Del

SF er ude af forhandlinger om skattelettelser efter krav om velfærd

14-12-2023

SF er ude af forhandlinger om skattelettelser efter krav om, at velfærd skal fylde mere og skattelettelserne markant mindre frem mod 2030. Sådan lyder det fra formand Pia Olsen Dyhr.

”Vi sagde ligeud på første møde, at vi klokkeklart mener, at velfærden skal fikses først. I stedet for giver SVM-regeringen skæve skattelettelser, og det er helt forkert,” siger Pia Olsen Dyhr.

Mange danskere oplever, at velfærden er i knæ. At ens ældre mor eller far ikke kan få den plejehjemsplads, de har behov for. At der ikke er råd til at give den lille pige eller dreng, som har brug for det, ekstra støtte i børnehaven eller folkeskolen. At sygeplejersker og andre sundhedsansatte på sygehuse og i psykiatrien nu må løbe endnu hurtigere. Så at skæve skattelettelser nu skal gennemføres og så hurtigt, det skriger til himlen.

”Vi havde hellere set, at man lavede en skatteomlægning, hvor der ikke var behov for at tage af de milliarder fra råderummet, som kunne bruges til velfærd,” siger Pia Olsen Dyhr.

SF dumpede allerede regeringens udspil, da det blev præsenteret og ville hellere bruge råderummet på at investere i velfærden

Skatteplanen ser nu ud til at blive endnu skævere, end det var lagt op til. Således vil regeringen nu ikke bruge 17 gange, men 22 gange mere på de rigeste i forhold til den tiendedel med mindst. Det skriver Jyllands Posten.