Del

SF i grønt opråb sammen med grønne partier: Hæv klimamålet

02-12-2025

Regeringen lægger op til et klimamål for 2035 på 82 procent. Det er kun to procentpoint mere end den politik, der allerede ligger – og alt for uambitiøst, mener SF. Sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet opfordrer SF regeringen til at hæve målet markant.

”Vi kan simpelthen ikke sætte farten ned nu. Klimaforandringerne banker ikke bare på døren – de er her allerede, og tiden ikke arbejder for os. Derfor skal vi holde kursen, ikke gå tilbage,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

De fire partier foreslår et tydeligt og højere mål: Danmark skal reducere sin udledning med 90 procent i 2035. Og det er både muligt og ansvarligt. Flere grønne vidensmiljøer som Concito, Rådet for Grøn Omstilling og Klimarådet viser, at Danmark kan – og bør – gå længere, hvis vi vil nå klimaneutralitet i 2045.

”Da vi besluttede 70-procentsmålet, var der mange, der mente, at det aldrig kunne lade sig gøre. Men det kunne det, og det blev kun muligt, fordi vi satte ambitionen højt og stod sammen om det. Høje ambitioner virker – det er modløsheden, der er farlig,” siger Pia Olsen Dyhr.

Regeringens udspil bekymrer SF, fordi et for lavt mål risikerer at forsinke omstillingen og gøre vejen mod klimaneutralitet både dyrere og sværere. Derfor går SF nu til forhandlinger med ønsket om et højere mål.

SF peger på flere konkrete løsninger, der kan drive udviklingen fremad mere CO₂-fangst og lagring, mere grøn strøm i transporten, færre metanlæk fra landbruget, mere skov og en højere CO₂-afgift efter 2032. Mange af teknologierne findes allerede – nu skal de bruges i større skala.

”Det er rigtigt, at vi nu når til de sværere beslutninger. De lavthængende frugter er plukket – det er nu, vi skal holde fast. Vi når 70-procentsmålet i 2030, fordi vi handlede i god tid. Det giver mig en grundlæggende optimisme, og vi kan tage næste skridt, hvis vi vil,” siger Pia Olsen Dyhr.

For SF er det afgørende, at omstillingen sker på en socialt retfærdig måde, hvor alle kan være med – uanset hvor man bor.