Del

SF vil sikre en tryg fødsel for alle

11-02-2021

Alt for mange kvinder oplever ikke, at der er ro på og tryghed om den vigtige start i livet.

Der er brug for et løft af fødselsområdet, så flere familier får fødselsoplevelser uden stress eller ar på sjælen, og arbejdsvilkårene for de ansatte forbedres.

”Jeg får ondt i hjertet af de historier og beretninger, jeg hører fra fødende og personale. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Velfærdssamfundet må ikke svigte i en så afgørende situation, som når et nyt liv kommer til verden,” siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

SF vil sikre:

  • at førstegangsfødende bliver garanteret forældre- og fødselsforberedelse og jordemoderkonsultationer før og efter fødslen, så amning og omsorg for det lille nye menneske går, som det skal.
  • at alle fødende skal have ret til at blive på hospitalet i op til to dage. Og der skal være mere jordemodertid før og under fødslen.
  • besøg af sundhedsplejerske efter fødsel samt gratis ammehjælp de første 7 dage efter fødslen til dem, der har brug for det.

”Forberedelserne sikrer en helt afgørende tryghed og en god start i livet. Hvis der en frygt for, at der ikke er tid eller plads nok, rykker folk til det private, hvor et barselsophold koster mange tusind kroner. Så rammer uligheden, allerede inden barnet er født,” siger Pia Olsen Dyhr.

SF har desuden på baggrund af historier fra DR om fødende, der sendes i taxier eller kun lige akkurat får en fødestue, kaldt sundhedsminister Magnus Heunicke i samråd.