Del

KVINDERNES KAMPDAG: SF SÆTTER FOKUS PÅ KVINDERS SUNDHED OG TVANGSÆGTESKABER

08-03-2025

SF fejrer kvindernes kampdag med fokus på kvinders rettigheder i sundhedsvæsenet samt huller i lovgivningen om tvangsægteskaber.

Hvad angår kvinders sundhed, så har kvinder med sygdomme som endometriose, PCOS, fødselsskader og andre kvindesygdomme alt for længe døjet med lange ventetider, fejldiagnoser og manglende viden. Det har alvorlige konsekvenser for både den enkelte og for samfundet, siger SF’s politiske ordfører, Lisbeth Bech-Nielsen:

“Vi snakker om kvinder, der har måtte igennem 29 lægebesøg og 41 opkald for at få en simpeldiagnose. Kvinder, som på trods af voldsomme komplikationer efter fødsel er blevet mødt med ordene ’Ingen kvinder kan lide deres maver efter en fødsel’ i stedet for den hjælp, de har krav på. Det hører jo ingen steder hjemme!” siger SF’s politiske ordfører, Lisbeth Bech-Nielsen.

Som første skridt i kampen for at øge fokus på kvinders sundhed, foreslår SF, at nybagte mødre, der oplever komplikationer efter fødslen, skal tilbydes gratis opfølgning og genoptræning.

“I Københavns Kommune har vi allerede sikret, at 400 kvinder om året kan få tilbuddet. Det skal vi have udbredt til hele landet!” siger SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.

Hul i loven, der forbyder tvangsægteskaber
SF vil også lukke et hul i loven, der i dag lader nogle af de personer, der tvangsgifter kvinder gå fri og svigter kvinders ret til beskyttelse.

Når kvinder “frivilligt” indgår ægteskabspagten – ofte under pres fra deres nærmiljø og familie – risikerer de nemlig at miste deres ret til retfærdighed.

Siden 2004 er der kun rejst fire sigtelser og afsagt tre domme for tvangsægteskaber, selvom det er ulovligt.

”De her kvinder er chanceløse, fordi loven kun slår ned på klassiske trusler og klassisk tvang. Vi bliver nødt til at låne fra loven, der forbyder psykisk vold og social kontrol og overføre de mekanismer til også at gælde for den lovgivning, der forbyder tvangsægteskaber,” siger SF’s ligestillingsordfører, Halime Oguz.

SF foreslår konkret at ændre straffelovens § 260, stk. 2, så loven også beskytter mod psykisk pres og manipulation før ægteskabet. Det skal ikke længere kun være samtykket på bryllupsdagen, der vurderes, men også den påvirkning, der finder sted forud for ægteskabet.

“Vi kan ikke acceptere, at kvinder skal kæmpe alene for deres ret til frihed. Det er på tide, at vi tager kvinders rettigheder alvorligt og får sat ind der, hvor det halter,” siger SF’s ligestillingsordfører, Halime Oguz.