SF vil have vaccineproduktion tilbage på danske hænder
17-04-2020
Det var en fejl at sælge den statslige vaccineproduktion i 2016, lyder det fra Pia Olsen Dyhr, som nu vil have den tilbage på danske hænder.
Statens Serum Institut producerede ellers indtil et frasalg vacciner til danskerne. Men da det ikke var en rentabel forretning, valgte den daværende regering – med SF som klar modstander – at gennemføre et salg. Til trods for åbenlyse advarsler.
”Det er dybt beklageligt, at økonomiske hensyn fik lov at trumfe potentielle konsekvenser for danskernes sundhed. Det må ikke ske igen, og derfor bør vi genetablere vaccineproduktionen,” siger Pia Olsen Dyhr.
Den frasolgte vaccinefabrik, AJ Vaccines, har nu gang i udviklingen af en COVID-19-vaccine på Amager. Den kan dog ende på verdensmarkedet og ikke direkte hos det danske sundhedsvæsen.
”Den danske vaccineproduktion er for mig at se kritisk infrastruktur, og derfor skal vi ikke være afhængige af, at det er private interesser, der styrer det,” siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.
SF vil nu have regeringen til at fremlægge en plan for, hvordan Danmark igen kan producere vacciner, test og værnemidler. Den skal sikre, at vi i fremtiden ikke havner i en situation, hvor vi mangler livsnødvendige redskaber.