Del

VALGPROGRAM 2025 SF FAABORG-MIDTFYN

Hvis du vil printe valgprogrammet er det her som PDF: SFFMKValgProgram

INDLEDNING:

I en verden, hvor tempoet er højt, adskillelsen og ensomheden er stor, er det vigtigere end nogensinde at genopdage fællesskabet.

Vi stræber efter et samfund, hvor vi tager os tid til at lytte til hinanden, skabe plads til ro og refleksion, og hvor naturen får lov at blomstre vildt og frit. En verden hvor vi tager ansvar for både hinanden og vores natur, og hvor vi arbejder sammen for at mindske uligheden.

Vores børn skal stortrives i et trygt og støttende fællesskab, og vi vil skabe en kommune, hvor det er lige så trygt at blive gammel, som det er at være ung.

Vi ser hinanden og naturen som en værdifuld del af vores fælles rejse – en rejse, hvor alle har mulighed for at blomstre.

Dette er i tråd med SF´s 7 pejlemærker:

  • Retfærdig pension
  • Velfærd over skattelettelser
  • Fuld fart på den grønne omstilling
  • Giv vores børn og unge ro på
  • Mere tid til familien og livet
  • Styrk fællesskabet
  • Et trygt og sikkert Danmark

Langt de fleste mennesker i Faaborg-Midtfyn kommune har et godt og trygt liv og giver udtryk for at have en høj livskvalitet.

Men der er også en del, som ikke er i trivsel. Det kan have mange årsager, og her har kommunen et medansvar for at skabe rammer, der fremmer disses trivsel.

Det kan blandt andet ske gennem:

  • Tidligere opsporing og forebyggelse.
  • Større samarbejde på tværs af forvaltninger, når familier er i mistrivsel.
  • Bedre understøttelse af det store foreningsarbejde, der er i kommunen, og understøtte at foreningerne også inkluderer udsatte borgere.

Som kommune har vi ikke magt over fordelingspolitikken, og vi har en meget stram økonomi, men vi stræber efter at fordele de ressourcer, vi har adgang til, så de borgere med størst behov for hjælp også får den.

Det gode børneliv: GIV BØRN OG UNGE MERE RO PÅ

Gode vuggestuer, dagplejere og børnehaver spiller en helt afgørende rolle i forhold til børns tidlige udvikling og børneliv. Derfor skal vi sikre, at der er tid til at hjælpe alle børn godt på vej i de første vigtige år. Det skal der være plads og rum til. Desværre oplever mange børn at blive presset hurtigere fra vuggestue til børnehave og fra børnehave til skole, fordi det er billigere for kommunekassen. Vi mener, det er på tide at sætte farten ned og give vores børn mere ro på. Det gælder i vores vuggestuer, børnehaver og dagplejer, hvor der skal være tid nok til at blive krammet, trøstet og til leg. Det kræver, at der er voksne nok til børnene. Dygtige pædagoger, pædagogiske assistenter og medhjælpere, der kan sikre, at alle børn bliver set og hørt.

Flere børn end nogensinde føler sig tynget af livet. Vi ser børn og unges mistrivsel som en af vor tids største udfordringer. Det er ikke deres ansvar, men samfundets. Børn og unge er ikke problemet, de viser et problem.
Farten skal sættes ned – mulighed for udsat skolestart, kortere skoledage, afskaffet de nationale test, mindre pres på at skulle rykke op i børnehave i utide – fordi det sparer kommunen for lidt penge.

Folkeskolen skal både danne og uddanne, samtidig med at alle børn trives. Og så er det i børnenes skole, at den demokratiske grundstamme skal sikres og udvikles.

En af folkeskolens vigtigste kvaliteter er, at den kan give alle elever de bedste muligheder for at lære uanset familiens sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige baggrund. Det skal vi både sikre og styrke.

Vi har en fantastisk folkeskole men i en årrække har den været alt for centralt styret med stive rammer, tests og læringsmål. På trods af flere timer i dansk og matematik er børnene ikke blevet dygtigere, og flere børn mistrives. Væk fra de stive rammer, tests og læringsmål. Mere fokus på formålet med skole: at give børn en grundlæggende dannelse, reflektere kritisk og få kundskaber og færdigheder. Børn skal blive til nogen, hvis de også skal blive til noget.

Vi skal sætter folkeskolen fri, så lærere, pædagoger, elever, ledere og forældre lokalt kan skabe den skoledag, der er bedst for børnene.

