
SF-Langeland fejrer 1. maj i Ørstedsparken i Rudkøbing med tre stærke talere og et muntert orkester.
Én fra kommunen, én fra regionen og én fra Folketinget – tre stærke kvinder holder tale, når SF-Langeland markerer 1. maj på Langeland.
SF inviterer alle med til festen, når vi fejrer Arbejdernes Internationale Kamp- og Festdag i Ørstedsparken i Rudkøbing 1. maj kl. 13-16.
Det er nu to år siden, at SF genoplivede den gamle tradition med at markere kampdagen, og den har vist sig holdbar – langt over 100 mødte op både i 2024 og 2025. Men vejret var altså også vældig godt begge gange.
De tre talere indtager festteltet i Ørstedsparken på skift mellem kl. 13 og 16. Fokus vil være velfærd og grøn omstilling, og talerne er alle SF’ere: Lise Müller, Assens, nyvalgt medlem af Folketinget, Sara Darling Jørgensen, Tåsinge, medlem af Regionsrådet Syddanmark og Nynne Printz, medlem af Langeland Kommunalbestyrelse.
SF Langelands nye formand, Laus Damgaard Jørgensen, binder enderne sammen, og ind imellem spiller Fuseldram – et muntert orkester, der nyfortolker den swingende danske sangskat fra primært 30’erne og 40’erne. Bandet holder af muntre og viltre tekster om alt fra livet i rendestenen, forelskelser, ølhunde, natlige udskejelser, baggårdspoesi til “Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes”, og man må vistnok hjertens gerne synge med.
Bandet består af fire rutinerede musikere: Tommy Neperus (sang og guitar), Jesper Hertz (klaver), Uffe Ipsen (kontrabas) og Andreas Bay Estrup (trommer og kor).
Der er gratis adgang for alle til Ørstedsparken. Øl, vand, kaffe, sandwicher og kage kan købes.
I SF Langeland mødes vi en gang om måneden for bl.a. at drøfte dagsordenen til det kommende kommunalbestyrelsesmøde. Vi mødes i Borgerhuset, Ahlefeldtsgade 13-15, 5900 Rudkøbing.
Kl. 19 gennemgår vores to medlemmer af kommunalbestyrelsen dagsordenen til kommunalbestyrelsen med fokus på et-tre vigtige punkter. Herefter åbnes for en gæst og/eller en temadrøftelse om et aktuelt emne.
Møderne holdes altid torsdagen før det månedlige møde om mandagen i Langeland Kommunalbestyrelse (dagsordenen foreligger om onsdagen på https://langelandkommune.dk/politik-og-indflydelse/dagsordener-og-referater
Medlemsmøde torsdag 23. april (kommunalbestyrelsesmøde mandag 27. april)
Medlemsmøde torsdag 21. maj (kommunalbestyrelsesmøde tirsdag 26. maj)
Medlemsmøde torsdag 18. juni (kommunalbestyrelsesmøde mandag 22. juni)
Medlemsmøde torsdag 10.september (kommunalbestyrelsesmøde mandag 14. september)
Medlemsmøde torsdag 1. oktober (kommunalbestyrelsesmøde mandag 5. oktober)
Medlemsmøde torsdag 12. november (kommunalbestyrelsesmøde mandag 16. november)
Medlemsmøde torsdag 10. december (kommunalbestyrelsesmøde mandag 14. december) (torsdag 10.)
