SF: Uligheden er gået amok. Nu kommer opgørets time

13-02-2019

Kronik bragt i Politiken 13.02.2019

Der er sket et værdiskred i Danmark, men denne gang er det ét, som bør fylde os med håb og begejstring!

For 8 år siden talte vi om Fattig-Carina og Dovne Robert. Den politiske debat handlede om, at det skulle kunne »betale sig at arbejde«, og at de fattige fik alt for mange penge, til at vi havde råd til velfærd.

Den tid virker som en evighed siden nu, hvor danskerne er tossede over hvidvask i Danske Bank, en løbsk finanssektor og international skattesvindel. Vi forarges over offentligt ansatte direktører, der hiver eksorbitante, gyldne håndtryk hjem. Hele nationen synes galvaniseret af en indædt harme over for dem, der bare rager til sig og vender fællesskabet ryggen.

Jeg vil vove den bombastiske påstand, at vi står på tærsklen til en ny værdikamp. En værdikamp, der vil blive kendetegnet af et demokratisk oprør mod grådigheden, uligheden og fattigdommen.

Man kan se tegnene både herhjemme og i resten af den vestlige verden. I USA vokser begejstringen for Bernie Sanders’ sociale projekt, og den unge, sprudlende servitrice Alexandria Ocasio-Cortez bragede ind i Repræsentanternes Hus med sine dagsordener om social retfærdighed og ønske om at levere magten tilbage til arbejderklassen.

Når jeg ser de kulsorte skyer fra regeringens politik uden for mit vindue, drømmer jeg om, at raseriet mod Thomas Borgens svigt og Sanjay Shahs svindel bliver rambukken for en ny politik, der har til formål at begrænse grådigheden og investere pengene i fællesskabet.

Det er en helt absurd sandhed, at i et Danmark, der er rigere end nogensinde før, har de fattigste oplevet reel indkomsttilbagegang

Når jeg tror på, at disse nye vinde blæser flere steder end blot i mit eget, stille sind, skyldes det blandt andet, at jeg har fået uventet opbakning i min kritik af den voksende ulighed. ISS-miliardæren Djaffar Shalchi, borgerlige sværvægtere som Per Stig Møller og Bertel Haarder samt endda Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen har fulgt hinanden i at advare mod kapitalismens uretfærdigheder, som i sidste ende kan føre til opstand.

Der er naturligvis et stykke vej igen, før disse atypiske allierede skriver under på at gennemføre de nødvendige reformer af finansverdenen, og jeg tillader mig at tvivle på deres oprigtige omfavnelse af sociale reformer, men deres pludselige interesse i problemstillingen vidner alligevel om, hvor meget debatten har ændret karakter.

Da SF for nylig lancerede et radikalt forslag til at gå reform-amok i hele finanssektoren, blev vi ikke blankt afvist af det politiske etablissement, som det somme tider er sket, men vandt lydhørhed for vores ideer til at tøjle de markedskræfter, der efterhånden er løbet løbsk.

Selv den konservative erhvervsminister måtte rose Lisbeth Bech Poulsen for hendes ihærdige kritik af erhvervstoppens moralske anløbenhed. Da Enhedslisten fulgte trop med deres eget, inspirerende udspil, skete det samme: Journalister, der for få år siden havde skoset venstrefløjen for at mangle ansvarlighed, kunne med tanker om hvidvask og koordineret skattesvindel i baghovedet pludselig godt se behovet for at gå kontant til værks.

Der har længe været brug for en ny politik. Du vidste formentlig godt, at samfundets fattigste har fået mindre ud af den voksende velstand end de rigeste, men vidste du også, at de fattigste slet og ret har fået færre penge mellem hænderne?

Det er med andre ord ikke noget, du bilder dig ind, når du synes, du ser flere hjemløse på gaden, eller undrer dig over de mange historier om familier, der ikke har råd til julegaver eller må sortere i ungernes fritidsaktiviteter og børnefødselsdage. Det er den bedrøvelige sandhed i Danmark anno 2019.

Alligevel er jeg fyldt med mere optimisme og kampgejst, end jeg har været i årevis. Fordi løsningen ligger så ligefor, og fordi jeg fornemmer, at danskerne er klar til den. Selv om de rigeste i vores samfund i stigende grad er begyndt at tjene deres penge på arbejdsfri indkomster som aktiehandel, beskatter vi eksempelvis stadig almindelige lønindtægter meget mere.

Så hvorfor ikke indføre en topskat på aktier? Pengene kan vi bruge til at løfte de svageste iblandt os og igen gøre Danmark til det mest retfærdige land i verden! I mine mørkeste stunder kan jeg ligesom alle andre blive bekymret for, hvor mit land er på vej hen, og de sidste 4 år har været tunge at slæbe sig igennem.