Mere frihed vil også betyde, at folkeskolen kan blive drejet i en mindre boglig retning og give mere plads til de børn, der har svært ved at sidde stille, eller som ikke er bogligt stærke. Der skal være mere tid til de praktiske fag og flere unge skal have mulighed for at komme i mesterlæreordninger. Alle børn har godt af en skole for både hånden og ånden.

De unge skal have tid til at udvikle sig. De skal have mulighed for både at vælge og vælge om, og der skal også være plads til et sabbatår eller to efter gymnasiet og inden uddannelsen, hvis det er det, de har lyst til.

Det er ikke karakterer og eksamener, der skaber dygtige studerende. Det er gode uddannelser og undervisere med tid til den enkelte elev.

Det gode ungeliv i FMK

Børn og Unge skal have de bedste muligheder – hele vejen

SF var i den forgangne valgperiode en del af signaturprojektet børn og unges mentale trivsel, som havde til formål, at Faaborg-Midtfyn kommune gennem en periode, og gennem en inddragende proces, skulle udvikle nogle initiativer for at forbedre børn- og unges mentale trivsel. SF mener, at der skal være et langt større fokus på alt for højt tempo, for høje forventninger til egne præstationer og mistrivsel helt generelt – hvilket man har fået gennem dette signaturprojekt. SF er meget positivt stemt overfor udkommet af projektet, men det er stadigvæk essentielt, at der følges op på det for at se, hvilken virkning det har haft.

Unge i Faaborg-Midtfyn skal have de bedste muligheder for at trives, udvikle sig og drømme stort. Vi ønsker en kommune, hvor fællesskaber styrkes, og hvor unge føler sig hørt og anerkendt.

Det skal være nemt at finde sin vej – uanset om det er gennem uddannelse, fritidsliv eller arbejde. Alle unge fortjener at vokse op i et miljø, der giver tryghed, inspiration og muligheder tæt på hjemmet.

I SF Faaborg-Midtfyn kæmper vi for, at alle børn og unge skal have mulighed for at udvikle sig, trives og finde deres vej i livet – uagtet baggrund. Derfor vil vi styrke de indsatser, der støtter unge i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse og voksenliv.

Når vi investerer i de unge, investerer vi i en stærkere og mere levende kommune – nu og i fremtiden

Derfor vil vi i SF arbejde for:

Individuel vejledning til alle fra 8. klasse

Vi ønsker, at alle unge allerede fra 8. klasse får adgang til individuel, kvalificeret vejledning om uddannelse, job og livet efter folkeskolen. Det handler ikke kun om karakterer, men om at se den enkelte, forstå deres drømme og hjælpe med at lægge en realistisk og inspirerende plan for fremtiden. Vi vil sikre, at ingen ung står alene, og at vejledningen tager højde for både personlige og sociale forhold.

Styrkelse af unge-guide-ordningen

Vi vil styrke unge-guide-ordningen i kommunen. Unge-guider spiller en afgørende rolle i at bygge bro mellem unge og de muligheder, som samfundet stiller til rådighed. De er rollemodeller, støttepersoner og vejvisere – og de gør en forskel. Derfor vil vi gerne udvide ordningen og sikre, at flere unge får glæde af en fast kontaktperson, som kan hjælpe med alt fra uddannelsesvalg til personlig trivsel.

Ungdomsskolen skal være for alle unge uanset alder

Vi ønsker at udvide ungdomsskolens aldersgrænse, så den også kan omfatte unge op til 24 år. Mange unge har brug for et fællesskab og et trygt sted at udvikle sig – også efter de fylder 18. Ungdomsskolen kan være med til at fastholde unge i fællesskaber, give dem nye kompetencer og skabe en positiv vej ind i voksenlivet. SF vil arbejde for, at ungdomsskolen bliver en inkluderende platform for læring, kreativitet og fællesskab – også for de unge, der har brug for lidt længere tid.

Omsorg og ældrefællesskaber i Faaborg-Midtfyn

 – nye løsninger for en bedre fremtid

I Faaborg-Midtfyn skal vi sikre en værdig ældrepleje, hvor både borgere og medarbejdere trives. Vi står over for et sundhedsvæsen under pres, hvor flere ældre og en stigende andel af multisyge

borgere kalder på handling – og den skal komme nu.

Tidlig indsats og forebyggelse skal være en hjørnesten
Vi ved, at tidlig udredning og forebyggelse gør en forskel. Når vi sætter ind tidligt, forbedrer vi livskvaliteten for den enkelte, styrker arbejdsmiljøet for vores medarbejdere og bruger ressourcerne bedre. I Faaborg-Midtfyn skal vi investere i løsninger, der forebygger frem for at lappe, når skaden er sket.

