Kampen mod skattely og hvidvask foregår også i EU

Når man som almindelig borger i Danmark betaler indkomstskat sker det efter danske regler fastsat af Folketinget. EU’s regler på skatteområdet handler derimod om samarbejde på tværs af landegrænser med bekæmpelse af skattely, international skattesnyd og hvidvask.

En række omfattende lækager, som for eksempel Lux Leaks og Panama Papers, har afsløret, at flere store multinationale selskaber stort set ikke betaler skat i Europa, fordi de bruger f.eks. Luxembourg som skattely for deres overskud. Sagerne har været med til at skabe opmærksomhed om problemet med skattely og opbakning til EU-initiativer på skatteområdet.

EU har blandt andet vedtaget regler om obligatorisk informationsudveksling mellem medlemslandene i skattesager. Reglerne skal sikre, at medlemslandenes skattemyndigheder har adgang til alle de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv beskatning i hvert medlemsland.

EU-Kommissionen har også fremlagt en række initiativer til at bekæmpe skatteunddragelse og skattesvig på EU niveau og et forslag til en modernisering af selskabsbeskatningen i EU. Forslaget vil indebære, at der skabes fælles EU-regler for beregningen af virksomheders skattepligtige indkomst. Det vil med de nye regler være obligatorisk for store koncerner med en omsætning på mere end 750 mio. euro (ca. 5,6 mia. kr.) og frivilligt for øvrige selskaber i EU. Forslaget skal vedtages enstemmigt for at kunne træde i kraft og kræver derfor at alle medlemslande bliver enige. Direktivet til det fælles selskabsskattegrundlag blev fremlagt af kommissionen i 2016 og behandles stadig.

De store afsløringer af skattefiflerier har vist det enorme samfundsproblem, vi har med skatteunddragelse. I SF mener vi, at denne vildtvoksende og skadelige kapitalisme skal under kontrol. Problemet er systemisk og kan kun løses i fællesskab med andre lande. Derfor skal EU arbejde for et europæisk og globalt regelværk og kontrolsystem, hvor myndigheder arbejder sammen på tværs af grænser for at afsløre snyd og indkræve skat.

DET VIL SF

Det er nødvendigt at give EU kraftigere våben i kampen mod skattely.  På skatteområdet udgør manglende national regulering og håndhævelse i medlemsstaterne stadig et stort problem, ligesom Rådets evindelige lukkethed og stemmereglerne i Rådet udgør en reel barriere for fremskridt i kampen mod skattely. Vi kræver ambitiøs beskyttelse af whistleblowers og ønsker mulighed for, at rådgivere og eksperter, der medvirker til skattefifleri, skal kunne udelukkes fra at virke overalt i EU. Vi ser positivt på Kommissionens anti-skattesnyd tiltag med forslag om bl.a. en fælles selskabsskattebase samt ’land til land’ rapportering som nyttige tiltag for at komme multinationale virksomheders skattesnyd til livs.

Desuden ønsker vi en fælles europæisk bund under selskabsskatten, så landene ikke underbyder hinanden for at tiltrække multinationale virksomheder. Der skal sættes en stopper for den udbredte plyndring af vores samfund, som aggressiv skattetænkning udgør.

Internetgiganter og multinationale selskaber må ikke kunne slå sig ned i EU uden at betale skat. EU’s absolut største og mest presserende opgave på skatteområdet de kommende år bliver at sikre en fair og effektiv beskatning af overskud optjent af multinationale selskaber inden for den digitale økonomi.

På netop dette område er lovgivningen katastrofalt ude af trit med den økonomiske og teknologiske virkelighed. SF arbejder for en fair, gennemsigtig og effektiv beskatning af den digitale økonomi og støtter Kommissionens initiativer på dette område.

EU bør bruge sine enorme økonomiske muskler i kampen mod skattely og kræve fair skattepraksis ved revision af eksisterende internationale aftaler på f.eks. handelsområdet. EU skal også fortsætte presset med ambitiøs håndhævelse af konkurrence- og statsstøttereglerne, som vi har set det ift. f.eks. it-giganter.

<< TILBAGE