TYDELIGE SF-AFTRYK I NY SUNDHEDSREFORM
15-11-2024
Mens SVM-regeringen stod fastlåst i strukturen, har SF skubbet til indholdet. Partiet har sikret vigtige sejre og fået penge til at sænke ventelisterne på demensområdet og børne- og ungepsykiatrien i den nye sundhedsaftale.
“Vi har sikret penge til at sænke ventelister på demensområdet og i børne- og ungepsykiatrien, flere indsatser på gigtområdet og fremrykning af kronikerpakken. I SF har vi haft fokus på at forbedre det nære sundhedsvæsen med særlig opmærksomhed på de patienter og borgere, det handler om,” siger SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen.
SF fremskynder implementeringen af kronikerpakken for kroniske lænderygsmerter fra 2030 til 2027. Tre år, der vil gøre meget for de mange danskere, der er ramt af kroniske smerter. Samtidig har SF fået sikret bedre forebyggelse i forhold til gigtpatienter og selvvisitering til fysioterapi.
Og selvom SF ikke kunne rokke meget ved strukturen, har partiet sikret en bedre balance.
”Vi er glade for, at vi har skabt en bedre balance i strukturen, og håber, at sundhedsrådene kan forhindre, at flere patienter falder mellem to stole. Kronikerpakker, midlertidige pladser uden brugerbetaling og bedre lægedækning er SF’s mærkesager, og derfor er vi med til at tage ansvar for fremtidens sundhedsvæsen,” siger Kirsten Normann Andersen.
SF har udover penge til at sænke ventelisterne på demensudredning sikret varige midler til demensområdet. Pengene kan blandt andet være med til at arbejde mere systematisk og tidlige indsatser for demensudredning – ligesom vi ser på andre kronikerområder med pakkeforløb, der allerede nu igangsættes.
Ydermere fremhæver Kirsten Normann Andersen en række vigtige punkter, der er med i den endelige aftale:
- Fjerne brugerbetalingen på de kommunale, midlertidige pladser, hvor folk er blevet udskrevet fra sygehuset, men fortsat for syge til helt at komme hjem
- En praktiserende læge tilknyttet bosteder og herberger
- Antallet af mulige ydernumre sænkes fra seks til tre og indtil det træder i kraft varsler ministeriet varsomhed på området af frygt for koncerndannelse
- En markant svækkelse af den standsningsret, den oprindelige aftale lagde op til.
- Bredere demokratisk repræsentation i sundhedsrådene
- Bedre sikring af hjælpemidler til borgere med handicap og behov for genoptræning mm, fordi der opstår strid om det skal bevilges som hjælpemiddel eller behandlingsredskab