Flere kompetencer til plejepersonalet

Med en stigende andel af ældre med komplekse sygdomsforløb skal vi styrke kompetencerne hos vores medarbejdere. Vi vil investere i efteruddannelse og specialiseret viden, så personalet er klædt på til at håndtere fremtidens udfordringer – og så vi kan fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.

Styr på medicinen – både for borgerne og miljøet

Udgifterne til medicin er stigende, og mange borgere vælger at undlade at hente deres medicin af økonomiske årsager. Det skal vi ændre. Samtidig skal vi have øget fokus på en mere ansvarlig brug af medicin, herunder antibiotika, og vi skal mindske miljøbelastningen fra medicinrester.

Ældrefællesskaber og nye boligformer

Fremtidens ældrepolitik handler også om, hvordan vi bor. Vi vil arbejde for, at ældreboliger og plejecentre i fremtiden tænkes sammen og bliver en integreret del af lokalsamfundet i

Faaborg-Midtfyn. Fællesskaber skaber livskvalitet – både for de ældre og for lokalsamfundet omkring dem.

I Faaborg-Midtfyn skal vi gå forrest med løsninger, der sikrer en værdig alderdom, bedre arbejdsvilkår og et sundhedssystem, der holder.
Trivsel mellem ældre og børn

I SF vil vi arbejde for, at generationerne får tættere kendskab til hinanden. Det kan ske gennem børnehave/skoleklasse samarbejde med plejehjem eller ”ældreforeninger”.

Trivsel mellem generationer

SF vil arbejde for bedre trivsel og samvær generationerne imellem.

Det vil styrke trivslen, samværet og højne livskvaliteten for børn, unge og ældre.

SF tænker ud af boksen og vil arbejde for boformer fra “vugge til grav”, som kan være

børneinstitutioner og plejehjem under samme tag og styrke fællesskab på tværs af generationerne. Også bofællesskaber, hvor unge, ældre og børnefamilier bor, så de kan hjælpe hinanden og nyde godt af samværet, vil være godt for øget trivsel mellem beboerne og mindske mistrivsel og ensomhed for alle aldersgrupper.

Ungarbejdere på plejehjem og i børneinstitutioner bør praktiseres mere, da det styrker forståelsen for hinanden og til stor glæde for børn, unge og ældre.

Handicap

Borgere med et fysisk eller psykisk handicap skal kunne leve et værdigt, respektfuldt og aktivt liv med samme muligheder som borgere uden funktionsnedsættelser. SF arbejder for bedre uddannelsesmuligheder, et mere rummeligt arbejdsmarked og flere handicapvenlige boliger. Derudover skal vi fortsat arbejde for fuld tilgængelighed og

dermed bedre adgang til kommunikation og information for borgere med handicap. Derfor er FN’s Handicapkonvention et vigtigt pejlemærke for handicappolitikken i SF.

Derfor kæmper vi for:

Flere handicapvenlige boliger
En styrkelse af rehabiliteringsindsatsen for borgere med handicap via koordinerede og sammenhængende indsatser.
Borgere med handicap skal have ret til individuel bopæl.
Styrkelse af PPR så de i højere grad kan støtte børn og unge, der f.eks. har lettere angst eller depression. Så behov for mere intensiv behandling undgås.
Støtte til at børn og unge med handicaps i højere grad inkluderes i det almindelige foreningsliv.
At der skal være det fornødne antal pladser i offentlige tilbud, så køb af tilbud hos fordyrende private udbydere undgås.
Støtte, vejledning og fleksible forløb på ungdomsuddannelser, der kan kompensere for den unges handicap, et løft af kvaliteten og større valgfrihed på den Særlig Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU).
Tilgængelighed for handicappede skal styrkes i forhold til planlægning af de fysiske rum og adgang til offentlige ydelser på blandt andet sundhedsområdet.

Sundhed

Lighed i sundhed er vigtig. Det skal ikke være den enkeltes uddannelse eller økonomi, der skal være afgørende for sundheden. Desværre forholder det sig ikke sådan. SF arbejder for at vi opnår større lighed i sundhed. Derfor arbejder vi også for:

Politisk vilje til kvalitet i sundhed i Faaborg-Midtfyn Kommune
I SF kæmper vi for en Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor sundhed ikke er et privilegium for de få, men en ret for alle. Vi vil skabe større lighed i sundhed – for det skal ikke være dit postnummer, din baggrund eller din indkomst, der afgør, hvor sundt og langt et liv du kan leve. Sundhed er et fælles ansvar, og det kræver politisk vilje og klare investeringer i både kvalitet og forebyggelse.

