Del

Billigere kollektiv trafik skal geare op for den grønne omstilling

02-04-2020

SF’s transportordfører, Anne Valentina Berthelsen, har været med til at sikre penge til forbedring af den kollektive transport. En aftale med regeringen, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet sikrer, at unge og ældre kan rejse billigere.

”Mange unge er afhængige af den kollektive transport, og de vil endda rigtig gerne benytte sig af den. De er en del af en grøn generation, som vil rejse mere klimavenligt. Den bold griber vi nu, og gør det mere økonomisk overkommeligt for de unge,” siger Anne Valentina Berthelsen.

Ungdomskortet til unge mellem 16 og 19 år og studerende på videregående uddannelser bliver  720 kr. billigere om året. Men også ældre kan glæde sig over aftalen.

Der er afsat 25 mio. kr. årligt til 2021 til at nedsætte taksten for pensionister. Indenfor den ramme skal DOT og Movia nu komme med et bud på en model, der sikrer billig transport i hele landet for.

”Jeg har en forventning om, at vi med de ekstra penge kan parkere debatten om at fjerne mimrekortet,” siger Anne Valentina Berthelsen.

Passagerpulsen er med aftalen reddet, og det glæder Anne Valentina Berthelsen. Hun var en stærk modstander, da der blev lagt op til at tage livet af passagernes vagthund.

Passagerpulsen er afgørende i en tid, hvor den kollektive transport som led i den grønne omstilling skal være så god som muligt.

“Passagernes stemme skal hjælpe os med at løfte kvaliteten af den kollektive trafik over hele landet og skubbe på for at flere vil tage bus og tog og dermed gavne den grønne omstilling,” siger Anne Valentina Berthelsen.

Med aftalen undersøges også muligheden for nattog mellem Sverige, Danmark, Tyskland og Belgien.