Del

SF: Der er brug for langsigtede løsninger i sundhedsvæsenet

02-04-2023

To milliarder kroner. Så mange penge, ønsker SF, skal gå direkte til vækst i sundhedsvæsenet for at fremtidssikre det.

Det fremgår af partiets nye sundhedsudspil, der blev præsenteret op til det årlige landsmøde den 01. og 02. april. Udspillet har til formål at skabe konturerende til en genopbyggelse af et sundhedssystem, der efterhånden er på randen af et sammenbrud. Det danske sundhedssystem lider nemlig under et enormt pres fra tre faktorer: besvær med at rekruttere, den demografiske udfordring samt fremtidssikring i forhold til det voksende pres, som sundhedsvæsenet kommer til at opleve fremadrettet.

Tiden er ikke inde til flere kortsigtede akutpakker. Der skal langsigtede løsninger til,” fortæller SF’s formand Pia Olsen Dyhr og udfolder resten af sundhedsudspillet.

Udover de to milliarder til vækst i sundhedsvæsenet ønsker partiet at tilføre yderligere to milliarder til at møde det naturlige behov, der opstår som følge af demografien. Beløbet skal sikre, at der følger penge med til mere personale, i takt med at der kommer flere ældre og børn.

Slutteligt ønsker SF også at afsætte to milliarder voksende til tre milliarder til ligeløn. Pengene skal bidrage til rekruttering og fastholdelse af en lang række faggrupper i blandt andet sundhedssektoren.

Jeg håber, at de her penge kan starte en proces, hvor man virkelig kommer i dybden og får lavet en grundig reform, så vi ikke får endnu en af de her reformer, der hurtigt løber ud i sandet, og som medierne så kan fortælle ikke har virket,” siger Pia Olsen Dyhr.