Vi tror på, at den bedste sundhed begynder tæt på borgerne. Derfor ønsker vi at styrke den nære sundhed og sætte langt tidligere ind – både fysisk og mentalt. I Faaborg-Midtfyn skal alle borgere have adgang til sundhedstilbud, der giver mening og skaber værdi i hverdagen. Det gælder uanset om man bor i Ringe, Broby, Kværndrup eller i de mindre landsbyer.

Regionen får fremadrettet hovedansvaret for sundhedsopgaverne, og for SF er det i den forbindelse vigtigt, at kæmpe for nære og forebyggende løsninger.

Vi ønsker:

Flere forebyggende hjemmebesøg og sundhedssamtaler

Vi vil udvide tilbuddene om hjemmebesøg og sundhedssamtaler, så ældre og udsatte borgere i hele kommunen får støtte til at bevare et godt helbred og livskvalitet – længe inden sygdom eller ensomhed banker på døren.

Tværfagligt samarbejde mellem fagområder

Borgerne skal opleve én sammenhængende indsats – ikke siloopdelte systemer. Vi vil styrke samarbejdet mellem sundhed, ældrepleje, socialområdet og psykiatrien, så vi ser hele mennesket og skaber trygge og effektive forløb.

Styrkelse af mental sundhed

Trivsel er en hjørnesten i et sundt liv. Derfor vil vi støtte op om samtalegrupper for pårørende, lave lavtærskel tilbud og udvikle flere meningsfulde fællesskaber, hvor både børn, unge og voksne kan finde støtte og sammenhold.

Sunde fællesskaber og bevægelse i hverdagen

Sundhed skal være en naturlig del af hverdagslivet. Vi vil skabe stærke partnerskaber med lokale foreninger, skoler og frivillige, så det bliver lettere at være aktiv, spise sundt og tage del i fællesskabet – uanset alder og fysisk formåen.

Lige adgang til sundhed – i hele kommunen

Uanset om du bor midt i Faaborg eller ude på landet skal du kunne få hjælp, rådgivning og behandling. Vi arbejder for mobile løsninger, digitale sundhedstilbud og lokal tilstedeværelse, så ingen bliver ladt i stikken på grund af afstand.

Sundhed handler ikke kun om behandling, men om at skabe rammer for et trygt, aktivt og meningsfuldt liv – i alle livets faser.

Det kræver mod, prioritering og en vilje til at gøre tingene anderledes. Den vilje har vi i SF. Vi er klar til at tage ansvar for en sundhedspolitik i Faaborg-Midtfyn Kommune, der sætter borgerne først – med kvalitet, nærhed og lighed.

Beskæftigelse:

Med den nye beskæftigelsesreform får kommunerne friere rammer for beskæftigelsesindsatsen. Men der er risiko for, at indsatsen overfor de unge og de mest udsatte ledige svækkes.

SF vil kæmpe for at vi kommunalt udnytter den nye frihed til i samarbejde med de forskellige

organisationer på arbejdsmarkedet styrker og skræddersyer løsninger, så flest muligt får mulighed for job og uddannelse.

Klima og Miljø

SF ønsker, at borgernes sundhed og beskyttelsen af miljøet skal veje tungt, når der gives tilladelser til etablering og udvidelse af landbrug, industri og offentlige anlæg.

Vild natur:

Den vilde natur i Danmark er truet. Vi har de sidste 40 år mistet næsten 3 millioner fugle, og flere arter er helt forsvundet. Det skyldes blandt andet mangel på plads, opsplitning af naturområder, bebyggelse og barrierer fra veje, der går på kryds og tværs af
landskabet. Samtidig dræber ammoniak, nitrat og gift fra landbruget bier og andre insekter, som er fødekilder for fuglene.

Den udvikling vil vi vende. Vi vil have mere vild natur og urørt skov, større sammenhængende naturområder og mere bynær natur.

Derfor vil SF arbejde for, at der skabes et større sammenhængende naturområde i den midterste og nordlige del af kommunen, så der skabes bedre forudsætning for at genetablere biodiversiteten

Havnaturen skal have langt mere plads med store beskyttede områder fri for klapning, råstofindvinding og destruktivt fiskeri.

