SF VIL SLÅ HÅRDT NED PÅ MILJØKRIMINIALITET
23-03-2025
Fra Den Sorte Svane-sagen, hvor miljøvurderinger blev manipuleret, til hærværk mod naturen, sager om asbest og forurening af jord og drikkevand ser vi gang på gang, hvordan ansvarsløse aktører bringer naturen og borgerne i fare. SF mener, at det er tid til handling.
Derfor præsenterer SF nu et udspil om at hæve straffene for miljøkriminalitet, så de forbrydelser, der truer Danmarks sårbare natur og miljø, bliver stoppet én gang for alle.
SF’s forureningsordfører, Marianne Bigum, understreger vigtigheden af at beskytte naturen for fremtidige generationer:
“Det er helt afgørende, at vores børn og børnebørn får glæde af rent drikkevand og den natur, vi har haft. Derfor er det dybt uacceptabelt, når skumle bagmænd spreder forurenet jord og slår truede dyrearter ihjel. Det må og skal stoppes!” siger hun.
Baggrund for forslaget
Baggrunden for forslaget er, at der ifølge SF ses alt for mange overtrædelser af lovgivningen på det grønne område. Forurenet jord dumpes, truede dyr dræbes, og ulovlige pesticider bruges på marker. Myndighedernes tilsyn er ofte svagt, efterforskningen er for dårlig, og straffene er for lave til at afskrække de skyldige.
“Det hænger slet ikke sammen med, at vi bruger hundredvis af millioner på at genoprette naturen og rense giftgrunde,” SF’s forureningsordfører, Marianne Bigum.
Straffen skal i vejret
SF foreslår derfor at hæve straffen for alvorlig miljøkriminalitet til op mod 10 års fængsel og mindst 5 år for natur- og faunakriminalitet. Samtidig skal bøderne skærpes markant og gøres indtægts- og omsætningsregulerede. SF ønsker desuden en grundig gennemgang af miljølovgivningen samt flere redskaber til myndighederne, så de effektivt kan håndhæve loven.
“Straffene skal op, og der skal oprettes en specialenhed i politiet, der sørger for, at vi får opklaret disse sager én gang for alle. En specialenhed med de nødvendige værktøjer og ressourcer til at bekæmpe miljøkriminalitet effektivt og sikre, at de ansvarlige bliver holdt til regnskab,” siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.
Med miljøkriminalitetsudspillet foreslår SF:
- At hæve straffene betydeligt, med 10 års fængsel for miljøkriminalitet og mindst 5 år for natur- og faunakriminalitet.
- At bøder indtægts- og omsætningsreguleres
- At der oprettes en særlig enhed for efterforskning af kriminalitet på natur-, miljø- og faunaområdet.
- At kommunerne får flere redskaber, så de får bedre mulighed for at politianmelde natur-, miljø- og faunakriminalitet samt kræve kompensation og genopretning af naturområder.
- At jordforureningsloven ses grundigt efter i sømmene, så der sættes en stopper for svindel med forurenet jord.
- At virksomheder, der er forbundet med store miljørisici, pålægges at tegne en forsikring, som kan dække eventuelle skader
- At tilsyn på natur-, miljø- og fødevareområdet styrkes, så det sikres at lovgivningen overholdes.