Jeanette Sandberg

Jeg hedder Jeanette Sandberg, og jeg har siddet fire år i Assens Byråd. Tidligere har jeg siddet i Odense Byråd og været aktiv i en række forældrebestyrelser og -foreninger på børneområdet.

 

Min tilgang til politik er at gå konstruktivt ind i alle forhandlinger og søge indflydelse. Men også være kritisk opposition, når der er behov for det.

 

 

Trivsel, udvikling og læring for alle børn

Alle børn fortjener en barndom, hvor de trives og udvikler sig. Det kræver, at de voksne i dagtilbud og skoler har tid til det enkelte barn. Derfor vil SF kæmpe for, at vi investerer i vores skoler og dagtilbud.

 

En god og tryg alderdom

En god og tryg alderdom skal ikke afhænge af, om man har råd til at købe privat rengøring og anden hjælp. Der skal være tid til omsorg og værdighed i den kommunale ældrepleje. For SF er det derfor afgørende, at ældreplejen får et økonomisk løft, og at robotstøvsugere og velfærdsteknologi ikke skaber utryghed og øget brugerbetaling.

 

En ambitiøs klima- og miljøpolitik

Den grønne omstilling er et kapløb med tiden, som vi ikke har råd til at tabe. SF vil fortsat presse på for, at de fine ord i kommunens klimaplaner også bliver til reel handling. Vi skal have etableret energiparker med vedvarende energi, og vi skal have genoprettet livet i Lillebælt.