Alt fra kulsort miljøpolitik til voksende børnefattigdom har gjort mig bedrøvet. Men når jeg ser, hvordan danskerne rejser sig i vrede mod finansverdenen, eller mærker optimismen omkring en ny form for omfordeling, hvor toppen af finansverdenen tvinges til at tage deres del af ansvaret for egne skandaler, og for at løfte de svageste, så svulmer min tro på venstrefløjens genkomst.

Hvis du er en skeptisk kyniker, vil du måske spørge, hvad der har ændret sig? Nogle borgerlige foregiver måske at være blevet forargede over toppens ragen-til-sig, men hvad ellers? Til det er mit svar: en hel del. Jeg husker for 10 år siden, da finanskrisen rystede hele verden.

Ansatte hos Lehman Brothers trådte ud af svingdørene på 7th Avenue i New York og forlod den største gæld i verdenshistorien.

Med sig havde de ikke blot deres brune papkasser, hvori der lå billeder af familien og lommeregnere fra skrivebordene, men hele den knuste, kapitalistiske drøm om evig vækst. Håbet om aktiekurser på ustoppelig himmelflugt og bizarre investeringsprodukter, hvor dårlige betalere i værdiløse huse blev forvandlet til guldæg, hvis bare troldmændene på Wall Street strikkede det hele sammen på en tilstrækkeligt indviklet måde, viste sig at være et blålys.

Men reaktionen dengang var helt ulig den reaktion, Danske Bank og skattesvindlen har affødt i dag. Jovist, der var lidt knevren om de skøre spekulanter, men som tiden gik, begyndte højrefløjen at sparke nedad og give hele skylden til den offentlige sektors indblanding og de ’høje’ overførselsindkomster.

Den tror jeg simpelthen ikke på, at nogen vestlig befolkning køber i dag. Vi har gennemskuet bankernes fiksfakserier og er trætte af børsspekulanternes hasard med de ressourcer, der skal finansiere vores velfærd.

Vi har raset mod de afsløringer af omfattende skattehumbug, der kom frem i dagens lys med Paradise og Panama Papers, og vi ønsker et opgør med de advokatfirmaer, der med den ene hånd rådgiver staternes skatteministerier og med den anden fortæller storkapitalen, hvordan den snyder i skat. Vi kræver i stigende grad, at vores banker udviser samfundssind, og at offentlige myndigheder ikke handler med dybt suspekte selskaber.

Det er på tide, at vi vågner op til dåd, for uligheden er steget over de sidste 20 år. Ifølge en rapport, som Cevea har lavet i samarbejde med SF, så er toppen stukket fuldkommen af fra resten af danskerne. Særligt den rigeste procent har skovlet penge ind.

De lavere indkomstgrupper har oplevet det modsatte. Deres indkomststigninger er aftaget eller gået i stå, og de allerfattigste har som nævnt simpelthen fået færre kroner og øre på lommen. Har vi i vores mest velstående øjeblik i verdenshistorien ikke råd til, at de fattige følger med resten af os? Selvfølgelig har vi det, og det tror jeg egentlig, at de fleste danskere, uanset hvad de stemmer, er enige med os i.

Ser vi på formuerne, er billederne af et forandret Danmark i øvrigt endnu mere groteske. Siden årtusindeskiftet har landets formuer koncentreret sig hos den rigeste procent i så udpræget grad, at vi er blevet et af de mest ulige lande i hele OECD, når man ikke medregner arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, der ikke eksisterer i alle landene.

Er det tilfældigheder eller hokuspokus, der har gjort et af verdens mest lige lande betydelig mere ulige? Nej, det er politiske valg. Den stigende ulighed udspringer i overvejende grad fra politiske beslutninger vedtaget af tidligere og nuværende borgerlige regeringer.

En række skattereformer gennemført siden 2001 har givet den rigeste procent en samlet årlig gevinst på 95.000 kr. i gennemsnit. Den gradvise afvikling af mellemskatten, Rødvinsreformen og sænkelse af kapitalbeskatningen i både 2009 og 2010 har været en af de væsentligste årsager til den stigende ulighed efter finanskrisen. Sideløbende med dette har man måske endnu vigtigere undladt at sætte ind, mens indtjeningen på arbejdsfrie indkomster er steget, uden at vores skattesystem er fulgt med.

Imens dette svigt af den omfordeling, Danmark har været så kendt og elsket for, har fundet sted, har helt almindelige borgere oplevet deres velfærd skrante alvorligt. Deres forældre kan pludselig ikke få plads på plejehjemmet, deres sygeplejerske-kæreste falder om i sofaen efter hver eneste stadig hårdere arbejdsdag, og pædagogerne har ikke tid til at tage sig ordentligt af deres børn.

Uanset i hvilken sammenhæng de møder det offentlige, er det, som om der er sket noget. Et lille flertal af danskerne mener, at den offentlige sektor kun i nogen eller mindre grad er i stand til at levere gode ydelser inden for syv af de vigtigste velfærdsområder, og et markant flertal er usikre på den offentlige sektors evne til at levere en værdig alderdom. På et mere generelt plan er trygheden i samfundet faldet.

