Del

SF kræver milliardstor inflationspakke i regeringsgrundlaget

08-10-2022

Vinterpakken, som et bredt politisk flertal netop har vedtaget, er ikke nok. Der er brug for yderligere markant inflationshjælp i milliardklassen, og det skal med i et nyt rødt og grønt regeringsgrundlag, lyder det fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr i et debatindlæg i Avisen Danmark.

”Det er ikke champagne, charterrejser eller nyt cykeltøj, folk må give afkald på, som følge af inflationen. Det handler om regninger så store, at folk risikerer at gå fra hus og hjem,” siger Pia Olsen Dyhr.

”Der er en utryghed og en uvished i familier og danske hjem i hele landet, om man har et varmt hjem at komme hjem til? Råd til aftensmad vinteren, til medicinen. Kan man komme på arbejde med dyr benzin særligt i de områder uden solid kollektiv transportmulighed,” siger Pia Olsen Dyhr.

Der skal derfor finansieres hjælp til bl.a. studerende, kontanthjælpsmodtagere og fattige børnefamilier. Pengene skal hentes fra en særskat på overnormal profit på rederier, herunder Mærsk, der forventer et større trecifret milliardoverskud som følge af højere fragtpriser. SF vil med særskatten hente et sted over 10 mia. kr.

Det følger et af de bærende principper i vores velfærdssamfund: at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs. Dem, der tjener på krisen, skal selvfølgelig bidrage til at holde hånden under fællesskabet. Det er SF’s rettesnor gennem krisen, og det er både økonomisk og socialt ansvarligt.

”Vi må ikke puste til inflationen, vil nogen måske sige. Og det er klart, at vi skal træde varsomt. Men vi skal ikke være så bange for inflationen, at vi ignorerer de menneskelige tragedier, som vil finde sted, hvis vi ikke handler. Vi må ikke glemme, at den danske økonomi er sund. Europa er på vej væk fra russisk gas, og krisen varer ikke evigt,” siger Pia Olsen Dyhr.

Med meldingen understreger Pia Olsen Dyhr, at det kommende valg bør handle om, hvem danskerne tror vil have det sikreste greb om roret i denne krisetid. Hvem man tror bedst kan samarbejde om at finde løsninger, der er socialt afbalancerede, så det ikke er de i forvejen hårdest økonomisk pressede danskere, der sendes ud i mørket.

Det vil SF have med i en inflationspakke via en særskat på rederier med overnormal profit, der kan sikre over 10 mia. kr.:

  • Kompensation og målrettet hjælp til:
    – Børnefamilier
    – Folkepensionister på ældrechecken
    – Unge på SU
    – Folk på overførselsindkomst.
  • Hjælp til energiregningerne vinteren over for husstande.
    -SF foreslår her eksempelvis at sænke gasafgiften til EU’s minimum.
  • Stoppe takststigningerne i offentlig transport.
    -SF mener, at de regionale- og lokale busruter skal understøttes.