Del

SF har fået ny næstformand!

18-06-2026

Mandag d. 15. juni fik SF ny næstformand. Landsledelsen har valgt 31-årige Melina Andersen til posten efter en grundig proces.

Melina Andersen kommer fra Aalborg, er opvokset i Sæby og har været medlem af SF siden 2009. Gennem årene har hun haft en lang række tillidsposter i partiet – senest som partiforeningsforkvinde for SF Aalborg og medlem af landsledelsen.

Hun glæder sig til at tage fat på opgaven i en tid, hvor SF står stærkt og igen er en del af regeringen.

“Jeg er simpelthen så glad for og stolt over den tillid, landsledelsen har vist mig. SF har været mit parti siden 2009, og jeg ser frem til at arbejde for, at det bliver et endnu bedre sted at være medlem,” siger Melina Andersen.

For hende er det også en særlig tid at træde ind i rollen som næstformand.

“Det er en ret vild tid at træde ind i. Efter mange års kamp sidder SF nu endelig i regering, og vi er allerede begyndt at sætte vores aftryk på Danmark. Det gør mig både glad og optimistisk, men jeg ved også, at der ligger et stort arbejde foran os,” siger hun.

Samtidig understreger hun, at SF’s styrke rækker langt ud over Christiansborg.

“Jeg ved om nogen, at SF er meget mere end dem, der sidder på Christiansborg. Det er medlemmerne i lokalforeningerne, dem der tager diskussionerne, byder nye medlemmer velkommen og får tingene til at ske i kommuner og regioner. Jeg ved, hvor meget engagement og frivilligt arbejde der ligger bag de resultater, vi skaber sammen,” siger Melina Andersen.

Den nye næstformand ser især frem til at komme rundt i landet og møde medlemmerne.

“Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, møde endnu flere af jer rundt om i landet og være med til at styrke vores lokale fællesskaber. Jeg vil gøre mig umage hver eneste dag for at leve op til den tillid, jeg er blevet vist,” siger hun.

Melina Andersen har tidligere været både folketings- og europaparlamentskandidat for SF og har gennem flere år arbejdet i fagbevægelsen med organisering og frivillighed. Hun overtager næstformandsposten efter Lise Müller, der for nylig blev valgt ind i Folketinget, og kommer fremover til at dele posten med Benjamin Bilde Brændemose Boelsmand.