Er det, fordi vores offentligt ansatte svigter deres opgave? NEJ. Tværtimod har vi svigtet vores opgave med at give dem de rammer, de fortjener og har brug for, for at kunne passe godt på vores syge, ældre og unge. Den manglende tryghed har en årsag: Det er bestemt ikke noget, folk bilder sig ind.

Danmarks Statistik fremskriver, at der vil være omkring 140.000 flere ældre over 65 i 2025. Forventningen er, at der vil være cirka 46.000 flere børn i alderen 0-4 år i 2025. Hvis det offentlige forbrug skal følge med, skal det stige med 0,65 pct. årligt. Skal det offentlige forbrug oven i demografien følge med i velstands- og kvalitetsudviklingen i resten af samfundet, skal det stige med mindst 1,1 pct. om året.

Hvis det er sort talsnak for dig, så er pointen denne: Løkkes politik er ikke i nærheden af at dække det velfærdsunderskud, der vokser sig stadig større. Fortsætter vi med at blive regeret af borgerlige flertal, vil danskernes utryghed vokse.

Det er den skævhed, jeg ser en reaktion på overalt i samfundet lige nu. Skævheden mellem rige, der bliver stadig rigere, og et fællesskab, der krakelerer mere og mere. Og det er den reaktion, der gør, at jeg glæder mig til valget. For ulig det, som danskerne er blevet fortalt i årevis nu, så er der INTET, der dikterer, at det behøver at være sådan.

Når centrum-venstre forhåbentlig vinder magten igen, så får vi travlt. Der er skæve balancer, der skal rettes op. Grupper af befolkningen, vi står i gæld til, fordi de har løftet uforholdsmæssigt meget. Her ser jeg især tre overordnede områder vi skal sætte ind på:

En fair skat skal finansiere fremtidens velfærd

For at fremtidssikre velfærden bliver det nødvendigt at sætte en stopper for skattestoppet og inddrive mere i skat. Og eftersom almindelige lønmodtagere i forvejen betaler rigeligt i skat af deres indtjening, skal pengene selvfølgelig hentes ved, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.

Vi foreslår en topskat på arbejdsfrie indkomster – altså på aktier og værdipapirer – fordi skattelettelsen på disse er en af de skæveste samfundsforandringer i adskillige år. Samtidig bør vi indføre en minimal skat på meget store formuer. Det har selv den danske ejendomsmilliardær Djaffar Shalchi foreslået. Vi bør også indføre en skat på reklamer, så techvirksomheder ikke kan smyge sig udenom og underbyde nationale medier, og selvfølgelig også se på en fælles europæisk mindstesats for selskabsskatten, så virksomhederne ikke kan bruge de forskellige satser til at spille landene ud mod hinanden.

Genindfør demokratisk kontrol med økonomien

Vi skal slet og ret gennemregulere finanssektoren, øge indsatsen mod kreative skattekonstruktioner og skattesvindel, samarbejde om en skat på finansielle transaktioner, og splitte monopoler op, når de truer den frie konkurrence og/eller forbrugernes sikkerhed. Vi skal ikke være naive, når nye, globale aktører som Amazon kommer anstigende med nye forretningsmodeller.

I årevis har politikere talt og talt om regulering af banksektoren. Nu er både vi, Enhedslisten og sågar Socialdemokratiet kommet med helt konkrete, gennemførbare forslag til, hvad der kan og skal gøres. Hvis vi vinder valget, så skal vi sætte os ned med det samme og sørge for, at danskernes tillid bliver vekslet til regulering, som finanssektoren kan mærke!

Green New Deal

Den grønne omstilling skal ikke være et halehæng til økonomien – den skal ind i selve hjertet. Vi tror ikke på, at klimakrisen skal løses af den enkelte forbruger, men at alle sektorer skal forholde sig dertil. Derfor bør vi afskaffe udvalgte sektorers friholdelse fra afgift på fossile brændsler, så vi tager klimastik hjem og beskatter mere retfærdigt i samme ombæring.

Samtidig kan man ligestille landbrugets ejendomsskatteregler med andre industriers og skabe klarere regler og mere transparens, hvad angår almennyttige fonde, så man ikke kan slippe for skattebilletten ved at gemme sin profitvirksomhed i en fond.

For 4 år siden havde jeg håbet på disse ændringer, men jeg er ikke sikker på, at jeg havde troet på dem. I dag brænder et nyt håb i mit bryst, fordi jeg kan mærke, at det også brænder i så mange danskeres. Lad os ikke henfalde til kynismen, men i stedet se hinanden i øjnene og sige: Vi KAN, vi VIL og vi SKAL have en anden kurs for Danmark.

En kurs, hvor vi igen bliver verdenskendt for at være et sted, hvor de fattige har det godt, hvor systemet behandler sine borgere med respekt, og hvor de, der har lommerne fulde, hjælper med at sørge for, at ingen lommer er tomme.