faglig beslutning. SF kalder nu ministeren i samråd.

Det er ikke en faglig beslutning, om der skal hældes gift ud over vores jord. Det er en politisk beslutning, og ministeren kan ikke bare fralægge sig ansvaret for, at hans styrelse deler dispensationer ud, som advokater peger på er ulovlige, og som rigsrevisionen har kritiseret. Derfor indkalder vi nu i samråd så ministeren kan forklare sig, siger Carl Valentin SF’s landbrugs- og miljøordfører.

Stoffet Diquat er forbudt af EU, fordi det er under mistanke for at kunne give hjerneskader. Miljøstyrelsen har givet dispensationen, fordi den mener, at anvendelsen ikke udgør en risiko for sundhed eller miljø, herunder grundvand, hvis der kan påvises sikker anvendelse ved brug af sikkerhedsudstyr, dosering og afstandskrav.

Det er helt langt ude, at Miljøstyrelsen træffer sådan en beslutning, fordi de mener noget andet end EU har besluttet ud fra andre eksperters anbefalinger. Så er det jo ikke længere bare styrelsens faglige vurdering, men en politisk beslutning, og den skal træffes af politikere – ikke af embedsværket. I SF vil vi have at beslutninger om den slags dispensationer i fremtiden skal træffes politisk, siger Carl Valentin, SFs landbrugs og miljøordfører.

Stoffet diquat fungerer som en nervegift, der nedbryder plantens celler, så den visner. Stoffet er mistænkt for at kunne give hjerneskader og andre alvorlige sygdomme, fordi undersøgelser har vist, at hjernecellerne hos mennesker og dyr også visner ligesom planternes. Studier viser at landmænd og beboere tæt på områder, der sprøjtes med stoffet blandt andet er i større risiko for at udvikle Parkinson.

Det stof er forbudt af EU, og det er der en årsag til. Vi kan simpelthen ikke acceptere, at landbruget hælder det ud over markerne – til trods for at det er forbudt, siger Carl Valentin, SF’s landbrug- og miljøordfører.