Del

Regeringen løber fra aftale om drikkevandsbeskyttelse

13-02-2023

SF’s miljøordfører Carl Valentin kalder det en skandale, hvis ikke regeringen indfører et nationalt forbud mod sprøjtegifte omkring drikkevandsboringer. Det har tidligere været en del af aftalen fra 2019 om at sikre det danske drikkevand.

Vi er vidne til en helt grotesk behandling af noget så vigtigt som vores drikkevand. Regeringen skylder en forklaring her, for det ligner, at de løber fra en aftale,” siger han.

Udtalelsen følger i kølvandet på det faktum, at det ved udgangen af året kun er lykkedes at beskytte fem procent af de i alt 3004 boringsnære beskyttelsesområder. I 2019 indgik et bredt flertal i Folketinget ellers en aftale om netop at sikre beskyttelsesområderne.

Aftalen skulle bero på frivillighed mellem kommunerne og landmændene, og hvis ikke beskyttelsen var sikret i slutningen af 2022, skulle et generelt sprøjteforbud indføres.

De frivillige aftaler er slået helt og aldeles fejl. Er regeringens løsning, på at frivilligheden ikke duer, helt at fjerne konsekvensen og forbuddet?” spørger Carl Valentin.

I stedet håber miljøordføreren og SF, at regeringen overholder den originale aftale og indfører et sprøjteforbud. Når landmændene sprøjter deres afgrøder tæt på drikkevandsboringerne, driver giften nemlig ned i grundvandet, og det kan have sundhedsskadelige konsekvenser.

Det skal vi jo for alt i verden undgå. Det var derfor, vi indgik den her aftale i sin tid. Det er et afgørende forsigtighedsprincip, at man ikke sprøjter lige ved drikkevandsboringerne.