Del

SF: Milliarderne falder endelig det rigtige sted

27-01-2026

Efter flere år med skattelettelser til aktionærer, virksomhedsarvinger og højtlønnede glæder SF sig nu over, at milliarder fra statens råderum bliver brugt på dem, der har allermest brug for det. En ny fødevarecheck skal give konkret hjælp til pensionister, ydelsesmodtagere, børnefamilier og studerende på SU.

”Regeringen har allerede givet milliarder til aktionærer, virksomhedsarvinger og lettet topskatten for dem med høje lønninger. Det er den forkerte rækkefølge, når vi endnu ikke har hjulpet nok hos folkepensionister, førtidspensionister og børnefamilier med mindst. Derfor er jeg glad for, at vi nu får den her aftale hurtigt ud at virke,” siger han.

Fødevarechecken bliver givet til over 700.000 folkepensionister. Til førtidspensionister, dagpengemodtagere og efterlønnere og mange flere, der ikke er blevet omfattet af regeringens skattelettelser for milliarder.

”Kritikken af det her som valgflæsk er privilegieblind. For dem, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, betyder det faktisk noget, når der kommer lidt mere luft i økonomien og ro i maven,” siger Sigurd Agersnap.

SF har længe kritiseret SVM-regeringen for at prioritere skattelettelser før social balance. Derfor glæder partiet sig over, at der nu sættes ind der, hvor behovet er størst. Samtidig understreger SF, at fødevarechecken ikke løser alle problemer.

”Det her er altså ikke en varig løsning på børnefattigdom eller ulighed. Men det giver konkret hjælp i en presset hverdag. Og det viser, at når SF får indflydelse, bruger vi den til at skabe mere tryghed og social retfærdighed,” siger Sigurd Agersnap.

SF vil arbejde videre for, at den sociale balance også præger regeringens kommende økonomiske planer. Så vi får et velfærdssamfund, hvor det er de bredeste skuldre, der bærer det tungeste læs.