Del

Slutdato for olie i Nordsøen er en historisk grøn sejr

04-12-2020

Aftalen om Nordsøen er en kæmpe sejr for den grønne omstilling.

Det mener klima og energiordfører Signe Munk, som har forhandlet aftalen for SF.

– Det er en historisk vigtig beslutning og et kæmpe skridt for den grønne omstilling. Nu sætter vi proppen i og viser, at vi tager klimamålet alvorligt. Vi skal begrænse vores forbrug af olie og gas drastisk, og derfor skal vi selvfølgelig sætte en stopper for olieproduktionen i Nordsøen, siger Signe Munk.

Aftalen sikrer, at der ikke sættes gang i flere store udbudsrunder af Nordsøen, og at der efter 2050 ikke kan hentes mere olie og naturgas op af Nordsøen.

– Vi er det første store olieproducerende land i verden, der gør det, klimaet har brug for, ved udfase sin olie og gasproduktion. Det er kæmpestort, at Danmark går forrest, og jeg tror på, at andre lande vil følge efter, siger Signe Munk.

Det er historisk, at Danmark som det første store olieproducerende land i verden sætter en slutdato for olie og gasproduktion. Vi dropper den ottende udbudsrunde og sikrer, at der ikke kommer flere store udbud i Nordsøen. Samtidig slår vi fast, at de sidste oliehaner skal lukke senest i 2050.

– SF har lagt et grønt pres i forhandlingerne, og jeg er glad for, vi både at lykkedes med at sætte en stopper for nye udbudsrunder og fået slået fast at olieeventyret skal slutte. Men aftalen er selvfølgelig også udtryk for et kompromis, siger Signe Munk.

– Rigtig mange mennesker skal stadig arbejde på havnen i Esbjerg, og et stop for olie og gas i Nordsøen i 2050 er ikke et stop for jobs i Esbjerg. Vi skal investere i CO2-lagring i Nordsøen og skabe plads til endnu flere havvindmøller. De grønne jobs skal erstatte de sorte jobs på Esbjerg havn, siger Signe Munk.