SF SÆTTER FOKUS PÅ RETFÆRDIG PENSION I NY KAMPAGNE
04-03-2025
Mens direktørerne med høje indtægter kan spare op og selv bestemme, hvornår de vil gå på pension, stiger pensionsalderen for den almindelige lønmodtager og dem med de mest nedslidende jobs. Det gælder for SOSU’erne, tømrerne, renovationsarbejderne, pædagogerne og alle dem, der knokler hver dag for at holde hånden under vores samfund.
Det sætter SF nu fokus på i en stor kampagne om partiets syvpunktsplan for en ny, rød, regering, hvor retfærdig pension er første punkt. Planen skal være retningsgivende for en kommende regering. SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, uddyber:
“Det er fuldstændig håbløst at forestille sig, at alle skal kunne arbejde, til de er 75 år, hvis pensionsalderen fortsætter med at stige. Jeg er selv tømrer. Kan du forestille dig en tømrer arbejde, til han bliver 75? Man må have røget hash, hvis man tror på det.”
Kampagnen kommer i lyset af et regeringslovforslag om at hæve pensionsalderen til 70 år som en del af Velfærdsaftalen fra 2006.
Et løftebrud på velfærden
Da Velfærdsaftalen blev indgået i 2006 (mellem S, V, K, DF og RV), var det med et klart løfte om, at pengene fra en højere pensionsalder skulle bruges til at fremtidssikre velfærden, forbedre arbejdsmiljøet og forebygge nedslidning. Men virkeligheden ser anderledes ud.
“Skatten er blevet sænket med 84 milliarder kroner, mens velfærden er blevet udhulet. Samtidig har man afskaffet efterlønnen og løbet fra løfterne om bedre arbejdsmiljø. Det kan vi ikke acceptere,” siger Karsten Hønge.
SF var ikke med i Velfærdsaftalen fra 2006, men stemte i 2021 for Arne-pensionen, der skulle give de mest nedslidte mulighed for at gå tidligere på pension. Ifølge SF opsamler ordningen dog ikke så mange som tiltænkt, og derfor ønsker partiet at fremrykke et eftersyn af ordningen og forberede den.
SF afviser ikke, at pensionsalderen kan hæves i fremtiden, men det skal ske på en retfærdig måde og ikke med det tempo, vi ser nu. Det betyder, at der skal investeres i bedre arbejdsvilkår og sikres mulighed for tidlig tilbagetrækning for dem, der har haft de hårdeste job. Det er essensen i kampagnen, der vil sikre danskerne et godt liv på pension.