SF får sit næstbedste kommunalvalg nogensinde
19-11-2025
SF er vågnet op til sit næstbedste kommunalvalg nogensinde.
Partiet får 11,1 procent af stemmerne på landsplan – en stigning på 3,5 procentpoint fra kommunalvalget i 2021, og SF er nu repræsenteret i 96 kommuner.
”Det gør mig både stolt, glad og dybt ydmyg. For det viser, at SF står stærkt som et folkeparti, der kan samle opbakning i hele Danmark,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.
Det betyder, at byråds- og regionsrådssalene de næste fire år bliver fyldt med dygtige SF’ere, som hver dag vil stå vagt om den nære velfærd: flere pædagoger i daginstitutionerne, mere tid og nærvær til vores ældre, og stærke fællesskaber for børn og unge.
Det betyder også flere lokale kræfter, der kan drive den grønne omstilling frem med bedre kollektiv trafik, mere natur og rent drikkevand.
SF sikrer sig nu fem nye borgmesterposter:
- Rosa Lykke Yde, Randers
- Serdal Benli, Gladsaxe
- Mikael Ralf Baade Larsen, Lejre
- Anders Wolf, Hvidovre (genvalgt)
- Sisse Marie Welling, København (overborgmester)
”De kommer til at sætte en klar og samlende retning i deres kommuner – med ro, åbenhed og en vilje til at finde løsninger sammen. De bliver borgmestre, der lytter, bygger bro og tager ansvar for udviklingen af deres lokalområder”, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr stolt.
Særligt Københavns overborgmesterpost markerer et historisk skifte efter over 100 år med socialdemokratisk bystyre.
Sisse Marie Welling bliver Københavns nye overborgmester efter et bredt forlig med Enhedslisten, Alternativet, Venstre, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.