De lokale konsekvenser ses tydeligt i det sydfynske øhav, hvor der om sommeren opstår iltsvind og fedtemøg som følge af al for meget kvælstofudledning.

Landbruget står for 70% af kvælstofudledningen. Derfor skal vi hurtigt have reduceret dette udslip.

Grundvand

SF vil have et forbud mod brug af sprøjtegift i alle sårbare vandindvindingsområder. Fremover skal områderne enten bruges til økologisk landbrug eller udlægges til natur, så driften ikke belaster drikkevandet..
Dette skal bidrage til at vi får genskabt liv i det Sydfynske øhav og får øget plante- og dyreliv.

Klima

I SF mener vi, at det er vigtigt, at kommunen spiller en aktiv rolle i forhold til at nå 2030-klimamålene (70% CO-reduktion) og meget gerne mere end dem.

Vi skal indtænke klimamæssige konsekvenser som et overordnet princip ved enhver beslutning, der har betydning for klimaet.

SF ønsker, at Faaborg-Midtfyn skal være førende med hensyn til begrænsning af energiforbruget og formindskelse af udledning af drivhusgasser – såvel i forbindelse med kommunens egne aktiviteter som i et samarbejde med kommunes private virksomheder og borgerne.

SF arbejder derfor konsekvent for:

At der stilles krav om lavenergihuse/passivhuse ved udarbejdelse af nye lokalplaner, der skal samtidig tages større hensyn til eksisterende natur.

At der skabes muligheder for alternative boformer som husbåde ved Faaborg Havn og kommunens øvrige havne, og Tiny Houses. Vi foreslår derfor, at der udpeges områder, hvor det bliver muligt at etablere alternative boligformer og evt her dispensere for regler, der hindrer dette. At vi fortsætter indsatsen for at begrænse energiforbruget i kommunens egne bygninger og anlæg.

Med aftalen for kommunernes økonomi for 2026 skal det undersøges, om man lettere kan få sat solceller op på kommunale bygninger. Når reglerne lempes, vil vi i SF arbejde for etablering af solceller på større kommunale bygninger.

Efter SF’s opfattelse kan nye klimaløsninger indenfor landbruget samt plantebaserede fødevarer og grønne proteiner blive Danmarks næste ’vindmølleeventyr’ og give store bidrag til den globale klimaindsats. For udover ambitiøse klimamål har Danmark også mange engagerede landmænd og dygtige virksomheder og forskere indenfor landbrugs- og fødevareområdet. Hvis vi skal indfri potentialet kræver det, at vi tør satse på området med klare politiske mål og midler til forskning og udvikling.

SF er enig i Danmarks overordnede mål om øget andel af vedvarende energi. SF vil derfor støtte etableringen af større solcelleanlæg på dertil egnede arealer. Vi erkender, at det i vores kommune er svært at finde egnede arealer til opstilling af kæmpevindmøller. Og da SF som nævnt har som mål, at der i kommunen produceres stadig mere vedvarende energi, ser vi solceller som et meget fint alternativ. Vi skal dog også i forhold til solcelleanlæg stille krav om, at de placeres, så de ikke er til stor gene for de berørte lokalområder.

SF vil derfor også at arbejde for, at kommunen udarbejder en overordnet plan for placering af solcelleanlæg, når kommuneplanen skal revideres.

SF´s udspil til denne plan vil være, at solcelleparker primært skal ligge op ad motorvejsnettet og tæt på erhvervsområder.

I SF finder vi det naturligt, at kommunen står i spidsen for arbejdet med at klimasikre Faaborg havn og by og andre områder, der trues ved højvande. Det er ikke kun berørte lodsejere, men også kommune og stat som skal bidrage til løse denne opgave.

I SF arbejder vi for klimahensynet indtænkes i arbejdet med infrastrukturen. Vi arbejder for en effektiv kollektiv trafik, der mindsker CO2-forureningen fra bilkørsel.

Desuden har det høj prioritet for os, at der fortsat arbejdes med at forbedre forholdene for cyklister og gående. Så flere i højere grad undlader bilen og tager cyklen eller går i stedet.

Fyn-Alssund: SF går ind for fortsat færgedrift mellem Als og Fyn: Færgerne skal være el-drevne. Det er klimamæssigt langt den bedste løsning.

Vi mener, at der er en stor risiko for at dele af Hornelands og Svanningebakkers natur smadres med en broforbindelse. Vi anser det for sandsynligt, at kommunen ikke får større gevinster men mange ulemper af en broforbindelse.

Link til SF´s landspolitik