Del

En ny grøn regering skal kræve markante reduktioner fra landbruget

07-10-2022

Ingen regering på SF’s mandater med en vissengrøn politik. Pia Olsen Dyhr vil have sikkerhed for klimamålet samt sætte et nyt og mere ambitiøst mål om CO2-neutralitet senest i 2040.

”Fra 2040 skal vi som land ikke længere overtrække på klodens ressourcer, men derimod give tilbage og levere et positivt bidrag til den,” siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Det kræver markante reduktioner fra landbruget, simpelthen fordi landbruget er den største udleder af klimagasser.

SF kan derfor ikke se sig selv forhandle et nyt regeringsgrundlag, hvor der ikke stilles nye markante krav til netop landbruget.

”Landbruget er allerede Danmarks klart største klimasynder, og hvis vi ikke gør noget, vil det om cirka ti år stå for halvdelen af Danmarks udledninger,” siger Pia Olsen Dyhr.

Det skal der til for at nå SF’s krav:

– Krav om reduktioner på 9-10 mio. ton CO2eq. Der ligger allerede aftalt reduktioner på ca. 5 mio ton frem mod 2030, så SF kræver altså næsten en fordobling.

Partiet lægger op til:

  1. En ambitiøs CO2-afgift på landbruget.
  2. De klimaskadelige lavbundsjorde skal tages ud af drift.
  3. Der skal også tages andre jorde ud til skov, anden natur eller omlægning til økologi.
  4. Der skal stilles flere krav til husdyrbrug, hvilket sammen med et mindre areal vil betyde færre husdyr. Endvidere skal dyrkning af planteføde udbredes, hvilket yderligere vil reducere behovet for husdyr.
  5. Alt staldgylle skal behandles med bioforgasning eller pyrolyse – med undtagelser for helt små brug – og gylle skal afkøles og/eller tømmes hyppigt.
  6. Der skal bruges fodertilsætningsstoffer (og genetik) mv. for at begrænse metanbøvser fra kvæg.
  7. Marker skal i højere grad dyrkes med brug af mindre selvkørende maskiner, droner etc. og gødningsmængderne skal nedbringes.

En klimaafgift på 750 kr. pr. tons CO2eq vil i høj grad fremme en række af de nævnte tiltag, men kan ikke nødvendigvis stå alene.

Der er f.eks. også brug for at udnytte EU’s landbrugsstøtte til at give incitamenter til den grønne klimaomstilling i landbruget, herunder etablering af ny skov. Og det kan vise sig, at en effektiv klimaafgift fører til en anden sammensætning af virkemidler end ovenfor.