Del

Grøn alliance i fælles opråb mod regeringen: Vi skal op på 10% strengt beskyttet natur på land i Danmark

23-05-2024

Naturen står i en alvorlig krise. Dyre- og plantearter forsvinder, fordi deres levesteder er inddraget til især land- og skovbrug. Over 1.900 arter står vi lige nu til at miste.

Vi er nødt til at handle, hvis vi skal sikre en rig og mangfoldig natur i Danmark. Derfor er SF, LA, K, RV, EL og ALT gået sammen i en grøn alliance for at lægge pres på regeringen med at sætte fart i naturens lov.

Fugle og smådyr er truede. Sommerfuglearter uddør. Det er en katastrofe. Vi skal gøre meget mere for at sikre et rigt natur- og dyreliv, så vores børn og børnebørn også kommer til at opleve naturen, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Danmark har internationalt såvel som i EU forpligtet sig til at stoppe det globale tab af natur og biodiversitet, og i EU er der sat et mål om at beskytte 30 % af arealet på land og på havet i 2030, hvoraf mindst 10 % skal være strengt beskyttet. Danmark har i dag meget lidt beskyttet natur, og kvaliteten er elendig. Biodiversitetsrådet har nedjusteret de oprindelige tal og vurderer, at blot 1,6 procent er reelt beskyttet natur på land mod tidligere 2,3 procent – mens vi intetsteds har strengt beskyttet natur.

Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at den vil lave naturens lov, men siden den er kommet til, er der ikke sket noget. Tværtimod har vi set, at regeringen er handlingslammet, når det kommer til at redde livet i vores have eller sætte en stopper for udledning af skadelig gift i vores fælles natur, siger Pia Olsen Dyhr og peger på EU, hvor Danmarks indsat ikke er meget bedre:

Danmark er faktisk i bund i EU, når det handler om at beskytte naturen. Jeg tror faktisk, det vil komme bag på mange danskere, at vi har en regering, som nærmest modarbejder naturen i EU, siger hun.

 

Grøn alliances melding

I havplanen krævede oppositionen, at 10 % af havarealet skal være strengt beskyttet natur. Det mål ønsker SF, LA, K, RV, EL og ALT også skal gælde Danmarks landareal.

Når jeg tænker på et yndigt land, så er det, hvor planter kan vokse vildt og urørt. Hvor dyr ikke bliver jaget væk af mejetærskeren, fordi hver enkelt kvadratcentimeter skal opdyrkes. Ligesom vi har en klimalov, skal vi have en for naturen. En biodiversitetslov. Så regeringen ikke kun gør noget, når vi står her og råber op, men er forpligtet på naturens vegne, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun kvitterer for et godt samarbejde med de andre partier uden om regeringen.

Jeg er glad for, at vi står sammen her i dag på tværs af rød og blå, for det betyder, at vi kan lægge et samlet pres på regeringen. Det er altså et politisk valg, hvis den ikke gør noget for at beskytte naturen. Vi er mange partier – på tværs af blokkene – som er mere end klar til handling, siger Pia Olsen Dyhr.

 

SF, LA, K, RV, EL og ALT foreslår, at:

  1. Senest i 2030 skal 10 % af Danmarks landareal være udpeget som strengt beskyttet natur, og der skal ligge en plan for områdernes etablering.
  2. Målet om 10 % strengt beskyttet natur skal fastsættes i en biodiversitetslov.
  3. Biodiversitetsrådet skal gøres permanent og styrkes, så de kan rådgive om de bedste indsatser til at nå målet.
  4. De strengt beskyttede områder skal udpeges der, hvor der findes de største potentialer for vores biodiversitet.
  5. Statens arealer skal gå foran, og der skal etableres flere naturnationalparker.

Hvor skal den strengt beskyttede natur være?
Det skal vi selvfølgelig høre eksperter om. Men oplagte steder at starte statens skove og naturområder. Det kunne være dele af nationalparkener i Vadehavet eller Thy.

Regeringen er allerede i gang med 15 naturnationalparker, hvorfor er det ikke godt nok?
Det er rigtig godt, at de kommer. Noget SF i sin tid foreslog med Socialdemokratiet. De 15 naturnationalparker + de 5 yderligere, der lægges op til, vil ifølge DN samlet set sikre, at vi ca. har 1 pct. strengt beskyttet natur i Danmark. Så der er behov for en markant øget indsats.