Del

Vi skal turde tænke stort for vores børn

20-08-2024

Vi skal turde tænke stort for vores børn   

SF vil afsætte 8 mia. kroner om året med fuld effekt fra 2030 for at få det gode børneliv til at blomstre igen. Pengene er der nemlig – vi skal bare lade være med at bruge dem på skattelettelser.   

– Det er nu, vi skal turde tænke stort for vores børn. Lige nu har vi pengene til at rette op på årtiers udsultning og nedskæringer på børneområdet. Vores børn er den bedste investering i vores fælles fremtid,
siger Pia Olsen Dyhr, SFs formand.       

Det har længe været kendt, at mistrivslen er massiv blandt børn og unge, der står i kø til psykologer og udredning i psykiatrien. Landet over bløder folkeskolens økonomi. Det er kommet så vidt, at skolebestyrelser nægter at godkende budgetterne, fordi de ikke har tillid til, at skolen kan drives forsvarligt for de penge. Lejrskoler bliver sparet væk, og nedslidte skolegårde og klasselokaler bliver ikke reparerede. Skolerne må søge fonde for at få penge til tavlekort, skolebøger og lejrture – ting som burde ligge inden for skolernes egne økonomiske rammer. I daginstitutionerne bliver åbningstiden reduceret, samtidig med at der mangler hænder til at tage sig af vores børn.   

   – Vores børn er ikke tjent med udslidte skoler, og med lærere og pædagoger, der er presset alt for hårdt. Lad os fixe det her! Lige nu er der et økonomiske vindue til at investere massivt i at få rammerne om vores børn på plads igen,
siger Pia Olsen Dyhr.    

 De seneste år er det økonomiske råderum vokset, fordi dansk økonomi er bomstærk. Det åbner et sjældent vindue for at kunne investere, hvis pengene prioriteres rigtigt.      

– Det er for skødesløst bare at strø de penge ud som skattelettelser. Vores velfærd er på mange områder i knæ, og vi står over for nogle hårde prioriteringer for at genoprette den.  Vi mener pengene bruges bedst på vores børn – både som investering på den korte og den lange bane,
siger SFs formand.       

SF lægger op til en langsigtet finansiering, og vil derfor øremærke 8 mia. kr. årligt (fuldt indfaset i 2030) til børneområdet. Men hvordan pengene skal bruges, skal aftales løbende, for det gode børneliv er en kompleks størrelse, og der findes ikke enkle løsninger.     

– Vi har ikke alle svarene på, hvordan vi skal lykkes med at få det gode børneliv til at blomstre op igen. Men vi har viljen til at tro på, at vi kan skabe gode børneliv igen, og vi har viljen til at afsætte pengene og turde tænke stort,
siger Pia Olsen Dyhr.

SF ser den storstilede indsats på børneområdet som et Apolloprogram med reference til det program USA lancerede i halvtredserne for at lykkes med at sende den første mand til månen. Den gang lykkedes det for NASA at få en mand til månen, fordi Apolloprogrammet lagde op til at turde tænke stort. Turde tænke at det umulige var muligt.    

– Vi kan godt få de gode børneliv tilbage på sporet. Det er den bedste investering i vores fremtid. Men det kræver at vi tør tænke stort, samtidig med at vi også må være ærlige om, at vi ikke har alle svarene på hvordan. Dem må vi finde hen ad vejen, og sikre at der er penge til løsningerne,
siger SFs formand.  
 

Derfor vil SF for det første øremærke 3,5 milliarder kr. til børneområdet uden at sætte navn på initiativerne. De skal udformes pba. forslag fra et nyoprettet trivselsråd, og de skal have de økonomiske rammer til at tænke stort. Rådet skal bestå af eksperter, organisationer og fagfolk.   

SF vil for det andet afsætte yderligere 4,7 milliarder kr. til konkrete initiativer, som vi allerede nu ved virker. Det er blandt andet færre elever i klasserne, minimumsnormeringer, og flere barns sygedage til forældrene.  

Se alle tiltag herunder og find hele udspillet til højre.

Tiltag  Økonomisk ramme fuldt indfaset; mio. Kr.  
Trivselsråd og økonomisk pulje til nye tiltag   3.500  
Frihed ifm. børns sygedage  2.000  
Lige barsel for tidligt fødte  20  
Et løft af folkeskolen  1.000  
Styrke børn og unges deltagelse i idræts- og fritidslivet  300  
Forsøg med gratis skolemad i udsatte boligområder  150  
Let tilgængeligt tilbud inden for 14 dage   200  
Akut- og straksbehandling i psykiatrien  300  
Minimumsnormeringer på institutionsniveau   400  
Minimumsnormeringer i tidlig-SFO  250  
Udvidelse af gratis psykologhjælp  100  
Samlet ramme  8,22 mia. kr.